Novum nr. 87 kom i går og jeg må altså erkende at som science fiction fan er det langt mere interessant læsning, end fx det sidste nummer af Himmelskibet som jeg til tider måtte tvinge mig igennem.
Niels Dalgaards Litteraskopet handler denne gang om Doris Lessing der i år fik Nobels litteraturpris. Niels Dalgaard var fanæresgæst til Eurocon og hans tale, der var en af de (mange) ting jeg ikke nåede at høre, er bragt her og fylder det meste af bladet. Let fordøjelig læsning, men der vil for mange nok ikke være så meget ny information.
Knud Larn fortæller igen om papkasser i sin klumme Inde fra papkasseriget #3 og det giver et glimrende indblik i hvilket stof rigtige fans er lavet af. Han fortæller om hans tur til Worldcon 2005 i Glasgow, hvor han sendte alt sit tøj tilbage til Danmark med almindelig post, så han kunne have alle sine nyindkøbte sjældne fanzines med tæt på sig i kufferteren i flyveren. Det taler vist for sig selv!
Der er to meget korte noveller denne gang. Ferieturen af Flemming R.P. Rasch handler om rumturisme og Emil Lang har skrevet novellen Eurocon 2007 der vel kan kaldes en meget bizar vinkel på en conrep.