How William Shatner Changed the World

I går sendte Discovery Channel dokumentaren How William Shatner Changed the World (på dansk Verden ifølge Shatner) fra 2005, hvor William Shatner præsenterer Star Treks indflydelse på moderne teknologi ved at tale med diverse opfindere og fagfolk.

Dokumentaren er i to dele, hvor den første tager udgangspunkt i den originale serie og ser på hvordan ideer derfra har inspireret forskere og opfindere til at skabe noget af den teknologi vi bruger i dag. Blandt andet Martin Cooper der opfandt mobiltelefonen, Dr. Seth Shostak fra SETI-programmet og hvordan udviklingen af computere fra at være store mainframes til at være hvermandseje, er blevet inspireret af Star Trek. I al sin enkelhed ser man et glimrende eksempel på, at de bedste ideer kommer ved at tænke simpelt over hvad der blot kunne gøre hverdagen nemmere, da forfatterne til serien af helt simple praktiske årsager blev nødt til at bruge ting som teleporteren og de håndholdte communicatorer i serien. De havde ingen større planer om at revolutionere verdens teknologi.

Anden del tager udgangspunkt i de nyere serier, primært The Next Generation, hvor der ikke så meget ses på hvordan de serier har påvirket nutidens teknologi og videnskab, men omvendt hvordan seriens forfattere måtte tilpasse teknologien i den nye serie til stadig at virke fantastisk og nyskabende, nu hvor den virkelige verden havde rykket sig enormt på området. Man hører blandt andet Andre Bormanis om hans arbejde med at give de nye seriers videnskab og teknologi så meget virkelighedstro som muligt. Vi hører endda også et par kritikere sige nogle ord om hvorfor de mener Star Treks syn på teknologi som en god ting er et problem.

William Shatner gør det okay som vært for programmet, men selvom indholdet faktisk er seriøst og ganske godt, så bliver der smidt nogen temmelig ligegyldige fjollede ting ind hist og her. Og det hverken fungerer eller er sjovt. Det skal dog ikke ødelægge helhedsbilledet, for det er en glimrende dokumentar om noget som mange trekkier går op i, nemlig teknologien i Star Trek og dens indflydelse på virkeligheden.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>