Interstellar sysctl

På dette års sidste dag vil jeg bruge et enkelt indlæg på at omtale et par ting der ikke alle har noget med science fiction at gøre, men alligevel fortjener at blive nævnt.

For bloggen har det været et aktivt år. Over 100 indlæg og efter at Knud Larn trak mig ind i SFCs bestyrelse er det kun blevet mere spændende og givende at være sf fan. Jeg ser frem til et forhåbentlig ligeså spændende år på den front.
En 40 bøger plus en håndfuld faglitteratur har jeg fået læst i år, hvoraf det meste selvfølgelig har været science fiction udover studiebøger. Men jeg er også ved at læse mig igennem Jan Guillous Tempelridder-serie, der måske kan være lidt langtrukken til tider, men stadig en spændende historisk der simpelthen har det hele i sig.

I det humoristiske hjørne vil jeg fremhæve den geniale komedieserie Frasier, der er en af de få komedieserier jeg synes er værd at se alle afsnit kronologisk i, fremfor andre serier man kun kan holde ud med et enkelt afsnit i ny og næ. Jeg er næsten færdig med anden sæson på DVD, men har set de fleste afsnit på Kanal 5 hvor de bliver sendt alle hverdage fra 17.55. Den er nemlig også værd at gense, da dens humor er på et højere plan end banale sexjokes og klovnegags. Der bliver gjort grin med både tyske operaer og Freuds psykologiske teorier. Man føler sig ikke talt ned til som jeg synes man tit gør i andre komedieserier, hvor selv simple jokes skal skæres ud i pap. I Frasier får man lov til at tænke selv. Den kan varmt anbefales.

Og i det klassiske hjørne. Den 20 december var jeg til Torsdagskoncert i Radiohusets Koncertsal hvor der blev opført Prokofjevs Sinfonia concertante og Per Nørgårds Symfoni nr. 3. Cellosolisten Andreas Brantelid var fantastisk dygtig til Prokofjevs cellokoncert, men selve stykket var ikke videre interessant. Per Nørgårds tredje symfoni er jo en del af den danske kulturkanon, så den havde man da lidt høje forventninger til, men jeg må nu endnu engang konkludere at jeg ikke helt forstår det meget moderne klassiske musik, omend det jo var en imponerende opsætning der lå bag, med et komplet symfoniorkester samt harpe, klaver og hele radiokoret. Første sats var forvirrende, mens anden sats blev mere interessant efter at have hørt genudsendelsen i radioen.
Og lidt i samme genre, så var jeg ude i Operaen på Holmen i går og se opførelsen af Verdis Don Carlos, der var et imponerende stykke med både politisk drama og en (for en opera) almindelig kærlighedshistorie. Normalt er jeg ikke så meget til italiensk opera (er mest til Wagner), men det er jo en oplevelse i sig selv at være derinde og det kan på ingen måde sammenlignes med at lytte til noget derhjemme.

Tilbage er der vel kun at sige godt nytår til alle læserne derude!

J.C. Hutchins følte sig stærkt inspireret af Scott Siglers tilgang til podcastformatet og han lagde selv ambitiøst ud med at skrive og fortælle en hel trilogi – 7th Son. Tredje og sidste bog gjorde han færdig her i starten af december, så jeg er noget bagud. Lytningen af denne første bog har også ligget på standby længe, for selvom historien er spændende og godt bygget op, så har den aldrig rigtig fanget mig på samme måde som Scott Siglers podcastromaner.

Vi følger syv personer uden umiddelbar tilknytning til hinanden, der alle bliver bortført under voldsomme omstændigheder og ført til et hemmeligt underjordisk laboratorium. Her bliver de ført sammen og opdager at de alle er kloner af hinanden, med en fælles barndom op til deres mors død, hvorefter de voksede op i forskellige plejefamilier. De er blevet samlet sammen af deres skabere for at hjælpe dem med at fange originalen til dem – John Michael Smith (kaldet John Alpha), der angiveligt har stået bag mordet på den amerikanske præsident. De får brug for alle deres forskellige individuelle kompetencer og evner, da der fx er en præst, en marinesoldat og en rutineret cracker. De erfarer senere at deres forskellige valg og udvikling i livet var helt bestemt og planlagt fra starten, ved at lade deres plejefamilier trække dem i en bestemt retning.

Som nævnt i starten fængede denne historie aldrig rigtigt. J.C. Hutchins er ikke så energisk og fremtrædende i sin fortællestil, men ligger for det meste en neutral og rolig stemmeføring. Man må dog tage hatten af for det store konspirationsplot han har fået skruet sammen og han gør flittigt brug af stort set alle former for moralske og videnskabelige problemstillinger i forbindelse med kloning. Jeg savner blot mere kobling mellem science fiction delen og den egentlige actionfyldte handling. Klonerne har internt nogle interessante samtaler omkring deres identitet og bagmændende ligeledes om hvad deres plan var, men indtil videre kører den del af det i et sidespor til den egentlige handling, der går ud på at finde frem til John Alpha og hvad han pønser på. Men næst efter Scott Siglers podcastromaner, er 7th Son-trilogien den mest populære, så den kunne også være god at begynde med hvis man vil prøve at lytte til en podcastroman.

Hele trilogien – og en masse andet – kan selvfølgelig hentes på J.C. Hutchins officielle webside og på Podiobooks.

På en sådan ellers begivenhedsløs aften kan man jo få set nogle af de film der har ligget og fyldt plads på harddiskoptageren lidt for længe. Så faldt mit valg på The Island fra 2005 med Ewan McGregor og Scarlett Johansson i hovedrollerne.

Lincoln Six-Echo (Ewan McGregor) og Jordan Two-Delta (Scarlett Johansson) lever i et tilsyneladende utopisk kontrolleret samfund med nogle tusind andre. Alle folks behov bliver set til og de er de heldige overlevende fra en ikke nærmere specificeret forureningskatastrofe, og deres eneste høje ønske i livet er at vinde i et lotteri der sender dem ud til en paradis ø. Eller det er de i hvert fald blevet hjernevasket til at tro. Egentlig er de særligt opdrættede kloner for rige mennesker der har købt en særlig forsikring, så de kan forsynes med organer hvis deres egne svigter. Når vinderen af lotteriet sendes til øen sendes vedkommende altså virkelig til den sikre død, da klienten har brug for organer. Det er en ide der også er set i Michael Marshall Smiths bog “Stumper” og ikke mindst filmen Parts: The Clonus Horror fra 1979, hvor rettighedsindehaverne fra den film begyndte en retssag mod DreamWorks.
Lincoln falder lidt uden for opførslen hos de andre, da han begynder at undre sig over den lukkede verden han lever i. Hvad formålet med deres arbejde er, hvorfor der er styring på deres mad, hvorfor alle går i ens tøj, om det virkelig passer med den forurening. Da Jordan vinder i lotteriet formår de at flygte sammen, og med hjælp fra en ansat i forsikringsforetagendet, forsøger de at opsøge den rigtige Lincoln i håb om at få afsløret hvordan det egentlig hænger sammen. Resten af verden og kunderne til disse kloner tror nemlig, at klonerne slet ikke lever et bevidst og tænkende liv, men blot ligger i stasis indtil der er brug for dem. Der gives dog ikke nogen videre forklaring på hvorfor det var krævet at klonerne skulle leve et rigtigt liv for at organerne kan bruges, andet end en enkelt sætning om det andet ikke virkede. Lidt tyndt, men man kan godt købe præmissen for historiens skyld.

Jeg var lidt skeptisk overfor denne film i starten, da jeg frygtede at det var endnu en god science fiction historie der blev misbrugt til at lave en actionfilm, men selvom The Island unægteligt er en, meget flot og effektfuld, actionfilm, så fungerer det godt. Det går ikke udover det vigtige plot og elementerne hænger sammen. Egentlig er det en helt klassisk actionformel på en jagt og flugt film, med hertil tilføjede humoristiske indslag med de to kloner der ikke forstår sig på den rigtige verden, klichéen med hvem der nu er den rigtige og hvem der er klonen samt selvfølgelig et moralsk oprør med den skruppelløse forretningsmand.
Så selvom filmens plot og handling ikke er originalt eller nyskabende, så var det en flot og spændende film med fantastiske actionscener uden at det gik for meget udover den stadig relevante og tankevækkende problemstilling omkring kloning.

Den tolvte udgave af Year’s Best SF har 26 noveller fra år 2006. Der er mange af de samme navne med som i nummer 11 og selvfølgelig i meget samme stil, med en vægt på den traditionelle novelleform og hård sf.

Første novelle, Nano Comes to Clifford Falls af Nancy Kress, giver ikke et særlig godt førstehånds indtryk. Det handler om nanomaskiner der kan lave alt ud af mere eller mindre ingenting, hvilket foresager samfundets totale forfald til anarki, da ingen jo gider at arbejde eller opføre sig ordentligt, når alt kan laves via nanomaskiner. En sådan historie kunne måske gå an da nanoteknologi stadig var en ny ide, men i dag er en sådan historie meget banal og forudsigelig, og den kunne være udført mere elegant end at skære problemet ud i pap for læseren. Sjovt nok har den næste novelle (Brother, Can You Spare a Dime? af Terry Bisson) det præcis modsatte syn om en fremtidsverden hvor robotter uden omkostninger sikrer alle menneskelige behov. Nebula vinderen When Sysadmins Ruled the Earth af Cory Doctorow er jo ganske sjov når man selv har arbejdet som systemadministrator, men den ellers udmærkede historie drukner desværre til tider i at han vil have så mange tekniske udtryk og netslang ord med som muligt. Det er selvfølgelig ikke meningen at gennemgå alle noveller, men lige de tre var værd at starte med.
Der er selvfølgelig nogen man mindes bedre end andre, blandt andet Home Movies af Mary Rosenbaum om en kvinde hvis arbejde består i at opleve noget for andre, for derefter at fjerne mindet permanent fra hende selv og overføre det til køberen. En spændende ny vinkel på overførsel af bevidsthed. Alastair Reynolds bidrag med Tiger, Burning er fyldt til randen med fantastiske ideer om kosmos, som af mangel på bedre dansk term – “makes your head spin.”

For at citere en anmelder på Amazon, “nano comes up alot”, hvilket der er noget om, da “nano” bliver sat ind som forklaring i en del historier for at opfylde et eller andet nærmest magisk fænomen. Det virker lidt fantasiløst, men det bliver nu brugt forskelligt: nanoteknologi som skyld i civilisationens undergang (Nano Comes to Clifford Falls), nano til kopiering af minder (Home Movies), selvreplikerende nants der overtager verden (Chu and the Nants).

I forordet skriver Hartwell at dette års tema var “recovering from disaster”, hvilket passer næsten for godt og man mistænker ham lidt for helt bevidst, at have udvalgt mange af novellerne efter det kriterie. En del af historierne er egentlige dommedagsfortællinger om de overlevende, og en del andre noveller har katastrofer i større eller mindre omfang som tema. Fra de mere symbolske som i Dawn, and Sunset and the Colours of the Earth til en (næsten) klassisk invasion fra rummet, Preemption. Der er længere mellem de positive og humoristiske historier i år i hvert fald.

Jeg bemærkede også at kvinder er godt repræsenteret. Både som hovedroller i mange af novellerne og med 7 kvindelige forfattere, hvilket forholdsmæssigt må siges at være mange. De skriver ofte med udgangspunkt i stærke selvstændige kvinder. Kamaron Hurley tager det endda så langt til at skrive en historie om kvinder der bogstaveligt talt overtager verdensherre(kvinde?)dømmet i The Women of Our Occupation.

Min konklusion bliver at som helhed var dette en bedre samling noveller end sidste år. Mængden af gode noveller er ganske enkelt højere. Og for 90kr er det stadig et glimrende køb hvis man ikke er belæst i årets numre af Asimov’s, som langt de fleste af historierne er fra. En komplet liste af novellerne kan findes her.

Og nu har jeg snart lyst til and og flæskesteg. God jul til alle sf fans og bloglæserne!

Novum nr. 87 kom i går og jeg må altså erkende at som science fiction fan er det langt mere interessant læsning, end fx det sidste nummer af Himmelskibet som jeg til tider måtte tvinge mig igennem.

Niels Dalgaards Litteraskopet handler denne gang om Doris Lessing der i år fik Nobels litteraturpris. Niels Dalgaard var fanæresgæst til Eurocon og hans tale, der var en af de (mange) ting jeg ikke nåede at høre, er bragt her og fylder det meste af bladet. Let fordøjelig læsning, men der vil for mange nok ikke være så meget ny information.

Knud Larn fortæller igen om papkasser i sin klumme Inde fra papkasseriget #3 og det giver et glimrende indblik i hvilket stof rigtige fans er lavet af. Han fortæller om hans tur til Worldcon 2005 i Glasgow, hvor han sendte alt sit tøj tilbage til Danmark med almindelig post, så han kunne have alle sine nyindkøbte sjældne fanzines med tæt på sig i kufferteren i flyveren. Det taler vist for sig selv!

Der er to meget korte noveller denne gang. Ferieturen af Flemming R.P. Rasch handler om rumturisme og Emil Lang har skrevet novellen Eurocon 2007 der vel kan kaldes en meget bizar vinkel på en conrep.

Himmelskibet nummer 14 udkom sammen med “The Sky Ship”, men er kommet noget bagud med læsningen. Det var dog heller ikke vildt fantastisk desværre. Hele seks noveller, men ingen af dem specielt nævneværdige efter min mening. Alle i øvrigt fantasy eller horror.

Af artikler bør især Knud Larns artikel om Hugo Gernsbacks Ralph 124C41+ fremhæves og det skulle blive en tilbagevendende artikelserie i bladet om klassikere. Flemming R.P. Rasch skriver i Problemet med dansk science fiction om det fænomen fra visse science fiction fans, der føler at den øvrige litteraturverden fører en form for sammensværgelse mod science fiction litteraturen ved at tale dårligt om den. Flemming synes i stedet man burde holde op med at brokke sig og komme i gang med at skrive god science fiction, for det er måske det der mangler mere af. Mere god dansk science fiction kan man selvfølgelig kun stemme for. Niels Gjerløff har også en interessant artikel, Snowcrash og hvad der fulgte, om vores virtuelle verdener som Second Life og The Sims, sammenlignet med Neal Stephensons roman Snowcrash.

Årets sidste numre af Subspace og Novum fra henholdsvis trekkies.dk og Science Fiction Cirklen er også lige dumpet ind af døren, så der er lidt forhåbenlig god fannisk læsning til julen.

For ni dage siden læste og anmeldte jeg “Brummstein” og har nu fået læst Peter Adolphsens næste bog – Machine – og den var bedre! Historien var mere gribende og koblingen mellem handling og videnskab virkede bedre, men de to minder nu stadig en del om hinanden.

Denne gang er det en benzindråbe der er den røde tråd i bogen, hvis historie går helt tilbage til en urhest hvis biologiske masse over årtusinder bliver til olie, for at blive pumpet op af en olieboring i Utah engang i 1973, hvor bogens hovedperson kom ud for en arbejdsulykke. Han voksede op i Sovjetunionen og havde en forkærlighed for at cykle, men flygtede til USA da hans cykeltalent ikke var godt nok til en sportskarriere.

Hele historien viser et deterministisk verdensbillede hvor intet er tilfældigt, men alle begivenheder i et givet øjeblik har en årsagsvirkningskæde der går helt tilbage til universets begyndelse. Omend forfatteren dog selv sætter spørgsmålstegn ved denne determinisme et sted i bogen. Blandingen mellem almindelig handling og videnskabelige foredrag fungerer godt og supplerer hinanden. Det er nu sjældent man i en roman både bliver klogere på folkeslag i Sovjetunionen og den kemiske sammensætning af LSD.

Denne kortroman af Peter Adolphsen har fået rosende anmeldelser flere steder, blandt i The Sky Ship, så jeg måtte jo se hvad det er for noget.

I en underjordisk drypstenshule et sted i Schweiz i år 1906, finder en mand en sten der afgiver en brummende vibrerende lyd, som han tager med sig og efterfølgende skifter stenen ejermand, og bliver en slags bifigur til store begivenheder i Tysklands historie de sidste små hundrede år. Peter Adolphsen har blandet handlingen sammen med en række citater på tysk og grundige videnskabelige forklaringer om især geologi.

Måske burde man afsætte mere tid til at forbyde sig i denne bog end den times tid jeg har brugt på den, men den slog bare ikke igennem for mig. Det er da en anderledes skrevet bog der gør flittig brug af videnskabelige fakta, uden at være egentlig science ficiton, men der kom aldrig nogen forklaring på denne brummende sten og jeg kan ikke umiddelbart tolke hvad symbolikken måtte være. Hvis nogen derude har læst den er jeg meget interesseret i jeres meninger om og tolkninger af denne bog. I mellemtiden vil jeg se om hans nyere bog, Machine, har mere at byde på.

I forbindelse med det nu overståede Eurocon udgav Fantastik et engelsk særnummer af deres medlemsblad Himmelskibet – passende omdøbt til The Sky Ship. Jeg har været alt for længe om at få det læst, hvilket ikke har noget med kvaliteten at gøre. Det er rigtig gode artikler og mange forskellige slags noveller, som forhåbentlig har givet et positivt indtryk af dansk fandom hos de udenlandske gæster der købte bladet.

Ganske passende er første artikel om dansk fandoms historie skrevet af Knud Larn, om udviklingen indenfor fanzines, udgivelser, foreninger og de nyere blogs. Flemming Rasch har en artikel om interstellar handel hvor han laver nogle beregninger på hvordan det økonomisk kan hænge sammen, hvor konklusionen nok er at rummet næppe bliver det nye handelssted, medmindre der sker radikale fremskridt indenfor rumfart. Mathias F. Clasen har bidraget med en spændende artikel om forskning indenfor biopoetik og lidt om horror.

Bladet har hele fem noveller. Richard Ipsen skriver som altid godt, også på engelsk, i novellen Gods of the Jade Sea. Ulrik Kristiansen har en temmelig lang novelle, Until Eternity, om en dystopisk fremtid og et emne der optræder meget i nutidens science fiction noveller – overførsel af bevidsthed til et liv uden krop. Thomas Strømholst har skrevet The Furnished Room, som er en, synes jeg, temmelig banal og forudsigelig horrorhistorie. Den kun 15 årige Andreas Rugård Klæsøe har skrevet en fantasy novelle – Faerie Fire – om nogen der vil holde fest i en muligvis farlig skov. The Ghost of Lady Stardust af Klaus Æ. Mogensen er et velskrevet kærlighedsdrama med relative aldersforskelle.
I øvrigt har bladet en masse rigtig flotte tegninger til både novellerne og artiklerne.