Inden en ny lang og forhåbentlig spændende lørdag går i gang, kan jeg lige nå en beretning fra i går. Jeg ankom kl. 13 og der var fuld travlhed blandt staff, så jeg blev hurtigt sat til at sætte skilte op og dernæst sidde i indgangsregistreringen. Sidstnævnte var ikke nemt. Mest fordi os der sad blot var menige staff-medlemmer og dermed ikke vidste så meget om alt muligt, og samtlige spørgsmål havnede jo der. Men bestyrelsesmedlemmerne der skulle vide alt det, var ligeledes overbebyrdede med et væld af spørgsmål og forespørgsler om særlige aftaler osv. Jeg tror desværre vi simpelthen er for få folk til at drive conen. Det gik dog alligevel, men jeg tror at i hvert fald en håndfuld gæser fik det indtryk at der slet ikke var styr på noget som helst. Selvom der nok kommer flere mennesker i dag, tror jeg det bliver mere roligt hvad det angår, da de fleste forudbetalte medlemmer kom i går og dem der bare køber adgang til en dag er nemmere at håndtere.
Det skal jo selvfølgelig ikke være negativt alt sammen. Der var generel god stemning og mange af de udenlandske gæster er utrolig snakkesaglige og venlige, og det er jo hvad en eurocon først og fremmest handler om: at mødes med fans fra andre lande og få sig en god snak med dem. Det er sjovt nok meget de samme lande der er gæster fra. Finnere synes jeg der var rigtig mange af, også en håndfuld englændere, men kun ganske få tyskere, franskmænd og lignende.
Jeg nåede at se Stephen Baxter blive interviewet kl. 19. Ganske godt udført af Ulrik Kristiansen, hvor det var livets store emner der blev taget op: er vi alene i universet, findes der en gud, hvad er menneskets plads i den kosmiske sammenhæng. Selvsamme omfattende emner Baxter tager op i sine værker.
Sidst på aftenen var der bogauktion hvor et væld af bøger blev solgt til fordel for Eurocons budget. Ganske fornøjeligt og også en meget lærerig event, og på mærkelig vis kom jeg også selv hjem med et par danske bøger. Knud Larn er virkelig hård at byde imod.
Så snart jeg har fået drukket min morgenkaffe tager jeg fluks af sted igen til hvad der nok bliver en lang men god dag.