På dette års sidste dag vil jeg bruge et enkelt indlæg på at omtale et par ting der ikke alle har noget med science fiction at gøre, men alligevel fortjener at blive nævnt.
For bloggen har det været et aktivt år. Over 100 indlæg og efter at Knud Larn trak mig ind i SFCs bestyrelse er det kun blevet mere spændende og givende at være sf fan. Jeg ser frem til et forhåbentlig ligeså spændende år på den front.
En 40 bøger plus en håndfuld faglitteratur har jeg fået læst i år, hvoraf det meste selvfølgelig har været science fiction udover studiebøger. Men jeg er også ved at læse mig igennem Jan Guillous Tempelridder-serie, der måske kan være lidt langtrukken til tider, men stadig en spændende historisk der simpelthen har det hele i sig.
I det humoristiske hjørne vil jeg fremhæve den geniale komedieserie Frasier, der er en af de få komedieserier jeg synes er værd at se alle afsnit kronologisk i, fremfor andre serier man kun kan holde ud med et enkelt afsnit i ny og næ. Jeg er næsten færdig med anden sæson på DVD, men har set de fleste afsnit på Kanal 5 hvor de bliver sendt alle hverdage fra 17.55. Den er nemlig også værd at gense, da dens humor er på et højere plan end banale sexjokes og klovnegags. Der bliver gjort grin med både tyske operaer og Freuds psykologiske teorier. Man føler sig ikke talt ned til som jeg synes man tit gør i andre komedieserier, hvor selv simple jokes skal skæres ud i pap. I Frasier får man lov til at tænke selv. Den kan varmt anbefales.
Og i det klassiske hjørne. Den 20 december var jeg til Torsdagskoncert i Radiohusets Koncertsal hvor der blev opført Prokofjevs Sinfonia concertante og Per Nørgårds Symfoni nr. 3. Cellosolisten Andreas Brantelid var fantastisk dygtig til Prokofjevs cellokoncert, men selve stykket var ikke videre interessant. Per Nørgårds tredje symfoni er jo en del af den danske kulturkanon, så den havde man da lidt høje forventninger til, men jeg må nu endnu engang konkludere at jeg ikke helt forstår det meget moderne klassiske musik, omend det jo var en imponerende opsætning der lå bag, med et komplet symfoniorkester samt harpe, klaver og hele radiokoret. Første sats var forvirrende, mens anden sats blev mere interessant efter at have hørt genudsendelsen i radioen.
Og lidt i samme genre, så var jeg ude i Operaen på Holmen i går og se opførelsen af Verdis Don Carlos, der var et imponerende stykke med både politisk drama og en (for en opera) almindelig kærlighedshistorie. Normalt er jeg ikke så meget til italiensk opera (er mest til Wagner), men det er jo en oplevelse i sig selv at være derinde og det kan på ingen måde sammenlignes med at lytte til noget derhjemme.
Tilbage er der vel kun at sige godt nytår til alle læserne derude!