Paris i det 20. århundrede

Paris i det 20. århundredeSom så mange andre drenge har jeg som barn selvfølgelig stiftet bekendtskab med Jules Vernes kendte værker som Rejsen til Månen og Jorden rundt på 80 dage, men denne her som Azur-læseklubben har sat på, er noget ganske andet. Oprindeligt er Paris i det 20. århundrede fra 1863, men den blev aldrig udgivet på Vernes tid. Den blev fundet og udgivet i 1994. Det er en pessimistisk dystopi om Paris i år 1960, som umiddelbart tyder på en stærk mistro til kapitalismen fra Vernes side.

Vi følger en ung litterær mand ved navn Michel Dufrénoy, som bliver forfærdet over at opdage at i nutidens Paris, og verden, er der ikke plads til litterære digtere som ham. Forrige århundredes store navne inden for alle kunstarter er blevet glemt, og det eneste der er tilbage i verden er videnskab, teknik, maskiner, finanser og det kapitalistiske marked. Selv den musik, litteratur og skuespil der er tilbage, skal handle om kemiske eksperimenter, valutaomregninger eller tandhjul. Michel finder dog mere eller mindre tilfældigt frem til en lille gruppe af Paris’ undergrund, som stadig har sans for den klassiske kunst og får sig nogle gode venskaber derfra.

En egentlig handling eller plot er ikke til at redegøre for, da det er nærmest ikke eksisterende, hvilket nok er denne romans største problem. Den er svær at blive grebet af som helhed, mens enkelte passager kan være fornøjelig læsning af og til. Verne lader heller ikke Michels oplevelser fortælle nogen historie eller noget om den fremtidsverden han skildrer. Vi får det hele at vide igennem samtaler Michel har med andre, hvilket meget ofte er formuleret som en uendelig strøm af pessimistisk brok og nostalgi over bedre gamle tider. Hverken læseren eller Michel oplever denne fremtidsversion af Paris på egen hånd, men får det fortalt gennem andre. Det synes jeg ikke er en særlig god måde at fortælle om fremtiden på. Det skal opleves af en hovedperson, som får sig nogle indtryk sammen med læseren.

Det der så lyser op i romanen som helhed er nogle fabelagtige samtaler Michel har med andre fra dette undergrunds kunstermiljø. Dette gælder især kapitel VII og VIII, som har en yderst morsom dialog og bizarre anekdoter om musik og litteratur. Et par gode citater fra især Michels gode ven, Quinsonnas, er der selvfølgelig også hist og her i bogen, men det er desværre kun i brudstykker og for det meste må jeg indrømme det var ualmindelig kedelig læsning. Ikke pga. de pessimistiske ideer Verne har om fremtiden, men fordi den måde de bliver fortalt på, gør det umuligt som læser at engagere sig i og blive grebet af bogens univers.

Generelt er Verne jo blevet hædret meget for sine ufatteligt præcist forudsigelser om hvad der er vores nutid, og det er der også masser af i Paris i det 20. århundrede, men jeg synes det er synd hvis det er præcisionen af fremtidsprofetier der skal gøres til kvalitetskriterium for god science fiction. Der skal altså også være en sammenhængende god historie der på et eller andet plan fanger læseren.
Så al respekt til Vernes samlede forfatterskab, men jeg anser nok mest Paris i det 20. århundrede interessant for dets historiske kontekst og mindre for dens kvalitet som almindelig roman.

Eurocon omtale i Metroxpress

Den gratis trafikavis Metroxpress har en hel side i dag omhandlende Eurocon. Den kan læses online her.

Journalisten Søren Bjørn-Hansen har gjort et ganske godt stykke arbejde, med at slå fast at science fiction er en genre der bør tages seriøst og er langt mere end Star Trek og Star Wars. Dog bruges en del af artiklen alligevel på at omtale dem der er klædt ud og maskeraden, men på en pæn måde. Eneste fejl er at han skriver at Scientology delte medlemsskaber ud. Det er ganske enkelt faktuelt forkert. Dem der var der solgte udelukkende bøger af L. Ron Hubbard og havde intet Scientology materiale med. Der er fordomme nok om science fiction og Scientology i forvejen, så den svipser er beklagelig.
Men det opvejes klart af at han har interviewet Harry Harrison og brugt god spalteplads på hvad han har at sige. Det var alligevel overraskende, at de ville bruge spalteplads på sådan en mindre offentlig kendt forfatter, som faktisk siger noget ganske relevant om det at skrive science fiction og kalder tilmed William Gibson for doven.

Derudover blev jeg også begejstret for den håndfuld bøger de har valgt at anbefale i en lille boks i toppen. Der nævnes blandt andet nyere gode navne som Iain M. Banks, Alastair Reynolds og Charles Stross, fremfor igen at nævne Bradbury, Orwell og Clarke, som jeg tror folk har hørt rigeligt om i science fiction sammenhænge. Så en stor ros til Metroxpress for at give science fiction en rimelig pæn behandling i deres avis!

Eurocon indslag i TV2 Lorry

Mediedækningen af Eurocon har været noget sparsom, men der skulle komme et indslag i Troldspejlet om 2 uger. Forhåbentlig bliver det bedre end lørdagens indslag i TV2 Lorry som kan ses online.

Hvilket elendigt indslag! Det handlede kun om Star Wars og en ung mand i Stormtrooper-dragt. De var da selvfølgelig velkomne på festivallen, men essensen af en eurocon er jo trods alt primært europæisk science fiction, og så burde et tv-indslag om en sådan begivenhed i Danmark altså ikke handle om en “amerikansk” filmserie. Jeg kan forstå at en stor tv-kanal ikke kan bringe længere indslag med forfattere som Zoran Živković eller fra en paneldebat om science fiction i de baltiske lande, og det er da også fint nok at man i et tv-indslag viser noget visuelt med noget de fleste kender til, som figurer fra Star Wars, men det er dårlig reportage KUN at lave hele indslaget om en mand i Stormtrooper-dragt. Man kunne vel have fanget en Olav (formanden i Eurocon 2007), en Svend Åge Madsen som jo er kendt udenfor science fiction kredse, en af æresgæsterne eller stillet et par enkelte spørgsmål til nogle af de udenlandske gæster, om hvorfor de er rejst så langt for at deltage i en science fiction festival. Bare en anelse variation i de minutter de bruger på det, ikke nødvendigvis noget særligt dybt eller esoterisk, vil da have været fint.

Det er den slags der desværre er med til at fastholde fordomme i den brede befolkning om, at science fiction kun er for store legebørn med trang til at klæde sig ud som folk fra eventyrfilm, og ikke noget det giver mening at beskæftige sig seriøst med eller afholde seriøse konferencer eller festivaler om. Jeg håber, og forventer også lidt, at indslaget i Troldspejlet bliver af en bedre kvalitet.

År 2035

År 2035Kristian Massey vandt SFCs romankonkurrence og fik overrakt sin pris til Eurocon i lørdags. Han har før udgivet romaner, men dette er første gang han begiver sig ud i science fiction. Det er der kommet et noget anderledes og meget originalt dansk stykke science fiction ud af. Igen en flot Hardy-illustration, men vulkanen i udbrud har nu intet med bogens handling at gøre.

Iscenesættelsen er fremtidens København, selvfølgelig i år 2035. Der er sket mange ændringer. Danmark er blevet en republik, udlændingepolitikken får de sidste par års stramninger til at ligne det rene ingenting og frygten for sexuelt overførte sygdomme har sat en stopper for stort set alt fysisk kontakt mellem mennesker. Det er nu ikke dette fremtidsscenarie der udgør romanens plot, men er blot til for at bringe hovedpersonernes historie ind i den rette kontekst. Vi følger en ung kvinde ved navn Monica i hendes søgen efter indhold i sit liv, og hvad hun egentlig vil og ønsker med sig selv. Hun tiltrækkes både af præsten Le Kelsic og hans fortalen for et religiøst liv i cølibat, men også af en modsætning – Bertrand – der vil nyde livet og ikke er bange for intim fysisk kontakt med mennesker.

Kristian Massey er til daglig præst og visse religiøse toner kan ses, og vil måske ikke falde i alles smag. For mit vedkommende var romanen mest interessant fordi den foregår i København, hvilket frembringer nogle interessante ideer til hvordan byen vil se ud om mindre end 30 år. Mens budskabet i plottet nok gik lidt henover hovedet på mig.

Men Massey er en erfaren forfatter og sproget er levende og fængende, og jeg tror bogen muligvis vil have interesse for læsere udenfor den normalt noget snævre læserskare SFC ellers har.

Søn af Tohubohu 9

Dagen derpå! Som studerende har man det dejlige privilegium at have en masse fridage, og det var tiltrængt efter sådan en tætpakket weekend. Formiddagen blev blandt andet brugt på at læse Niels Dalgaards nyeste nummer af hans fanzine Søn af Tohubohu, som han har udgivet siden 1981. Udgivelsesfrekvensen er ikke så høj som det kan ses. Det blev uddelt af Niels selv på Eurocon, så den eneste måde at få dette på er ved at engagere sig aktivt i dansk fandom. Det kan ikke købes for penge, som der står i forordet.

I Bidrag til fanmarkshistorien 2 beretter Niels Dalgaard om sit første møde med en science fiction festival. En der fandt sted i 1975 og arrangeret af den dengang nystartede Science Fiction Cirklen. For mit vedkommende var dette specielt interessant at læse om da Dalgaard var på min alder og hans indtryk fra en festival, da jeg kan genkende meget af det han skriver hos mig selv, fra henholdsvis sidste års Fantasticon og ikke mindst weekendens Eurocon.

Derudover ser han også på gamle danske science fiction forfattere som fik noveller bragt i aviser og magasiner for et halvt århundrede siden, for selvom de måske ikke ellers er blevet udgivet, blev deres historier jo alligevel læst af mange, og er dermed relevant for genrens udvikling.

Tilmed har han trykt to rigtig gamle danske noveller med unavngivne forfattere, Tyvejagten og Fremtids-Mennesket fortæller, fra henholdsvis 1923 og 1917 trykt i den tids aviser. Tyvejagten giver næsten associationer til moderne politi tv-serier, mens Fremtids-Mennesket fortæller forudsiger europas forenede stater og en ødelæggende krig 150 år ude i fremtiden, hvilket bliver til år 2072. Gamle danske science fiction historier med næsten et århundrede bag sig kan bestemt være interessante at læse i dag, og så er det jo godt at nogen gider at hive dem frem fra arkiverne.

Eurocon 2007 – søndag

Som jeg også havde indstillet mig på, blev søndag dagen uden at overvære noget. Hele dagen sad jeg i SFCs bogstand og det var skam fint hyggeligt alligevel. Man får talt med en masse mennesker og kan præsentere dansk science fiction for de udenlandske gæster. Salget var ganske godt, hvor især “Creatures of Glass and Light” solgte rigtig godt. Desværre ingen Proxima, hvilket jeg synes er en skam, da det er et så godt materiale der er i især de seks nyeste numre. Hermed en opfordring til dem der ikke har stiftet bekendtskab med dette tidsskrift endnu: et prøveeksemplar kan fås for kun 15kr via vores webside.

Samlet set har det været en fantastisk oplevelse i sig selv bare at være så fokuseret på en con og science fiction tre dage i træk fra morgen til aften, og sikkert også mens man sov. Det har simpelthen været umuligt at have andet i hovedet, og med den mængde spændende bøger og fanzines man har fået med sig hjem, vil det sikkert fylde en del i ens bevidsthed et godt stykke tid endnu. Det må jeg sige har været noget af det bedste ved denne weekend, virkelig bare at kunne give sig hen til kun science fiction og ikke andet flere dage i træk. Det giver et kæmpe boost til ens generelle interesse. Derudover har det selvfølgelig også været fantastisk, at mødes med og sætte ansigt på de mange navne man ser ustandseligt i de danske fanzines. Forfattere såvel som fagfolk og redaktører.

Eurocon kommer næppe til Danmark lige foreløbig, men den næste delvise science fiction festival bliver til april næste år, med Fantasticon, som jo bliver i en helt anden (meget mindre) målestok.

Denne blog blev jo nævnt i den officielle programbog og jeg håber da det har givet et par nye læsere, som forhåbentlig vil være aktive med at kommentere indlæg fremover :)

Eurocon 2007 – lørdag

Jep, lørdag blev en lang dag og igen med flere bøger slæbt med hjem. Jeg nåede at høre noget mere i dag og som håbet, var der lidt mere roligt.

Jeg hørte et glimrende foredrag om “dark energy” af Tamara Davis, som på god og spændende vis fortalte hvordan de forsker og arbejder inden for det her felt. Hvor svært det er at finde supernovaer og dets relevans for forskning inden for mørk energi.
Lige bagefter kom Klaus Æ. Mogensen og fremlagde en ide om at få plads til 500.000.000.000.000 mennesker i solsystemet. Han startede med at afvise alle planeterne som uegnede, men kom i stedet med den løsning at bruge kupierbæltet som råstofmateriale, da det indeholder en masse is og andre mineraler til brug i at kunne dyrke jord, til at bygge store roterende cylindre med landskaber på indersiden, ala. Rendesvouz with Rama. Spændende ide synes jeg, fremfor blot at tale om kolonisering af exoplaneter som mange science fiction forfattere ellers ender på. Det kræver bare lige vi får bygget nogle mere intelligente robotter, får billige karbonnanorør, en rumelevator og fusionskraft, men det mente Klaus ikke var ret langt fra virkeligheden længere.

Senere havnede jeg i en fælles bogsalgsstand og passede den nogle timer, mens forfatterne skrev autografer overfor. Jeg fik da også min Det Himmelske Tyranni signeret af Baxter.
Så skulle der gøres klar til banketten og tidsplanen skred selvfølgelig. Rummet var nok lige lidt for lille til alle bordene og ikke mindst den enorme mængde mad. Men vi fik da maden og det var lækkert og mættende, dog uden at være fantastisk. Man prøvede at vise et interview med Brian Aldiss på en storskærm, men det fungerede slet ikke da lyden ikke var god, hvilket medførte at folk begyndte at snakke igen og så var det hele lige meget. Bedre gik det med at få overrakt og præsenteret Anne McCaffreys nye hyldest bog til hende skrevet af en masse fans.

Sidst på aftenen var der en maskerade, men uden nævneværdige indslag. Korte sketches med tam humor eller præsentationer af deres tøj. Bagefter var der award uddeling hvor blandt andet den nye Danmarksmester i Star Trek fik sin pokal og Kristan Massey blev annonceret som vinderen af SFCs romankonkurrence, for sin bog År 2035.

Eurocon 2007 – fredag

Inden en ny lang og forhåbentlig spændende lørdag går i gang, kan jeg lige nå en beretning fra i går. Jeg ankom kl. 13 og der var fuld travlhed blandt staff, så jeg blev hurtigt sat til at sætte skilte op og dernæst sidde i indgangsregistreringen. Sidstnævnte var ikke nemt. Mest fordi os der sad blot var menige staff-medlemmer og dermed ikke vidste så meget om alt muligt, og samtlige spørgsmål havnede jo der. Men bestyrelsesmedlemmerne der skulle vide alt det, var ligeledes overbebyrdede med et væld af spørgsmål og forespørgsler om særlige aftaler osv. Jeg tror desværre vi simpelthen er for få folk til at drive conen. Det gik dog alligevel, men jeg tror at i hvert fald en håndfuld gæser fik det indtryk at der slet ikke var styr på noget som helst. Selvom der nok kommer flere mennesker i dag, tror jeg det bliver mere roligt hvad det angår, da de fleste forudbetalte medlemmer kom i går og dem der bare køber adgang til en dag er nemmere at håndtere.

Det skal jo selvfølgelig ikke være negativt alt sammen. Der var generel god stemning og mange af de udenlandske gæster er utrolig snakkesaglige og venlige, og det er jo hvad en eurocon først og fremmest handler om: at mødes med fans fra andre lande og få sig en god snak med dem. Det er sjovt nok meget de samme lande der er gæster fra. Finnere synes jeg der var rigtig mange af, også en håndfuld englændere, men kun ganske få tyskere, franskmænd og lignende.

Jeg nåede at se Stephen Baxter blive interviewet kl. 19. Ganske godt udført af Ulrik Kristiansen, hvor det var livets store emner der blev taget op: er vi alene i universet, findes der en gud, hvad er menneskets plads i den kosmiske sammenhæng. Selvsamme omfattende emner Baxter tager op i sine værker.

Sidst på aftenen var der bogauktion hvor et væld af bøger blev solgt til fordel for Eurocons budget. Ganske fornøjeligt og også en meget lærerig event, og på mærkelig vis kom jeg også selv hjem med et par danske bøger. Knud Larn er virkelig hård at byde imod.

Så snart jeg har fået drukket min morgenkaffe tager jeg fluks af sted igen til hvad der nok bliver en lang men god dag.

Det Himmelske Tyranni

Det Himmelske TyranniDen britiske forfatter Stephen Baxter er en af æresgæsterne til Eurocon og i den forbindelse har SFC udgivet denne novellesamling, redigeret af Knud Larn, med syv noveller fra xeelee-serien. Det er første gang Baxter udgives på dansk. Et godt udvalg, et fint efterord af Knud Larn der ridser hele xeelee-serien op, samt en tidslinje over de vigtigste begivenheder i den serie, med noveller og romaner indsat. Desværre har der sneget sig lidt for mange trykfejl med i denne udgivelse, men det er ikke graverende.

Stephen Baxter er uddannet fysiker og det kan ses i disse noveller. De indeholder alle relativitetsteori, astrofysik eller kvantemekanik som en del af plottet, hvilket gør denne udgivelse nok mest spiselig for fans af “hard sf.” Så burde man tilgengæld også elske disse noveller, der er fyldt med kosmiske ideer om vores forunderlige univers.

Novellerne er trykt kronologisk, hvor den første finder sted i år 3.825 og den sidste i år 4.101.214. Omfanget af Baxters xeelee-serie er der vist ingen tvivl om. Det gør også at novellerne her bliver mere og mere “højtragende”, hvor den første, Spindelvæv, er en rimelig håndgribelig historie om to forskere der strander på Pluto, mens den næstsidste novelle, Den Skjulte Historie, har praktisk talt hele universets skæbne som plot. Den sidste novelle, Skallen, står lidt for sig selv.

Jeg synes generelt oversætterne (der har været forskellig oversætter på hver novelle) har gjort det fint, men med den mængde tekniske udtryk Baxter gør brug, er det umuligt at undgå nogle klodsede sætninger af og til.

Som introduktion til xeelee-serien er denne samling glimrende, i hvert fald bedre end “Raft” var det, da man får en smagsprøve på alle dele af den enorme tidslinje, uden at afsløre ret meget, så man kun får lyst til mere. Baxter-fans vil forhåbentlig synes godt om at se ham udgivet på dansk.

Verdensjongløren

Verdensjongløren: Svend Åge Madsen og science fictionSvend Åge Madsen gæster Eurocon og er på programmet allerede i morgen, hvor Niels Dalgaard interviewer ham, dernæst læser Madsen op fra sine bøger og debatterer med publikum og til sidst signerer han bøger. Derfor må det være på sin rette plads at nævne denne biografi og analyse af hans science fiction, udarbejdet af Niels Dalgaard.

I tretten kapitler gennemgår Niels Dalgaard Svend Åge Madsens forfatterskab, specielt med fokus på Madsens brug af science fiction, med sin velkendte akademiske kvalitet man kender fra Dalgaards side af. Rigt eksemplificeret med uddrag fra romanerne.

Efter at have bladret kapitlerne igennem skammer jeg mig næsten over ikke at have stiftet videre bekendtskab med Svend Åge Madsens værker, der i stor udstrækning foregår i samme fiktive verden med rod i Århus, der hele tiden kompliceres med hvert værk. Jeg kan kun forestille mig at Dalgaard har gjort sit arbejde ordentligt, så den bør erhverves af enhver fan af Madsens bøger.
Den kan selvfølgelig købes via SFC og fra vores stand på Eurocon fra i morgen.