Interstellar sysctl

Jeg anbefalede denne bog af Vernor Vinge til Azur, da den er dette års Hugo vinder og derfor måtte have en vis kvalitet. Vinge har vundet en Hugo tidligere, for hans romaner A Fire Upon The Deep og A Deepness In The Sky, samt et par noveller.
Rainbows End finder sted i år 2025 og er et muligt bud på Internettets udvikling til den tid, og i bedste tidsånd er bogen også gjort frit tilgængelig online og Vinge har dedikeret den “To the Net-based cognitive tools that are changing our lives — Wikipedia, Google, and the others of their kind, now and in the future.”

I denne verden er Internettet for alvor blevet en integreret del af folks liv, da alle bærer kontaktlinser med konstant netopkobling og giver dermed øjeblikkelig adgang til alle tjenester. Dette skaber muligheder for yderligere sammensmeltning mellem den virkelige verden og cyberspace, via virtual reality teknikker der kan tilføje visuelle lag eller ekstra effekter til det sted man er fysisk, og selvfølgelig et utal af kommunikationsmuligheder. For at fortælle os alt dette er bogens hovedperson ganske belejligt end mand fra vores egen tid, der blot har ligget i koma de sidste 20 år og er blevet kureret for sin Alzheimers sygdom, og er nu blevet ungdommeliggjort. Et billigt anvendt trick, men det virker stadig. Han, Robert Gu hedder han, har det svært med den nye verden, og er nødsaget til at flytte ind sammen med sin søns familie og tage grundlæggende skolekurser igen. Han kan dog ikke genfinde sine gamle evner som digter og da han af The Mysterious Stranger bliver tilbudt at få denne evne tilbage, bliver han nemt lokket ind i en større sammensværgelse han ikke helt forstår. På overfladen er det en modstandsbevægelse mod digitaliseringen af verdens biblioteker med destruktion af de fysiske bøger til følge, hvis sabotageplan han trækkes ind i det, men der er en anden dagsorden.

Vinges syn på fremtiden er overvejende positivt, men samtidig viser han at den teknologiske udvikling og Internettets sammensmeltning med vores hverdag, vil være helt uoverskuelig for mange, hvilket så også afspejler sig i den måde romanen er bygget op på. Robert Gu er en mand fra vores tid og har dermed samme udgangspunkt som læseren, og ved det meste af tiden ikke rigtigt hvad der foregår omkring ham eller hvad “the big picture” egentlig er.
Det ved man som læser heller ikke og det giver et utilfredsstillende resultat, da historien trækker i så mange forskellige retninger, at det virker som om Vinge ikke rigtig vidste hvilken historie han ville fortælle. Er det en fremtids techno-thriller om verdensomspændende konspirationer, et psykologisk drama om en mand der må genfinde sig selv i en ny tid, en vision om fremtidens cyberspace eller et skoledrama om frygt for eksamen? Robert Gu fungerer på en måde som den røde tråd, men da han blot er en marionetdukke for andre personers vilje, hænger romanen alligevel ikke rigtig godt sammen.

Det er ikke nogen dårlig bog, men som Hugo vinder vil jeg sige den var lidt skuffende.

På Litteratursiden er der nu kommet en artikel op om det interview jeg deltog i på Bogforum forrige fredag i forbindelse med Azur-læseklubben.
Som det fremgår så var de meget interesseret i det specielle ved at have en læseklub online fremfor det traditionelle fysiske møde, og de gjorde et stort nummer ud af at mig og Jens ikke havde mødt hinanden før. Det vidner om et interessant generationsskel, da det for mig virker helt naturligt at deltage i debatter og diskussioner online, fremfor at mødes i en fysisk læseklub – hvilket jeg aldrig har gjort. For det vigtigste er blot at kunne få debatteret sin læsning med andre, og som der står i artiklen:

At kunne debattere en bog med andre, giver noget ekstra til læseoplevelsen. I stedet for blot at gemme bogen væk efter endt læsning, får man den mere ind under huden ved at diskutere den.

Det er jo det samme man får ud af at skrive sådan en blog som denne, da man automatisk tænker mere over bogen undervejs og får den bearbejdet på skrift bagefter, fremfor at den blot bliver lagt på hylden eller afleveret tilbage til biblioteket.

Derfor kan jeg kun opfordre flere til at prøve at deltage i debatterne i Azur, da der bestemt er plads til flere (når det er online er der jo ingen medlemsbegrænsninger hvad det angår).

Det femte og sidste foredrag om science og science fiction blev afholdt af Carsten Fogh Nielsen der netop har afleveret sin ph.d. afhandling i filosofi. Og det var netop om de store filosofiske spørgsmål om livet, vores eksistens, universet og alt det der. Og navnlig de mange ligheder der er mellem (god) science fiction og filosofi.

Både science fiction og filosofi gør meget brug af “hvad nu hvis?”-spørgsmål, der ændrer på noget ved vores virkelighed og udformer et tankeeksperiment om hvilke konsekvenser det vil have. Dette kunne være tankeeksperimenter om alternative statsformer, som fx Platon der havde nogle ideer om den perfekte stat, om moral og værdier der var markant anderledes end vore egne eller hvilke erkendelser vi kunne gøre os hvis vi havde andre sanser. Vores virkelighedsopfattelse er jo bundet af vores sanser og en anden livsform med andre sanser, der fx så infrarødt eller kunne kommunikere telepatisk, vil givetvis forstå verden anderledes. Men det vigtige er at det ikke blot bliver tankespind for tankens skyld, men bør give en refleksion tilbage til vores egen forståelse af verden.

Og i følge Carsten, er det her science fiction litteratur og filosofi har noget til fælles, når det vel at mærke er den gode tankevækkende science fiction, og ikke blot banale krigshistorier med mere avancerede våben. Begge har en systematisk tilgang til “hvad nu hvis?”-tankegangen, men der er dog også forskelle der er værd at bemærke. Filosofien vægter mere det gode argument, mens en science fiction forfatter selvfølgelig skal fortælle en god historie.

Andel del af foredraget handlede om et meget brugt tankeeksperiment både indenfor filosofi og science fiction, det at vi mennesker kun oplever verden gennem vores sanser og kan kun afgøre virkeligheden ud fra disses sansers muligheder og begrænsninger, og derfor kunne vi teoretisk set alle sammen være koblet til en simulator der skabte alt det vi sanser. Også kendt som Brains in a vat-ideen og er selvfølgelig i nyere tid blevet meget kendt fra The Matrix Trilogien. En ide der egentlig stammer tilbage fra Descartes og altså før hele computertankegangen kom ind i det.

En glimrende afrunding på denne forelæsningsrække med den videnskabelig vinkel på science fiction.

Denne klassiker fra 1970 af Larry Niven vandt både en Hugo og Nebula award for bedste roman og dens ideer er da også skelsættende.

Romanens omgivelser er sat til en fremtid en små 1000 år ude i fremtiden, hvor mennesker lever længe, har skabt kontakt med mange andre civilisationer i mælkevejen og har opnået højt avanceret teknologi. Niven bruger dog ikke meget tid på denne rammefortælling, men handlingen hopper direkte ned i hovedpersonens, Louis Wu, 200 års fødselsdag. Han keder sig dog til sin egen fest og ender med at forlade den, hvor han bliver opsøgt af Nessus fra den avancerede race Puppeteers, med et forslag om at rejse med ham på en ikke nærmere specificeret mission. Louis Wu er nem at overtale og de skal bagefter finde to besætningsmedlemmer mere. Det ender med at de får en Kzin – et intelligent rovdyr – med der kalder sig Speaker-to-Animals og en ung meget heldig menneskekvinde – Teela Brown.
Det viser sig at the Puppeteers lider af pladsmangel på deres planeter grundet en stor befolkningstilvækst og har derfor lavet rumskibe på størrelse med planeter, som de håber at kunne bruge til en massiv kolonisering et andet sted i galaksen. Her kommer Ringworld ind i billedet, som det viser sig at missionen går til. Den kan bedst beskrives som en Dysons Sphere kun med ækvatordelen, altså en stor ring rundt om en stjerne der giver et beboeligt areal på mange millioner jordkloder. De fire hovedpersoner kommer frem til denne ringverden og finder den umiddelbart mærkeligt ubeboet. Her leder ens tanker lidt hen på Rendewouz with Rama, dog uden øvrig lighed. Herfra er det svært at gengive handlingen, som mere kommer til at handle om de fire hovedpersoner og mindre om en egentlig udforskning af denne ringverdenen. Bogen ender med at have skabt langt flere spørgsmål om denne verden end svar, hvilket vel leder naturligt hen på efterfølgeren The Ringworld Engineers.

Man må blive imponeret over hvor mange store ideer Niven har kunne få ned på under 300 sider og at han kan tænke ligeså stort som nyere forfattere, uden at bruge flere tusind sider. Historien skrider hurtigt frem uden nogen pauser og skrevet med en sær underspillet form for humor der griber en som læser. Nivens skrivestil kan virke lidt rodet og uforståelig til tider og ideerne hopper ud af mange tangenter der aldrig bliver afsluttet, hvilket efter min mening gjorde den lidt usammenhængende som fortælling. Hans store ideer om flyvende planeter og den gigantiske ringverdenen er fascinerende og godt underbygget, men den store sammenhæng er svær at se. Måske giver det mere mening hvis man læser mere fra hans “known space” univers, for der er mange referencer til tidligere krige, fremtidige trusler om mælkevejens undergang og meget andet der ikke kommer afklaring på.
Men den er stadig værd at læse, selvom den er snart 40 år gammel.

I gårsdagens foredrag om science og science fiction var der hele fire foredragsholdere på. Hver med deres aspekt af et muligt møde med en fremmed civilisation.

Først den videnskabelige vurdering af sandsynligheden for at vi får kontakt med rumvæsener med en gennemgang af Drakes ligning. Hvilket ledte hen på om et møde med rumvæsener vil være et positivt eller negativt møde. Først blev der set på det negative, altså et scenarie hvor rumvæsenerne er ude på at udslette os, æde os eller det der er værre. Dette emne har jo medført utallige mere eller mindre gode science fiction romaner og film, og vi så filmklip fra Independence Day, Alien og Star Trek: First Contact. Men hvor gode har vi mennesker været til at håndtere nye møder med andre kulturer bare på vores egen planet? Med et eksempel fra påskeøen der endte i slaveri og udryddelse af den oprindelige befolkning, tyder det på at vi ikke er særligt gode til den slags.

Et møde med en fremmed kultur kan selvsagt foregå med forskellige magtforhold og omstændigheder. Begge parter kan være ligeværdige, det ene overlegent og det andet underlegent. De typiske “invasion fra rummet”-historier er med nogle overlegne rumvæsener, som i fx Mars Attacks eller War of the Worlds. Men mennesket kan også være den overlegne og dermed måske uden at vide det, udrydde mikroskopisk liv på en planet der udforskes. Vi kan også møde os selv, men fra en anden tid, hvilket kan være ligeså overvældende. Gode eksempler herpå er Terminator og Time Machine. Endelig kan det være maskiner vi selv har skabt som ender med at vende sig imod os, som i The Matrix.
Her står the Borg fra Star Trek universet i følge foredragsholderen lidt udenfor, da det kan diskuteres om det er et positivt eller negativt møde. For Borgerne mener jo ikke noget ondt med at ville assimilere mennesket, men er overbevist om at de blot hjælper os til at blive lykkeligere. Kunne sammenlignes lidt med religion.

Sidste del af foredraget handlede om de mere positive møder med fremmede civilisationer, med et eksempel fra Star Trek: First Contact, hvor vi bliver budt velkommen af Vulcans, fordi vi nu har opdaget warp-drive og dermed er blevet værdige nok til at indgå i det interplanetariske fællesskab. Foredragsholderen opstillede en række determinanter for hvordan et kulturmøde med en fremmed civilisation kan forløbe. De biologiske forhold er temmelig vigtige. Desto mere vi ligner hinanden biologisk, desto større mulighed for et kulturfællesskab er der. Det er svært for væsener som os fra landjorden at udvikle et stort kulturfællesskab med en civilisation der har udviklet sig i havet. Den store udfordring bliver at finde et fælles værdisæt inden for moral og etik, og ikke mindst at kunne håndtere de forskelle der måtte være. Det er jo ikke sikkert at rumvæsener har samme sympatiske syn på syge og svage eller hvad det nu måtte være.
Vi skal jo også kommunikere, hvilket kan foregå på tre måder. Vi lærer hinandens sprog, finder et fælles sprog eller bruger oversættelsesmaskiner. Foredragsholderen troede klart mest på oversættelsesmaskiner, da han så det for umuligt for vidt forskellige væsener, at lære at tale inden for samme lydspektrum med de biologiske forhindringer der måtte være. Selv med jordens sprog kan det være næsten umuligt. God samhandel er også vigtigt, for handel bygger på selvinteresser med gensidig afhængighed, og dermed en større vilje til at acceptere diverse ubehagligheder eller særheder ved modparten, hvis blot man selv får noget ud af det.

Min hensigt er ikke at ville anmelde disse foredrag, men dette var nu klart det bedste af dem indtil videre. Det femte og sidste finder sted på mandag hvor Carsten Fogh Nielsen giver filosofiske svar på livets store spørgsmål (håber jeg da).

I morgen begynder årets Bogforum i Forum i København og i den forbindelse vil jeg gøre lidt selvreklame, da jeg og andre fra de virtuelle læseklubber på Litteratursiden vil blive interviewet. Det foregår for mit vedkommende kl. 14.30 i stand 85.

Efter over en måneds pause i foredragsserien om science og science fiction, belærte Christian B. Knudsen i går tilhørerne om kemi i science fiction, særligt med fokus på Star Trek og med masser af videoklip ligesom de tidligere foredrag.

Han lagde ud med en tese om at der ikke er ret meget kemi i science fiction. Den er i stedet præget af videnskaber som fysik, biologi og sociologi. Det er vel meget rigtigt når man tænker over det. Dog kan det gemme sig i fx nanoteknologi som Christian mente blot var et længere ord for kemi. Men i Star Trek er kemi ganske godt repræsenteret, hvilket blev illustreret med et klip fra The Next Generation hvor vi hører at Worfs søn har undervisning i kemi. Vi så også klip hvor det periodiske system optrådte, dog i en ny revideret udgave med mærkværdige tilføjelser som den hypersoniske serie.

Et nævneværdigt eksempel på hvor kemi alligevel har en fremtræden rolle i en science fiction historie er novellen “Omnilingual” af H. Beam Piper fra 1957, hvor en ekspedition på Mars opdager resterne af en uddød civilisation og deriblandt en tabel med deres periodiske system.

Derefter tog Christian B. Knudsen fat på kemien i Star Trek og fik slået fast at den i stor udstrækning var helt hen i vejret. Det kræver i hvert fald meget kreativ tænkning at få noget meningsfuldt ud af de kemiske forbindelser der skulle drive et warpdrive og at dilithium skulle eksistere. Men vidste man fx at en vulcans blod er grønt pga. oxideret kobber i deres blodlegemer?

Konklusionen blev at der faktisk er meget kemi i science fiction, men man skal bare lede efter det. Christian mente også at kemien vil overleve i det henseende for alt i universet er basalt set kemiske forbindelser.

Dette er den tredje udgivelse fra SFC med rigtig gammelt dansk science fiction. Denne roman, skrevet af Vilhelm Riegels, blev første gang bragt som føljeton i Ekstra Bladet i 1921 og er aldrig blevet udgivet igen siden. Niels Dalgaard har stået for modernisering til dansk retskrivning.

Historien er fortalt af en ung læge, hvis personkarakteristik er ligeså ordinær og kedelig som hans navn – John Smith, der skildrer hans møde med den mystiske Dr. Kotin. Han bliver hans assistent og bliver trukket ind i Kotins bizarre verden med eksperimenter inden for transplantationer mellem mennesker og dyr, gensplejsning og helt uanede måder at genoplive døde folk på. John Smith selv er meget lidt aktiv i historien og fungerer mest som den spørgende person der giver Kotin mulighed for at forklare sin videnskab, så vi som læsere har noget at følge med i. Den interessante person er selvfølgelig Dr. Kotin, der hverken kan beskrives som god eller ond, men blot står uden for normal menneskelig moral og følelser, hvilket gør hans forsøg temmelig bizarre. Han fremstilles som et overmenneske, både i intelligens og i fysik. Han mestrer således næsten alle former for videnskab og lever som en mand på 40 selvom han er op imod de 100.

Man må beundre Riegels sans for at sætte datidens videnskab ind i en etisk debat om menneskets udvikling og hvor grænsen for videnskab går, der belyses i Dalgaards efterord, men som historie mangler romanen desværre en del. Der sker egentlig ikke ret meget. Jeg vil næsten sige det er 120 siders introduktion, 30 siders handling og 10 siders afslutning. Der er en del lange forklarende passager hvor Kotin fortæller om sig selv og sin videnskab, og resten er fyldt ud med Smiths kærlighedstanker om Kotins unge niece – Edith. Det gør den bestemt ikke kedelig, for Kotin er bestemt en yderst interessant person, men jeg vil nu hellere anbefale “Nordpolens Hemmelighed” fremfor denne, hvis man vil prøve at læse noget af dette glemte gamle danske science fiction. Guld og Ære har jeg stadig til gode.

Dagen er blevet brugt på at få liv en ny server og i samme omgang er Wordpress blevet opgraderet til 2.3.1. Serveren er en lille mini maskine med en VIA C7 processor på 1.2GHz og 1GB RAM, hvilket er mere end en fordobling af den gamle server. Og Cybercity har også lige givet givet mig 2MBit i upload, så det burde køre lidt hurtigere fremover :-)

Denne samling byder på 5 noveller af den australske forfatter Greg Egan, samt et efterord af Niels Dalgaard der også har stået for redigeringen og oversættelsen. Alle novellerne er fra 1990′erne, men behandler temaer som kloning, kunstig intelligens, nanoteknologi og lignende, der også præger de helt nye science fiction noveller.

Egan benytter sig af moderne teknologi i alle sine noveller og den videnskabelige del af det er gennemarbejdet, men mennesket er klart i centrum. Flere af novellerne kredser om en enkelt person, der må træffe nogle afgørende eksistentielle valg, som moderne teknologi stiller ham eller hende for. I En kidnapning må en mand tage stilling til en virtuel kopi af hans kones personlighed, i At lære at være mig er det ligeledes overvejelserne om det at overføre sin bevidsthed til et digitalt medie og i Grunde til at glæde sig følger vi en kræftramt person der må starte forfra med at genfinde sin personlighed, efter dele af hans hjerne er blevet udskiftet med en kunstig protese. De to andre noveller har en form for religiøst indhold, hvor titelnovellen Madonna fra Tjernobyl er en krimi om et ikonmaleri der muligvis har specielle egenskaber og Den moralske virolog handler om en kunstigt skabt virus der skal straffe mennesket for dets synder.

De 5 noveller hænger godt sammen i denne antologi, uden at de dog handlingsmæssigt er spor forbundet, og er rigtig tankevækkende på samme måde omkring vores fremtidige eksistens med nanoteknologi og digitale identitet. Denne udgivelse er oplagt som samtaleemne blandt venner. Jeg fandt alle historierne vældig gode og interessante, uden at nogen kan fremhæves som værende bedre eller dårligere. Kan varmt anbefales som en af de SFC udgivelser langt de fleste vil anse som god læsning.