Interstellar sysctl

Anden sæson sluttede dramatisk hvor Centauri udvider deres agressive erobringskrige efter de har vundet over Narn, og the Shadows er begyndt at gøre sig mere til kende. Det hele ser ikke godt ud for fremtiden, og det ses allerede i introdelen til tredje sæson, hvor det stationen nu ikke længere er “the last best hope for peace”, men derimod “best hope for victory”. Ikke mere fløjshandsker. Nu har de erkendt at det er en slem krig de må forberede sig på.

Mens Sheridan indleder et tættere samarbejde med Minbari, så går det politiske hjemme på Jorden i den forkerte retning. Den nye præsident virker meget militant og man har mistanke om at de delvist samarbejder med the Shadows. Da Jorden bliver erklæret i undtagelsestilstand, vil Sheridan ikke være med længere og erklærer Babylon 5 for uafhængig. Det giver dem mere frihed til at gå efter deres plan mod the Shadows sammen med the Minbari og the Narns.

Man føler lidt man gentager sig selv, men det bliver altså bare bedre og bedre. Forholdene og relationerne mellem karakterene bliver også mere interessante som skuespillerne også er kommet bedre ind i deres roller. Der fastholdes stadig den røde tråd og sammenhæng alle afsnit igennem, specielt understreget i denne sæson da samtlige afsnit er skrevet af Straczynski selv. Det er stadig meget opbygning på opbygning, men der begynder da at komme delvise afslutninger på sideplots. Blandt andet mysteriet med Sinclair og Babylon 4, bliver afklaret i dobbeltafsnittet War Without End.

Ekstramaterialet er som på de andre sæsoner. Tre kommentarspor, to med Straczynski, og et med en håndfuld skuespillere. Samt et par dokumentarer på sidste disc om blandt makeupen til diverse rumvæsener.
De bedste kommentarspor er selvfølgelig igen med Straczynski, der giver os mere indsigt i Severed Dreams og Z’Ha’Dum. Han er engageret og hele tiden interessant at høre på. Ikke fyldt med ligegyldigt med ligegyldigt tomsnak som man ellers tit ser på sådanne kommentarspor, men han fortæller både om dele han synes fungerede godt og dele som han gerne vil have haft lidt anderledes. Kommentarsporet med skuespillerne er desværre fjollet og ligegyldigt ligesom sidste år.

Det trettende nummer af Himmelskibet har jeg desværre ikke så mange kommentarer til. Der var kun få ting jeg fandt interessante. Der er den sædvanlige mængde anmeldelser af bøger, film og tegneserier, diverse nyheder og et referat fra Josefine Ottesen foredrag på Fantasticon 2006.

I den faste del Den fantastiske virkelighed tager Flemming R.P. Rasch denne gang fast på hjerneforskning og kommer både ind på Spock og skakmestrer. Ganske interessant, specielt nu hvor man lige har læst Hjernen.

Der er tre noveller denne gang, men desværre ingen science fiction. Ikke at det skal være et kritikpunkt i sig selv, men man kan savne det lidt.
Den sidste vinter-brud af Camilla Wandahl handler om en pige der bliver forvandlet til en sæl. Wandahl skriver jo flot som sædvanlig, men ved ikke rigtigt hvad jeg kan sige til denne novelle.
Dragens Ånde af Thomas Strømsholt handler om en der ser tilbage på et grumt barndomsminde hvor hans ven forsvandt, og han er usikker på hvad der egentlig skete. En lille gyserhistorie er det vel.
I Når englene synder skrevet af Stine Slott ser vi at menneskets synderegister håndteres af engle vi e-mail og der tildeles belønning og straf på må og få. Det må blive bladets højdepunkt, da den da har noget humor som vi københavnere kan relatere til.

Det er noget tid siden jeg sidst har omtalt en bog, men denne her var også noget af en udfordring at komme igennem. Det er Erwin Neutzsky-Wullfs seneste roman, der handler om en hjerneforsker, Joel Williams, der søger udødelighed ved at udskifte sine hjernedele med elektroniske proteser.

Da jeg læste bagsideteksten til denne mursten på næsten 1000 sider, om at det handlede om at overføre et menneskes identitet til en digital enhed og hvad det havde af konsekvenser, tænkte jeg at det tema havde man da snart læst adskillige bøger og noveller om. Kan der virkelig bringes noget nyt og interessant til dette emne? Men da jeg så kom i gang så blev man mindet om at Hjernen altså er skrevet af ENW og så er det som intet man har læst før.
Det er ikke kun en roman om de implikationer sådan en form udødelighed nu kan have, men også et stort fokus på den hjerneforskers motivation til at lave denne teknologi og hans person generelt.
Eller sådan er det i hvert fald i bogens første halvdel. Dernæst bryder ENW alle uskrevne regler for både genren og romanformen generelt, hvor den kontinuitet man normalt forventer fra en roman, brydes op og en masse selvstændige løsrevne historier begynder at dukke op, der nærmest kan stå som selvstændige noveller.
Jeg kan ikke helt bestemme mig for om det er en force eller et problem at bogen forsøger at være så meget forskelligt på en gang. Om man skal kalde den anarkistisk i positiv betydning eller om det bare er noget forfærdeligt rod. Det bliver rodet og uoverskueligt, hvor den røde tråd kan være svær at finde. Især del syv til ni, synes jeg næsten kunne fjernes og måske udgives som separat novellesamling. Groft sagt, da noget af det delvist giver mening (for mig i hvert fald), men især den fjerdedel af bogen tog mig for mig lang tid at komme igennem. Det virkede meningsløst og så er det svært at finde motivationen til at læse videre.

Den røde tråd der trods alt er, består i Joel Williams’ rejse gennem tid og rum, der dukker op fra tid til anden ind i mellem alle de tilfældige historier, hvor han gør sig nogle eksistentielle erkendelser om universet og sig selv. Hvad der lader til at være den overordnede ide for romanen, at verden eksisterer gennem menneskets opfattelse af den og dermed gennem hjernen, kommer til udtryk igennem Joels oplevelser og de filosofiske samtaler der er spredt rundt om i kapitlerne. En eller mening med galskaben kan jeg fornemme der er, men det er ikke lige til at stykke sammen.

Folk der måtte mene at science fiction handler for lidt om personer og for meget om teknik, burde manes til jorden af dette værk, da det i sidste ende udelukkende handler om det menneskelige perspektiv. Hovedpersonen udtrykker direkte i bogen sin holdning til hvorfor han mener hjerneforskning er det vigtigste i verden, da den verden vi alle sammen oplever sker igennem hjernen og det er vores virkelighed. Det er egentlig også kun dele af bogen der kan kaldes science fiction, og læseren kastes igennem nærmest alle andre tænkelige genrer. Satiriske historier om Gud, klassiske gysere, hård porno, filosofiske samtaler, debatter i noget der ligner essayform og poesi.

ENW skriver jo glimrende og behersker mange former for skrivestil, og de bliver flittigt brugt. Det går endda til tider over i engelsk, tysk, fransk og sågar latin. Sproget er i hvert fald ikke kedeligt, men indholdet forvirrer læseren hele tiden, og det har været en af de sværeste bøger for mig at komme igennem. Det er muligvis også forfatterens hensigt at trække sin læser igennem hele repertoiret, med alt fra at man ikke kan lægge den fra sig til at man har lyst til at rive et par hundrede sider ud, bare for at komme videre.

Måske skal man kende mere til ENW’s forfatterskab for at kunne få mere mening ud af værket end jeg umiddelbart kunne, men ellers er det uanset hvad næppe et værk man glemmer lige foreløbig, hvis man tør angribe de mange sider.
Nu har jeg så læst ENW’s første roman og hans nyeste. Måske på tide at se på det inde i midten, men det bliver ikke lige foreløbig tror jeg.

Knud Larn fik mig til at møde op til Science Fiction Cirklens generalforsamling i dag, og jeg endte med at komme ind i bestyrelsen. Det bliver jo spændende og håber der kan komme noget godt ud af det :-)

“Primer” er en uafhængig science fiction film lavet med et budget på kun 7.000 dollars. Så den ligger meget langt fra effektfyldte sci-fi storproduktioner, men den har tilgengæld en hamrende intelligent og original historie, som man ikke ser meget andre steder.

Det handler om et par unge opfindere der arbejder på sære tingester i deres garage. En dag får en bygget en maskine han ikke rigtigt forstår. Den opfører sig mod fysikkens love. Det viser sig at være en form for tidsmaskine, der lader et objekt rejse tilbage i tiden, men kun tilbage til hvor maskinen blev startet. De to opfindere begynder at bruge maskinen på sig selv, og de er yderst påpasselige med ikke at forstyrre tidens gang og skabe paradokser, men det bliver svært da selv de mindste detaljer kan have stor betydning.
Umiddelbart lyder det meget tidsrejse-historie-typisk, men plottet er skruet sammen på en helt unik, kompliceret og intelligent måde. Det er en af den slags film man får vredet hjernen med at holde styr på flere forskellige tidslinjer, som i film som Memento eller Eternal Sunshine of the Spotless Mind, men der overlades langt mere til seeren i at stykke det hele sammen.

Selvom jeg ved første syn finder den genial på mange måder, så kan man også kritisere det for måske at være for overkompliceret, hvor man bare gør en historie så indviklet at ingen fatter hvad der foregår, bare for at være på tværs. Weird for the sake of weird. Men der mening i kaoset og man kan få hjælp fra den omfattende analyse i Wikipedia-artiklen.
De fleste tidsrejsehistorier kommer med en eller anden form for konklusion på paradokserne. Kan man eller kan man ikke ændre fortiden, eller skabes der en ny tidslinje hver gang. Alle muligheder er åbne i denne film.

Filmen kan kun anbefales hvis man ligesom mig savner nogle mere filosofisk og intellektuelt udfordrende science fiction film, der ikke taler ned til seeren eller pådutter nogen moralsk tolkning, end hvad der ellers er på markedet.

SBS Net sender en science fiction film hver søndag aften, og i søndags var det 2002 udgaven af The Time Machine, instrueret af Simon Wells, der i øvrigt er en efterkommer af H.G. Wells der har skrevet den bog filmen er baseret på. Det var en film jeg mange gange undervejs skiftede holdning omkring, hvor den til tider virkede håbløst klichefyldt på en dårlig måde, men til andre tider havde nogle gode sider. Tyder mest af alt på en film der ikke rigtigt ved hvad den vil, og ikke fører de ideer den tager op helt ud.

Den lidt kiksede videnskabsmand Alexander Hartdegen får endelig taget sig sammen til at fri til sin veninde, men de bliver kort efter røvet og ved et uheld bliver hun skudt. Den ulykke vil han gerne forhindre og han bygger derfor en tidsmaskine. Desværre erfarer han at det ikke er muligt at ændre fortiden og prøver derfor at finde svaret langt ude i fremtiden. Denne første del af filmen varer kun en halv time, og virker meget forjaget, hvor man både vil prøve at være lidt morsom og forklare handlingen med store bogstaver for tungnemme seere. Efter man lige har vist nogle meget korte glimt af den nogenlunde nære fremtid, havner Alexander 800.000 år ude i fremtiden, og derefter er det mere en action-adventure film.

Som nævnt gik det lidt op og ned med hvad jeg synes om filmen, der både prøver at fastholde en helt klassisk klichefyldt tidsrejsehistorie som man kan finde i Anders And historier, med de morsomheder man nu kan lave på det, og også prøver at tilføje flere dimensioner i historien. Det sidste lykkedes kun delvist synes jeg. Alexanders samtale med ham den hvidhårede skabning under jorden er filmens mest interessante, hvor nogle moralske problemstilligner angående hans tidsrejser og det at han dømmer 800.000 års evolution efter sin egen tids moral, bliver vendt. Desværre bliver det ikke til meget mere end det, og man ender blot med at slutte historien med nogle effektfyldte kampscener.

Selvom det er baseret på den helt klassiske tidsrejsehistorie, kunne man nu godt i 2002 indse at der er lavet utallige tidsrejsehistorier sidenhen som folk kender til, og dermed prøve at tilføje noget nyt og anderledes til historien. Og da filmen kun er på en halvanden vil jeg mene man sagtens kunne finde tid (haha) til mere i handlingen, og ikke have sådan en forhastet start på filmen.

Så fik Darker Projects afsluttet deres fanfiction audiodrama serie “The Section 31 Files”. Den tredje sæson blev kun på syv afsnit og serien er nu erklæret for afsluttet. Jeg har tidligere anmeldt første og anden sæson.

Sæsonen starter med at Mak er havnet på Rura Penthe og arbejder på en flugtplan. Efter denne interessante flugt indledes begyndelsen på enden, hvor en ny race kaldet the Dalek invaderer Federationens rum, og de er langt værre end the Dominion og the Borg til sammen. The Dalek og the Borg støder dog på hinanden, hvilket giver besætningen på Nosferatu lidt tid til at tænke på en plan.

Det hele ender meget definitivt, men bærer desværre meget præg af at forfatteren har ville lukke alle plots på en og samme tid. Det giver dog mening, men man kunne godt have ønsket sig mere tid til de ellers gode plots, fremfor at det hele drukner i lydeffekter til sidst.

Jeg håber da at Darker Projects engang i fremtiden vil lave noget mere Star Trek audiodrama, men det lader til at kræfterne i øjeblikket bruges på andre titler som “Far Horizons”, som dog heller ikke er helt dårlig.