Den gratis trafikavis Metroxpress har en hel side i dag omhandlende Eurocon. Den kan læses online her.
Journalisten Søren Bjørn-Hansen har gjort et ganske godt stykke arbejde, med at slå fast at science fiction er en genre der bør tages seriøst og er langt mere end Star Trek og Star Wars. Dog bruges en del af artiklen alligevel på at omtale dem der er klædt ud og maskeraden, men på en pæn måde. Eneste fejl er at han skriver at Scientology delte medlemsskaber ud. Det er ganske enkelt faktuelt forkert. Dem der var der solgte udelukkende bøger af L. Ron Hubbard og havde intet Scientology materiale med. Der er fordomme nok om science fiction og Scientology i forvejen, så den svipser er beklagelig.
Men det opvejes klart af at han har interviewet Harry Harrison og brugt god spalteplads på hvad han har at sige. Det var alligevel overraskende, at de ville bruge spalteplads på sådan en mindre offentlig kendt forfatter, som faktisk siger noget ganske relevant om det at skrive science fiction og kalder tilmed William Gibson for doven.
Derudover blev jeg også begejstret for den håndfuld bøger de har valgt at anbefale i en lille boks i toppen. Der nævnes blandt andet nyere gode navne som Iain M. Banks, Alastair Reynolds og Charles Stross, fremfor igen at nævne Bradbury, Orwell og Clarke, som jeg tror folk har hørt rigeligt om i science fiction sammenhænge. Så en stor ros til Metroxpress for at give science fiction en rimelig pæn behandling i deres avis!
Det var en udmærket artikel – og udover at jeg ikke er så vild med Stross, så er det dejligt at der bliver nævnt andet end 1984 og “Fagre nye Verden” (Eller Kallocain som jeg mener er ulæselig, men som stadig nævnes med ærefrygt)…
Det var en ret afbalanceret artikel , som efter ming mening ikke hang *for* meget ved kostymerne , det er dog en del af en convention , og måske den mest synlige.
Interviewet med Harry Harrison er fint og viser hans sans for humor.
Hej alle
Tak for de pæne ord om min artikel om Eurocon2007. Mht. Scientology og medlemskaber var det en beklagelig fejl. Det gik lidt stærkt i redigeringen (der er ikke meget plads at skrive på) og Star Trek foreningen og Scientology blev rodet sammen. Øv.
Metroxpress bragte dog en rettelse næste dag hvor det blev forklaret tydeligt, at det der skulle have stået var, at Scientology solgte bøger af L.Ron Hubbard.
Personligt synes jeg slet ikke de skulle have haft lov til det – så stor en SF forfatter var han vist heller ikke…
Men vid at SF miljøet har en stof fan og entusiast i den danske presse… (foruden Mads Brügger som tydeligvis også er bidt af en gal galakse)
Vh
Søren Bjørn-Hansen