Jeg anbefalede denne bog af Vernor Vinge til Azur, da den er dette års Hugo vinder og derfor måtte have en vis kvalitet. Vinge har vundet en Hugo tidligere, for hans romaner A Fire Upon The Deep og A Deepness In The Sky, samt et par noveller.
Rainbows End finder sted i år 2025 og er et muligt bud på Internettets udvikling til den tid, og i bedste tidsånd er bogen også gjort frit tilgængelig online og Vinge har dedikeret den “To the Net-based cognitive tools that are changing our lives — Wikipedia, Google, and the others of their kind, now and in the future.”
I denne verden er Internettet for alvor blevet en integreret del af folks liv, da alle bærer kontaktlinser med konstant netopkobling og giver dermed øjeblikkelig adgang til alle tjenester. Dette skaber muligheder for yderligere sammensmeltning mellem den virkelige verden og cyberspace, via virtual reality teknikker der kan tilføje visuelle lag eller ekstra effekter til det sted man er fysisk, og selvfølgelig et utal af kommunikationsmuligheder. For at fortælle os alt dette er bogens hovedperson ganske belejligt end mand fra vores egen tid, der blot har ligget i koma de sidste 20 år og er blevet kureret for sin Alzheimers sygdom, og er nu blevet ungdommeliggjort. Et billigt anvendt trick, men det virker stadig. Han, Robert Gu hedder han, har det svært med den nye verden, og er nødsaget til at flytte ind sammen med sin søns familie og tage grundlæggende skolekurser igen. Han kan dog ikke genfinde sine gamle evner som digter og da han af The Mysterious Stranger bliver tilbudt at få denne evne tilbage, bliver han nemt lokket ind i en større sammensværgelse han ikke helt forstår. På overfladen er det en modstandsbevægelse mod digitaliseringen af verdens biblioteker med destruktion af de fysiske bøger til følge, hvis sabotageplan han trækkes ind i det, men der er en anden dagsorden.
Vinges syn på fremtiden er overvejende positivt, men samtidig viser han at den teknologiske udvikling og Internettets sammensmeltning med vores hverdag, vil være helt uoverskuelig for mange, hvilket så også afspejler sig i den måde romanen er bygget op på. Robert Gu er en mand fra vores tid og har dermed samme udgangspunkt som læseren, og ved det meste af tiden ikke rigtigt hvad der foregår omkring ham eller hvad “the big picture” egentlig er.
Det ved man som læser heller ikke og det giver et utilfredsstillende resultat, da historien trækker i så mange forskellige retninger, at det virker som om Vinge ikke rigtig vidste hvilken historie han ville fortælle. Er det en fremtids techno-thriller om verdensomspændende konspirationer, et psykologisk drama om en mand der må genfinde sig selv i en ny tid, en vision om fremtidens cyberspace eller et skoledrama om frygt for eksamen? Robert Gu fungerer på en måde som den røde tråd, men da han blot er en marionetdukke for andre personers vilje, hænger romanen alligevel ikke rigtig godt sammen.
Det er ikke nogen dårlig bog, men som Hugo vinder vil jeg sige den var lidt skuffende.