Interstellar sysctl

Tor Åge Bringsværds Ker Shus fra 1983 er til læsning i august i Azur. Den foregår i en uspecificeret fjern fremtid, uden umiddelbare spor af vor tids mennesker, men i stedet en række forskellige intelligente racer som hunde og katte, der lever i en form for jagersamfund.

Historien er fortalt af Rokam, der nedfælder sin livsberetning for nogle killinger. Han ligner ikke de andre væsener i sin flok. Han har ingen pels eller hale (han er altså mere hvad vi kender som et menneske). Vi følger hans udforskning af den verden han lever i, hvor han prøver at finde frem til fortidens historie og hvor han selv stammer fra.
Vores nutid er nemlig her blevet til myter og religion, hvor nutidens mennesker betegnes som guder. Den historie får vi så gradvist og delvist afdækket af Rokams rejse til Ker Shus – kaldet gudernes by. Det er her romanen udmærker sig ved at lade fortiden afdækkes fra en neutral synsvinkel der ikke kender til vores teknologi. Bringsværd bruger aldrig ord som robotter, gensplejsning eller rulletrapper, men gennem Rokams beskrivelser ved man som læser hvad det er.

Sproget er enkelt og består af meget korte sætninger, til tider nærmest i digtform. Det gør den både svær og nem at læse. Nem da hver sætning har en kort og præcis informationsmængde, men sværere er det at se den dybere betydning, hvor det til tider kan blive lige mærkværdigt nok.

Selvom romanen er 24 år gammel kan den stadig læses i dag, og jeg tror ikke tiden løber fra den lige foreløbig, netop fordi Bringsværd ikke binder handlingen til bestemte teknologiske ideer, men tænker mere bredt og langsigtet med den menneskelige udvikling.
Det er en bog jeg er glad for Azur satte på, da jeg nok ikke vil have fundet den frem selv.

Tillader lige at bruge bloggen til en anmeldelse af et ikke science fiction værk, for afslutningen på denne serie er værd at omtale og ellers har bloggen være urørt for længe. Jeg kommer naturligvis ikke med nogen store spoilers af hensyn til dem der ikke har læst bogen endnu, men det kan blive omtalt i kommentarerne.

Harry er fast besluttet på at droppe skolen og jagte horcruxer. En opgave Dumbeldore efterlod ham. Selvfølgelig med hjælp fra de trofaste venner Ron og Hermione. Alt i mens Voldemort får mere og mere magt over både Hogwarts og ministeriet, og alverdens nye grumme og restriktive regler dukker op. Den første del af bogen minder meget om de forrige, hvor de tre hovedpersoner sammen prøver at finde ud af hvad de skal gøre, ligger planer og beklager sig over at de reelt ikke ved hvad de vil, omend de nægter hjælp fra andre. Selvom det ikke længere er på skolen, så har Rowling altså ikke kunne droppe denne velkendte formel. Halvvejs inde i bogen hvor “the Deathly Hallows” introduceres til plottet, bliver det derimod mere interessant, og dele fra de tidligere bøger begynder at kunne sættes ind i en større sammenhæng. Og på den måde er bogen en fin afslutning der lukker de løse ender. Jeg kunne dog godt have håbet på en mere modig og åben slutning, fremfor den meget traditionelle og lidt kedelige slutning.

Alt i alt har jeg det nok lidt blandet med bogen. Jeg har nydt de andre som fin underholdning, omend heller ikke meget mere, og det opfyldte afslutningen da også. Den meget mørke og dystre stemning de to sidste bøger har haft, hvor der nærmest absolut ingen glade eller hyggelige scener er, har gjort de to sidste bøger markant bedre end de andre. De første bar meget præg af at være børnevenlige, hyggelige og ikke alt for farlige, hvor Rowling nu skruer op for ondskaben til sidst. Jeg har svært ved at tro at filmatiseringen af denne bog kan blive holdt familievenlig. Dog irriterer de lettere moralsk opdragende elementer mig stadig, hvor kampen mod det gode og det onde er ridset temmelig firkantet op (har altid savnet mere nuancering mellem de stereotype beskrivelser af Gryffindor og Slytherin), det ubrydelige kammeratskab og det at kunne ofre sig for “the greater good.”

Slutningen er svær at omtale uden at røbe for meget, men jeg må altså sige at min begejstring dalede noget med det sidste kapitel og epilogen. Det hænger fint sammen og alt det der uden løse ender, men som sagt, er det ikke en særlig modig slutning, og næsten så forudsigelig at man faktisk havde regnet med noget andet.
Men ingen tvivl om at den da bør læses hvis har man har kendskab til de andre, men det kommer nok af sig selv.
Janus har på sin blog omtalt den gruppe der hader Harry Potter, for ikke at være særlig god fantasy. Da jeg ikke læser anden fantasy end de store bestsellere som Harry Potter og Lord of the Rings, vil jeg ikke kommentere meget på det, udover at fastslå at serien bliver markant bedre på mange punkter i de sidste bind.

James Patrick Kelly kender jeg kun fra hans novella Burn, som jeg har lyttet til i podcast-format, men jeg blev aldrig færdig. I denne udgivelse fra Science Fiction Cirklen har Niels Dalgaard oversat tre noveller: Rotte, Mr. Boy” og Tænk som en dinosaurus. Hvoraf Mr. Boy på over 80 sider vel egentlig er at betegne som en novella.

Rotte finder sted i en ubehagelig og rå verden, hvor mange er stærkt afhænge af et stof af en art kaldet “støv” og vi følger så en mand der har taget form som en rotte, der fungerer som en eller anden form for “dealer” af dette stof. Han må tage et opgør med en af de afhængige.
Novellen er oprindeligt trykt i The Magazine of Fantasy and Science Fiction juni 1986. Præget af cyberpunk og tiden er måske løbet lidt fra den. Jeg fandt ikke ideen særlig nyskabende eller interessant.

Mr. Boy er fra 1990 og oprindeligt trykt i juni-udgaven af Isaac Asimov’s Science Fiction Magazine. Det handler om en mand på 25 år, der kalder sig Mr. Boy da han er blevet modificeret til at ligne fysisk en på 12 år. Han har mange penge og bor inde i hans mor, der er blevet forvandlet til at være en model af Frihedsgudinden på størrelse med et højhus. Han bruger sin tid på at finde lig-porno og gå til extreme fester. En dag stifter han bekendtskab med en yngre kvinde ved navn Tree. Hun kommer fra en fattigere familie, der ikke ser så positivt på de omfattende biologiske modifikationer rige mennesker får foretaget. Det bliver så et møde med en anden verden for Mr. Boy og startskuddet der får ham til at gøre op med sin mor og den kontrollerende rolle hun har haft i hans liv.
Heller ikke den historie fandt jeg særlig spændende. Den er temmelig lang og det er først til sidst det bliver rigtig interessant. At hans mor har forvandlet sig selv til en kæmpemæssig model af Frihedsgudinden, skal nok opfattes mere symbolsk i henhold til hendes rolle, men det er altså en tand for langt ude og overdrevet.

Så er jeg mere begejstret for titelnovellen Tænk som en dinosaurus fra 1995, trykt juni 1995 i Isaac Asimov’s Science Fiction Magazine, der i øvrigt blev tildelt en Hugo Award året efter. Dinosaurusserne her er ikke fortidsvæsener, men derimod højt intelligente rumvæsener der teknologisk er langt foran mennesket. Novellen handler om en kvinde der skal teleporteres, som vi kender det fra Star Trek, men her fungerer det sådan at originalen skal dræbes så snart kopien er blevet teleporteret til sin destination. Dette giver selvfølgelig et godt etisk drama.

De tre noveller passer godt sammen i en antologi, da de alle på en eller anden måde behandler de samme temaer, om menneskelige modifikationer og dets konsekvenser. Niels Dalgaards oversættelse er ganske fin, omend der dog er enkelte termer hvis danske oversættelse virker lidt kluntet, men sådan er det jo. Novellernes alder har måske gjort at gennemslagskraften ikke helt er så stor i dag, og Mr. Boy fylder mange sider i forhold til hvor god jeg synes den er, hvor jeg godt kunne have tænkt mig to eller tre kortere noveller i stedet, for lidt mere variation.

Denne fjerde podcastroman fra Scott Sigler har egentlig været færdig siden april, og det hele er selvfølgelig at finde på scottsigler.podshow.com, men jeg fik først taget mig sammen til at lytte til podcasts igen efter noget tids pause.
Der sker en masse for Scott Sigler for tiden. Der er filmselskaber der har købt rettighederne til at lave en film over “Infection” og hans bogudivelser er steget helt til tops på Amazon, hvilket ikke er ligetil på verdens største online boghandel.

The Rookie er i en noget anden stil end de foregående der mest var horror, men der er stadig masser af vold i vanlig stil. Historien udspiller sig en del hundrede år ude i fremtiden, hvor Jorden er styret af stærkt religiøse kristne. Derfra følger vi en ung amerikansk fodboldspiller ved navn Quentin Barnes, der har store talenter som quarterback og vinder med lethed det lokale mesterskab. En træner fra et intergalaktisk hold i anden division ser dog hans potentiale, og får købt ham til sit hold – Krakens. Der rækker hans talent i første omgang dog ikke særlig langt, da amerikansk fodbold med vidt forskellige rumvæsener, med alt fra tonstunge monstre til lette flyvende tingester, er noget ganske andet end det han kender hjemmefra. Samtidig må han kæmpe mod det racistiske had til andre væsener, han er blevet opdraget med fra det stærkt religiøse Jorden, for at kunne indgå i et hold.

Vi følger ham dermed igennem en hel sæson, hvor holdet kæmper for at rykke op i de bedstes liga, samtidig med at Barnes går fra at være en egoistisk spiller med for meget selvtillid til at være holdets nye quarterback, med en god team-spirit der formår at binde holdet sammen. Egentlig en klassisk historie om en ung mand der må gøre op med sine fordomme fra sin opdragelse og blive en rigtig holdspiller, der kan samarbejde for holdets skyld og ikke for egen vindings skyld.
I sig selv fint nok, men da det er en amerikaniseret vinkel på historier man har set så tit før, bliver plottet noget forudsigeligt og ikke særlig nyskabende. Dog er det meget originalt at bruge en sport som amerikansk fodbold, som udgangspunkt i en science fiction roman om at kunne sammen med rumvæsener.

Sigler har igen overgået sig selv hvad angår produktionen i lyden af den måde han fortæller sin historie på. Der er masser af sære stemmer, euforiske sportskommentatorer, publikumsjubel i baggrunden når historien foregår på banen osv. Det er tæt på at være et audiodrama. Jeg synes måske han er ved at være derude hvor det bliver for meget af det gode, hvor de mange effekter mere bliver forvirrende end en ekstra dimension i historien. Men det er vel amerikansk showbusiness. Højrøstet, larmende og fyldt med vold og bandeord.

Denne lille kortroman på 53 sider af Kasper Elsvor er udgivet af et forlag kaldet Facet, der udgiver lignende kortromaner på 50-150 sider.

Historien er dateret til 2018, men det er ikke umiddelbart en genkendelig verden. I en provinsby kaldet Baringstouke kommer en mystisk mand ingen kender til byen og ubehagelige rygter spredes hurtigt. Han viser sig at være doktor, der udfører nogle sære eksperimenter med dyr i sin lade. Han hævder selv disse forsøg er i menneskehedens interesse. Borgerne i byen får via brudstykker af oplysninger og beretninger en fornemmelse af at det snarere er eksperimenter med mennesker han udfører, som gør dem mere og mere skræmte. Hvor til sidst at en gruppe en dag beslutter sig for at få afsløret hvad han virkelig har gang i.

På så få sider er der ikke meget dybde eller personskildring, men derimod en helt lige ud af landevejen fortælling. Biblioteket har klassificeret den som science fiction og fantasy, men det kan kun til nøds kaldes science fiction. Jeg vil mere kalde det en nyskabelse af de klassiske horrorhistorier om gale videnskabsmænd og deres grufulde eksperimenter der går helt galt. Men selv som horror fungerer historien heller ikke. Den bidrager men intet nyt eller overraskende, så det kommer ikke i nærheden af at være skræmmende eller interessant. Som film instrueret af George A. Romero havde det muligvis været bedre.

Som en ny service, der forhåbentlig skulle gøre det nemmere at finde rundt i bloggens indlæg, har jeg tilføjet tags til alle indlæg og vil fremover selvfølgelig tagge fremtidige indlæg. Ideen er at have mere præcise nøgleord til hvert enkelt indlæg, som et supplement til kategorierne der er mere overordnede. Fx genrespecifikke ting som hard sf og space opera, emner som kloning eller udødelighed eller betegnelser som angiver om værket er på dansk eller en udgivelse fra SFC.

Jeg håber folk vil bruge det og finder det behjælpeligt. Kom gerne med forslag til manglende tags, fejltags eller lignende.

Opdatering: Har også tilføjet en tag cloud ude i sidebaren. Ved ikke helt hvad jeg synes. Fylder den for meget? Skal den placeres andetsteds? Andre farver?

Dette nummer har jeg haft liggende ulæst alt for længe, men det må være tid til at få konkluderet på novellekonkurrencen fra 2005, hvor den første samling noveller var i Science Fiction nr. 11. Og som en ros skal det nævnes at omslaget på bladet nu er i noget lidt tykkere papir, hvilket gør at det ikke krøller så nemt, som de tidligere numre har gjort.

Hvor jeg stadig er enig i at vinderen i aldersgruppen 17 til 20 år bør være Camilla Wandahl for novellen Danefærgen, må jeg stille mig mindre begejstret for vinderen af voksengruppen – Richard Ipsens Den første europæiske koncert. Den er ganske vist rigtigt flot skrevet, ligesom hans noveller i antologien “Cirkler” var det, men jeg synes primært den har nogle interessante ideer om liv på en af Jupiters måner, men mangler en god historie og så virker det noget påklistret med den sektion hvor forholdene i Danmark ridses op. Det har ikke den store relevans for novellen som helhed.
Så synes jeg bedre om Himlens Stjerner i de klare Nætter af Jesper Rugaard Jensen, der er blevet tildelt andenpladsen. Handler om en ung dansk ingeniør der vil bygge en rumraket. Umiddelbart som en form for alternate history, da det foregår tilbage i 1920′erne.
I Dansk på sin egen måde af Lars Vennike Nielsson følger vi en mand der søger at finde noget om hans danske forfædre, hvor vi præsenteres for alle de stereotype danske kulturting som rødgrød med fløde, Linie 3 og frikadeller, men udover dets morsomme sider har novellen ikke det store at byde på.
Niels Valentin Dahls bidrag En havelåge i Haraldsted er kun på en side, og handler en mand der vil rejse til anden ende af universet for at opleve noget nyt. Det var måske en historie der kunne være interessant, men på så lidt plads virker det mest af alt som et kort uddrag, og det er lidt synd.
Igennem Kaninhullet af Teddy Vork har ikke fået så mange point af dommerne, men jeg fandt nu historien om et videnskabeligt eksperiment fortalt på en måde der giver associationer til Star Trek, ganske spændende, omend den dog ikke er en vinder.

Den tredje novelle i den unge aldersgruppe, Kompatibel af Simon Holm Pedersen, får vi en tragisk historie om en familie der søger et nyt liv på en anden planet. Godt skrevet og fortjent andenplads.

Jeg ved ikke helt hvem jeg synes har fortjent at vinde, men det er måske meget rimeligt med Ipsens Den første europæiske koncert, da den er smukt skrevet og har nogle ganske originale ideer. Jeg ser frem til at læse novellerne fra konkurrencen år 2006, hvor temaet var Danskere på Månen, som vel kommer i de kommende numre af dette fanzine.

Proxima har nu fået et nyt omslag. Nu i farver og glittet papir, så det minder meget om en bog. Dog er det gamle design ganske godt bevaret, og selvom jeg synes ganske godt om det forrige design, så er ændringen fin og det skiller sig ikke nævneværdigt ud fra de tidligere numre, når det står på bogreolen. I dette nummer følger en bibliografi over science fiction på dansk fra 2005, udarbejdet af Niels Dalgaard, ligesom en tilsvarende bibliografi fra 2004 i Proxima nr. 82. Dette fylder en del, men der er dog stadig plads til tre artikler, en novelle af Flemming R.P. Rasch og den sædvanlige samling anmeldelser.

I Science fiction og kriminalromanen tager Niels Dalgaard fat på blandingen mellem science fiction og krimi, som han også gjorde det i Litteraskopet i Novum nr. 83, men denne gang med en grundig analyse af den danske forfatter Otto Schrayhs romaner som eksempel.

Palle Juul Holm har en artikel med titlen Nye læsere kan hoppe af her 1: Zingerle og Co., og det råd bør nok følges hvis man ikke helt ved hvad det er han taler om. For mig var det en i hvert fald en rodet forvirrende læsning om “et eller andet.”

Bulgarsk science fiction kender de fleste nok ikke så meget til, men vi får muligheden i Khristo D. Poshtakovs artikel Udviklingen af science fiction og fantasy i Bulgarien, hvor han giver en historisk gennemgang af genrens udvikling de sidste 100 år. Interessant at læse hvordan den politiske verden, især sovjetiske regler om hvordan litteratur bør udformes, har påvirket genren.

I Flemming R.P. Raschs novelle Al viden møder vi igen rumkaptajnen Janus Rumghoul II, som Rasch tidligere har skrevet to noveller med. Denne gang vågner rumhelten op og finder ud af at han måske slet ikke er kaptajn på et rumskib, men en webmaster for et firma der handler med autodele. Fornøjelig læsning, der fik mig til at tænke på “Anno Domini”.

I anmeldelsessektionen var Stig W. Jørgensens anmeldelse af “Hjernen” interessant, omend jeg ikke rigtig ved om jeg blot blev mere forvirret eller klogere på det værk. De hænger nok sammen. Han fremhæver blandt andet også nogle af de indlagte noveller i værket, hvor jeg så igen vil fremhæve den der hedder Skrigene. En helt klassisk gyserhistorie egentlig, men som var yderst uhyggelig læsning. Niels Dalgaard har også anmeldt The Solaris Book of New Science Fiction, som jeg har stående på bogreolen ulæst, og den har jeg nu fornyet lyst til at få læst.