Denne selvstændige roman af Alastair Reynolds var bogen for oktober i Azur og handler om rumskibet Rockhopper der tilfældigvis er i nærheden, da Saturns måne Janus pludselig bryder med sin bane og flyver mod en fjern stjerne, hvor Rockhopper og dets besætning må afbryde deres mere kommercielle ærinde for at undersøge dette første tegn på anden intelligens i universet.

Der er ikke noget helt overordnet tema i denne roman, men derimod en fantastisk unik kombination af en lang række klassiske science fiction emner. Det starter som en “first contact” historie, men fokus går hurtigt væk derfra. Vi hører intet om den globale reaktion fra Jorden på den store opdagelse, men følger derimod udelukkende besætningen på Rockhopper og deres interne stridigheder og overvejelser, om det nu også er en god ide at undersøge Janus nærmere. Og dette fokus fortsætter når de ser sig nødsagede til at nødlande på Janus og må starte en koloni op der. Så bliver fokus på at få et lille samfund til at fungere med mennesker i en stærkt presset situation. Uden jeg skal afsløre for meget af handlingen, dukker nye vinkler løbende op, som konsekvenser med tid og rum ved at rejse med lysets hast, mødet med rumvæsener man ikke forstår, den fjerne fremtid og fjerne fortid på en gang og igen store kosmologiske spørgsmål og “sense-of-wonder”, som man kender Reynolds for. Alt dette hænger fantastisk godt sammen!

Mange af ideerne Reynolds bruger er måske ikke specielt nyskabende eller originale, og en anmeldelse på Infinity Plus gør da også lidt grin med hvor meget af det der er set før. Men det synes jeg nu ikke er negativt, for det er en flot måde denne historie fletter det hele sammen til en sammenhængende handling, der kort og godt gør romanen til rigtig god læsning.

Reynolds brillerer specielt ved at gøre tekniske og videnskabelige forklaringer både forståelige og til en interessant og troværdig del af plottet. Det giver mening for at forstå handlingen og de valg personerne træffer. Det er ikke bare teknisk fyld for at det skal se smart ud. På lidt over 500 sider er det ikke nogen helt kort bog, men den er alligevel nem at komme igennem og jeg synes ikke der er nogen rigtig overflødige passager, som andre forfattere der skriver lange bøger ofte kommer til, med at lade en lang række bipersoner genfortælle handlingen for sig selv og hinanden.

Den kan klart anbefales til dem der har læst Reynolds før og til dem der vil stifte første bekendtskab med ham, for så er dette en god introduktion til hans kvaliteter, uden at man roder sig ud i hans større sammenhængende Inhibitor-sekvens.