Jeg måtte få læst bare en roman af Stephen Baxter inden Eurocon, og det blev så hans første roman, Raft, der introducerer hvad der blev til Xeelee-serien, omend der dog ingen Xeelee er med i denne bog. Jeg håber hans senere bøger er bedre, for denne roman har mange problemer.

Det bygger på en ide om et univers hvor tyngdekraftkonstanten er mange gange større end på Jorden. En spøjs og spændende ide, men det lader ikke rigtigt til at give plottet nogen dybere mening, andet end en del undren hos hovedpersonen Rees. Vi følger Rees fra barn, hvor han med barnlig naivitet og nysgerrighed undrer sig over ting som tyngdekraften og hvorfor den stjernetåge han lever i er ved at uddø, til han som voksen spiller en afgørende rolle i at sikre sit folks videre overlevelse. Han når både at leve i det højeste samfundslag blandt videnskabsfolk og som slavearbejder i jernminer.

Den primære mangel jeg ser ved Raft er at den er alt for overfladisk. Rees går fra den ene yderlighed til den anden og begår meget spontane handlinger, men som læser virker det aldrig rigtig troværdigt, da der ikke opbygges en grundig personkarakteristik af Rees. Han virker blot som en person kastet ind i en handling og skal så binde det hele sammen på en eller anden måde, fremfor at hovedpersonen selv drev handlingen frem. Der kunne ellers være grundlag for en interessant tematik i samspillet mellem de forskellige samfundslag, der som udgangspunkt hader hinanden, men til sidst er nødsaget til at samarbejde for at overleve. Det bliver bare ikke til meget mere end grimme ord og korte skænderier. Og som nævnt er den grundlæggende ide omkring et univers med en anden tyngdekraftkonstant da spændende og Baxter har da styr på sin fysik hvad angår det, men det får aldrig den helt store gennemslagskraft i plottet og forbliver en række videnskabeslige teoretiske samtaler.

Trods dette, så er jeg nu alligevel blevet interesseret i at læse videre i Xeelee-serien, som jeg håber bliver bedre.