Proxima har nu fået et nyt omslag. Nu i farver og glittet papir, så det minder meget om en bog. Dog er det gamle design ganske godt bevaret, og selvom jeg synes ganske godt om det forrige design, så er ændringen fin og det skiller sig ikke nævneværdigt ud fra de tidligere numre, når det står på bogreolen. I dette nummer følger en bibliografi over science fiction på dansk fra 2005, udarbejdet af Niels Dalgaard, ligesom en tilsvarende bibliografi fra 2004 i Proxima nr. 82. Dette fylder en del, men der er dog stadig plads til tre artikler, en novelle af Flemming R.P. Rasch og den sædvanlige samling anmeldelser.
I Science fiction og kriminalromanen tager Niels Dalgaard fat på blandingen mellem science fiction og krimi, som han også gjorde det i Litteraskopet i Novum nr. 83, men denne gang med en grundig analyse af den danske forfatter Otto Schrayhs romaner som eksempel.
Palle Juul Holm har en artikel med titlen Nye læsere kan hoppe af her 1: Zingerle og Co., og det råd bør nok følges hvis man ikke helt ved hvad det er han taler om. For mig var det en i hvert fald en rodet forvirrende læsning om “et eller andet.”
Bulgarsk science fiction kender de fleste nok ikke så meget til, men vi får muligheden i Khristo D. Poshtakovs artikel Udviklingen af science fiction og fantasy i Bulgarien, hvor han giver en historisk gennemgang af genrens udvikling de sidste 100 år. Interessant at læse hvordan den politiske verden, især sovjetiske regler om hvordan litteratur bør udformes, har påvirket genren.
I Flemming R.P. Raschs novelle Al viden møder vi igen rumkaptajnen Janus Rumghoul II, som Rasch tidligere har skrevet to noveller med. Denne gang vågner rumhelten op og finder ud af at han måske slet ikke er kaptajn på et rumskib, men en webmaster for et firma der handler med autodele. Fornøjelig læsning, der fik mig til at tænke på “Anno Domini”.
I anmeldelsessektionen var Stig W. Jørgensens anmeldelse af “Hjernen” interessant, omend jeg ikke rigtig ved om jeg blot blev mere forvirret eller klogere på det værk. De hænger nok sammen. Han fremhæver blandt andet også nogle af de indlagte noveller i værket, hvor jeg så igen vil fremhæve den der hedder Skrigene. En helt klassisk gyserhistorie egentlig, men som var yderst uhyggelig læsning. Niels Dalgaard har også anmeldt The Solaris Book of New Science Fiction, som jeg har stående på bogreolen ulæst, og den har jeg nu fornyet lyst til at få læst.