Kl. 17.00 i dag afholdte den amerikanske bibliotekar og forfatter Fred Lerner en forelæsning på Det Kongelige Bibliotek med titlen How Science Fiction Became Respectable, Why It Matters, and What We Should Do About It. Det var et led i undervisningen for bachelorstuderende på Biblioteksskolen (men åben for alle), så de fleste af de fremmødte var nok derfra, men der var et par velkendte ansigter fra Eurocon.
Essensens i hans foredrag var at fortælle hvordan science fiction gradvist blev til en respekteret genre. Fra at være trykt på det billigste papir i kulørte omslag, i de såkaldte pulp magasiner, til at udkomme i hardbacks på større forlag. Om hvordan der gradvist kom flere og flere kurser om science fiction ind på litteraturstudierne i de amerikanske universiteter og hvordan genren bliver styrket af en trofast fandom der afholder conventions og skriver fanzines. Blandt andet bemærkede han at ofte var (og er) science fiction forfattere nogen der skrev science fiction fordi de holdt af genren, og ikke fordi det nødvendigvis gav særligt gode penge. Mange har kun gjort det som en deltidsbeskæftigelse eller som supplement til en anden indkomst. Han sluttede af med at opfordre ethvert bibliotek til at have sig en pæn science fiction samling, med både gammelt som nyt – for begge dele læses, da science fiction læsere er ganske flittige læsere og dermed gode “kunder” i et bibliotek, og derfor bør de gode kunder selvfølgelig behandles godt.
For det fleste science fiction interesserede var der nok ikke så meget nyt at høre i dette foredrag, men det var ganske pænt fremført i overordnede træk på en lille times tid.
Mere interessant blev det i spørgsmålsrunden, hvor Niels Dalgaard rigtigt fik påpeget at Lerners fremstilling om science fiction som respekteret genre, desværre mest var gældende for USA, hvor det i Danmark bestemt ikke var ligeså velset.
Derefter var der et spørgsmål til Lerner om der var en sammenhæng mellem konspirationsteorier og science fiction. Underligt spørgsmål synes jeg og Lerner mente da heller ikke der var en sammenhæng. Science fiction er jo fiktion, og der holder de fleste forfattere det også, mens konspirationsteoretikere jo er overbevist om at verdens topledere i virkeligheden er rumvæsener eller hvad det nu måtte være.
Det endte i en række spørgsmål om betydningen af science fiction film, men det mente Lerner ikke han havde meget begavet at sige om, da den seneste gode science fiction film efter hans mening var Things to come fra 1936.