Ja for et års tid siden åbnede jeg bloggen med denne anmeldelse af podcastromanen Earthcore, der i øvrigt stadig kan anbefales. Omtrent 120 indlæg er det blevet til, hvilket jo giver lidt under 3 om ugen. Det er da ikke helt dumt.
For mig selv har det betydet en del. Ledt mig ind i 3 foreninger og styrket min interesse for genren gevaldigt på et år. Hvor mange og hvor meget læserne får ud af det ved jeg ikke, men jeg kan da konstatere omtrent 20 unikke hits om dagen. Flere af disse er sikkert spamrobotter, men der er da også hits fra relevante google-søgninger.
Mængden af kommentarer har ikke været helt som jeg havde håbet på, og bloggen er ikke så dynamisk igen, men jeg er da glad for den positive interesse der har været, da bloggen er blevet nævnt i flere fanzines og på andre danske sites.