“Cirkler” er en helt ny udgivelse fra det ligeså ny forlag Ny Science Fiction med 13 noveller fra 9 forfattere. Nyt dansk science fiction bør man jo altid tage godt imod, og der er både navne man kender fra især de danske fanzines og navne jeg i hvert fald ikke har set før. Bogen er redigeret af Flemming R.P. Rasch, der også selv har en enkelt novelle i antologien.
Den første novelle er af Richard Ipsen og hedder De danser i Reykjavik, handler om en mand der vil forsøge sig med dans i vægtløs tilstand og får hjælp af en tiltrækkende kvinde ved navn Kari. Den er meget smukt skrevet, men mangler lidt handling.
Stævnemødet af Lars Konzack handler selvsagt om et stævnemøde. Selve stævnemødet mellem de to personer virker meget formelt, og deres samtaler virkelig overdrevet høflige og kunstige, men de betegner alligevel sig selv som yderst lykkelige. Hvad der bliver interessant er de aber, der åbentbart bruges som en slags tjenere, som formår brat at ødelægge aftenen til sidst. Yderst velskrevet, der giver en noget at tænke over.
Vedrørende optagelse i det pan-galaktiske fællesskab af Kenneth Krabat starter med at have noget der ligner en e-mail fra Kenneth til Flemming. Ved ikke rigtigt hvad det skal til for, men selve novellen er et kortfattet brev hvor Jorden bliver nægtet optagelse i det pan-galaktiske fællesskab, fordi vi mennesker ikke kan finde ud af at begærde os med og forstå andre væsener end os selv. Ganske morsomt med kritik af hele menneskeheden fra rumvæseners synspunkt.
Michael Erik Næsby har skrevet novellen med den spøjse titel Skriv en novelle, der på underlig vis kommer til at handle om intelligente aber og en vaskebjørn der vil skrive en science fiction novelle.
Katastrofe til tiden af Kenneth Krabat er udformet som et oplæg til første sæson af en sci-fi tv-serie, der handler om et koloniseringsrumskib der under sin rejse bliver gennemboret af en stor træstamme. Lyder som en meget alternativ serie, der kunne være sjov at se.
Cirkelslutninger af Michael Erik Næsby er forvirrende læsning. Bedøm selv.
Handlingen i Stig W. Jørgensens Lufthavets skabninger er temmelig uinteressant, men måden den er skrevet på er derimod interessant. Det bliver en hel udfordring at finde ud af hvad det egentlig handler om i starten, for helt almindelige ord og betegnelser er skiftet ud med meget kliniske objektive forklaringer, som var det beskrevet af en der ikke var et menneske. Morsom måde at skrive på.
I Steen Knudsens Passage hører vi en historie fortalt om eksperimenter med at få skabt ormehuller, der involverer astronomiske forsøg med uforudsete konsekvenser. Bestemt en af udgivelsens bedste noveller.
Flemming R.P. Rasch, der som nævnt også har stået for denne udgivelse, har bidraget med en novelle med en passende titel, Cirklen. Det handler om en “cirkel” på en planet der undersøges af en gruppe forskere, ledet af en der kaldes Don Eddy. Det er vist et langt metafor for noget andet, der vist ingen grund er til at kommentere videre på.
Derefter har Kenneth Krabat 5 linjer under titlen “epilogi”, og det kan man jo dårligt give et resume af.
Richard Ipsens Kodriverens år handler om to hackere der af IT-ministeriet bliver pålagt at forsvare Danmark mod et form for virtuelt angreb mod nationen. Meget anderledes end Ipsens første novellen i udgivelsen, men efter min mening mere interessant.
Den længste novelle i udgivelsen Gaden, hvor jeg råbte dit navn af H.H. Løyche fortæller om en fremtid hvor man har forsøgt at løse den globale opvarmning med atomsprængninger og vulkanudbrud, men med katastrofale følger. Verden styres også af intelligente robotter, og de få procent mennesker der er tilbage får mindre og mindre indflydelse. Det er næsten for omfangsrigt til kun at være i novelle og jeg kunne da egentlig tænke mig den verden udforsket i en roman. Hermed en lille opfordring til forfatteren :-)
Den sidste novelle er af Jens Blendstrup og hedder Stjerner og lærketræer, og handler om det titlen antyder, på en finurlig måde.
Konklusionen må blive at Cirkler er en udgivelse med noveller af høj kvalitet. Ingen deciderede dårlige noveller, og de er alle meget forskellige hvad angår form og indhold. Både meget eksperimenterede og mere traditionelle gode historier. Og til 98kr kan det kun anbefales. Vil også lige for god ordens skyld linke til Janus’ fine anmeldelse af bogen på Scifisiden.
Og lidt off-topic kan jeg nævne jeg også netop har anmeldt Paul Grahams bog Hackers & Painters.
Lyder som en bog jeg skal finde, når jeg kommer til Danmark næste gang – bliver nok til Eurocon, så det skulle vel være muligt at finde den der
har startet min egen blog om Science Fiction og andet, (kun få entries endnu. Skulle du have lyst kan du finde den på
http://babylonlurker.blogspot.com/
håber du er kommet videre med Babylon 5
Det ser jo spændende ud. Skal jeg nok holde øje med :)
De kemisk dresserede aber er vist fra Camille Flammarion.
http://en.wikipedia.org/wiki/Flammarion_Woodcut
Det med at sætte homofile i lejre inspirerede af spederbevægelsen, og dyrkelsen af “lykke” i den forbindelse, er desværre taget fra virkeligheden.