7th Son: Book One – Descent

7th Son: Book One - DescentJ.C. Hutchins følte sig stærkt inspireret af Scott Siglers tilgang til podcastformatet og han lagde selv ambitiøst ud med at skrive og fortælle en hel trilogi – 7th Son. Tredje og sidste bog gjorde han færdig her i starten af december, så jeg er noget bagud. Lytningen af denne første bog har også ligget på standby længe, for selvom historien er spændende og godt bygget op, så har den aldrig rigtig fanget mig på samme måde som Scott Siglers podcastromaner.

Vi følger syv personer uden umiddelbar tilknytning til hinanden, der alle bliver bortført under voldsomme omstændigheder og ført til et hemmeligt underjordisk laboratorium. Her bliver de ført sammen og opdager at de alle er kloner af hinanden, med en fælles barndom op til deres mors død, hvorefter de voksede op i forskellige plejefamilier. De er blevet samlet sammen af deres skabere for at hjælpe dem med at fange originalen til dem – John Michael Smith (kaldet John Alpha), der angiveligt har stået bag mordet på den amerikanske præsident. De får brug for alle deres forskellige individuelle kompetencer og evner, da der fx er en præst, en marinesoldat og en rutineret cracker. De erfarer senere at deres forskellige valg og udvikling i livet var helt bestemt og planlagt fra starten, ved at lade deres plejefamilier trække dem i en bestemt retning.

Som nævnt i starten fængede denne historie aldrig rigtigt. J.C. Hutchins er ikke så energisk og fremtrædende i sin fortællestil, men ligger for det meste en neutral og rolig stemmeføring. Man må dog tage hatten af for det store konspirationsplot han har fået skruet sammen og han gør flittigt brug af stort set alle former for moralske og videnskabelige problemstillinger i forbindelse med kloning. Jeg savner blot mere kobling mellem science fiction delen og den egentlige actionfyldte handling. Klonerne har internt nogle interessante samtaler omkring deres identitet og bagmændende ligeledes om hvad deres plan var, men indtil videre kører den del af det i et sidespor til den egentlige handling, der går ud på at finde frem til John Alpha og hvad han pønser på. Men næst efter Scott Siglers podcastromaner, er 7th Son-trilogien den mest populære, så den kunne også være god at begynde med hvis man vil prøve at lytte til en podcastroman.

Hele trilogien – og en masse andet – kan selvfølgelig hentes på J.C. Hutchins officielle webside og på Podiobooks.

This entry was posted in Podcasts and tagged , , , , , . Bookmark the permalink.

Skriv en kommentar

Your email address will not be published.

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>