Tillader lige at bruge bloggen til en anmeldelse af et ikke science fiction værk, for afslutningen på denne serie er værd at omtale og ellers har bloggen være urørt for længe. Jeg kommer naturligvis ikke med nogen store spoilers af hensyn til dem der ikke har læst bogen endnu, men det kan blive omtalt i kommentarerne.

Harry er fast besluttet på at droppe skolen og jagte horcruxer. En opgave Dumbeldore efterlod ham. Selvfølgelig med hjælp fra de trofaste venner Ron og Hermione. Alt i mens Voldemort får mere og mere magt over både Hogwarts og ministeriet, og alverdens nye grumme og restriktive regler dukker op. Den første del af bogen minder meget om de forrige, hvor de tre hovedpersoner sammen prøver at finde ud af hvad de skal gøre, ligger planer og beklager sig over at de reelt ikke ved hvad de vil, omend de nægter hjælp fra andre. Selvom det ikke længere er på skolen, så har Rowling altså ikke kunne droppe denne velkendte formel. Halvvejs inde i bogen hvor “the Deathly Hallows” introduceres til plottet, bliver det derimod mere interessant, og dele fra de tidligere bøger begynder at kunne sættes ind i en større sammenhæng. Og på den måde er bogen en fin afslutning der lukker de løse ender. Jeg kunne dog godt have håbet på en mere modig og åben slutning, fremfor den meget traditionelle og lidt kedelige slutning.

Alt i alt har jeg det nok lidt blandet med bogen. Jeg har nydt de andre som fin underholdning, omend heller ikke meget mere, og det opfyldte afslutningen da også. Den meget mørke og dystre stemning de to sidste bøger har haft, hvor der nærmest absolut ingen glade eller hyggelige scener er, har gjort de to sidste bøger markant bedre end de andre. De første bar meget præg af at være børnevenlige, hyggelige og ikke alt for farlige, hvor Rowling nu skruer op for ondskaben til sidst. Jeg har svært ved at tro at filmatiseringen af denne bog kan blive holdt familievenlig. Dog irriterer de lettere moralsk opdragende elementer mig stadig, hvor kampen mod det gode og det onde er ridset temmelig firkantet op (har altid savnet mere nuancering mellem de stereotype beskrivelser af Gryffindor og Slytherin), det ubrydelige kammeratskab og det at kunne ofre sig for “the greater good.”

Slutningen er svær at omtale uden at røbe for meget, men jeg må altså sige at min begejstring dalede noget med det sidste kapitel og epilogen. Det hænger fint sammen og alt det der uden løse ender, men som sagt, er det ikke en særlig modig slutning, og næsten så forudsigelig at man faktisk havde regnet med noget andet.
Men ingen tvivl om at den da bør læses hvis har man har kendskab til de andre, men det kommer nok af sig selv.
Janus har på sin blog omtalt den gruppe der hader Harry Potter, for ikke at være særlig god fantasy. Da jeg ikke læser anden fantasy end de store bestsellere som Harry Potter og Lord of the Rings, vil jeg ikke kommentere meget på det, udover at fastslå at serien bliver markant bedre på mange punkter i de sidste bind.