Som så mange andre drenge har jeg som barn selvfølgelig stiftet bekendtskab med Jules Vernes kendte værker som Rejsen til Månen og Jorden rundt på 80 dage, men denne her som Azur-læseklubben har sat på, er noget ganske andet. Oprindeligt er Paris i det 20. århundrede fra 1863, men den blev aldrig udgivet på Vernes tid. Den blev fundet og udgivet i 1994. Det er en pessimistisk dystopi om Paris i år 1960, som umiddelbart tyder på en stærk mistro til kapitalismen fra Vernes side.

Vi følger en ung litterær mand ved navn Michel Dufrénoy, som bliver forfærdet over at opdage at i nutidens Paris, og verden, er der ikke plads til litterære digtere som ham. Forrige århundredes store navne inden for alle kunstarter er blevet glemt, og det eneste der er tilbage i verden er videnskab, teknik, maskiner, finanser og det kapitalistiske marked. Selv den musik, litteratur og skuespil der er tilbage, skal handle om kemiske eksperimenter, valutaomregninger eller tandhjul. Michel finder dog mere eller mindre tilfældigt frem til en lille gruppe af Paris’ undergrund, som stadig har sans for den klassiske kunst og får sig nogle gode venskaber derfra.

En egentlig handling eller plot er ikke til at redegøre for, da det er nærmest ikke eksisterende, hvilket nok er denne romans største problem. Den er svær at blive grebet af som helhed, mens enkelte passager kan være fornøjelig læsning af og til. Verne lader heller ikke Michels oplevelser fortælle nogen historie eller noget om den fremtidsverden han skildrer. Vi får det hele at vide igennem samtaler Michel har med andre, hvilket meget ofte er formuleret som en uendelig strøm af pessimistisk brok og nostalgi over bedre gamle tider. Hverken læseren eller Michel oplever denne fremtidsversion af Paris på egen hånd, men får det fortalt gennem andre. Det synes jeg ikke er en særlig god måde at fortælle om fremtiden på. Det skal opleves af en hovedperson, som får sig nogle indtryk sammen med læseren.

Det der så lyser op i romanen som helhed er nogle fabelagtige samtaler Michel har med andre fra dette undergrunds kunstermiljø. Dette gælder især kapitel VII og VIII, som har en yderst morsom dialog og bizarre anekdoter om musik og litteratur. Et par gode citater fra især Michels gode ven, Quinsonnas, er der selvfølgelig også hist og her i bogen, men det er desværre kun i brudstykker og for det meste må jeg indrømme det var ualmindelig kedelig læsning. Ikke pga. de pessimistiske ideer Verne har om fremtiden, men fordi den måde de bliver fortalt på, gør det umuligt som læser at engagere sig i og blive grebet af bogens univers.

Generelt er Verne jo blevet hædret meget for sine ufatteligt præcist forudsigelser om hvad der er vores nutid, og det er der også masser af i Paris i det 20. århundrede, men jeg synes det er synd hvis det er præcisionen af fremtidsprofetier der skal gøres til kvalitetskriterium for god science fiction. Der skal altså også være en sammenhængende god historie der på et eller andet plan fanger læseren.
Så al respekt til Vernes samlede forfatterskab, men jeg anser nok mest Paris i det 20. århundrede interessant for dets historiske kontekst og mindre for dens kvalitet som almindelig roman.