I forbindelse med det nu overståede Eurocon udgav Fantastik et engelsk særnummer af deres medlemsblad Himmelskibet – passende omdøbt til The Sky Ship. Jeg har været alt for længe om at få det læst, hvilket ikke har noget med kvaliteten at gøre. Det er rigtig gode artikler og mange forskellige slags noveller, som forhåbentlig har givet et positivt indtryk af dansk fandom hos de udenlandske gæster der købte bladet.
Ganske passende er første artikel om dansk fandoms historie skrevet af Knud Larn, om udviklingen indenfor fanzines, udgivelser, foreninger og de nyere blogs. Flemming Rasch har en artikel om interstellar handel hvor han laver nogle beregninger på hvordan det økonomisk kan hænge sammen, hvor konklusionen nok er at rummet næppe bliver det nye handelssted, medmindre der sker radikale fremskridt indenfor rumfart. Mathias F. Clasen har bidraget med en spændende artikel om forskning indenfor biopoetik og lidt om horror.
Bladet har hele fem noveller. Richard Ipsen skriver som altid godt, også på engelsk, i novellen Gods of the Jade Sea. Ulrik Kristiansen har en temmelig lang novelle, Until Eternity, om en dystopisk fremtid og et emne der optræder meget i nutidens science fiction noveller – overførsel af bevidsthed til et liv uden krop. Thomas Strømholst har skrevet The Furnished Room, som er en, synes jeg, temmelig banal og forudsigelig horrorhistorie. Den kun 15 årige Andreas Rugård Klæsøe har skrevet en fantasy novelle – Faerie Fire – om nogen der vil holde fest i en muligvis farlig skov. The Ghost of Lady Stardust af Klaus Æ. Mogensen er et velskrevet kærlighedsdrama med relative aldersforskelle.
I øvrigt har bladet en masse rigtig flotte tegninger til både novellerne og artiklerne.