I denne måned har Azur taget fat på denne Clarke-klasikker fra 1979, der må siges at være ganske repræsentativ for Clarke’s forfatterskab. Han viser fuldt ud sine evner for at have troværdige og gennemarbejdede visioner for fremtiden, men den store tekniske viden overskygger måske lidt hans historiefortælling. Den har vundet både en Nebula og en Hugo award.

Ingeniøren Vannevar Morgan har efter sin succes med en bro mellem Gibraltar og Afrika, planer om et endnu større projekt; et tårn til stjernerne. Ved hjælp af et nyt stærkt og ultratyndt fiber skal det via en elevator være muligt at komme ud i rummet, hvilket er langt billigere og mere effektivt end at sende raketter af sted nede fra Jorden. Der er bare et problem, nemlig at det eneste sted et sådan tårn kan placeres grundet diverse forhold i Jordens tyngdefælt, er ved et tempel hvor en munkeorden har holdt til i årtusinder.
Det er dog ikke specielt det der gør bogen interessant, men derimod de mange ideer Clarke sætter ind som biting i romanen. Der omtales menneskets første møde med en anden intelligent race, i form af en rumsonde der kommer forbi Jorden og giver dem en masse oplysninger, for at rejse væk igen. Og en næsten præcis forudsigelse af hvordan vi mennesker vil bruge Internettet til informationssøgning, kommer Clarke også med, der igen understreger hans sans for teknologiudvikling.

Det er en meget iderig og potentiel åben roman, som der sikkert kunne skrives utallige sidehistorier til, men dens betydning har nok været størst med dens introduktion af en rumelevator. Det er nu ikke Clarkes egen ide, men han var blandt de første til at bruge ideen i en roman, og ses nu ofte i science fiction litteratur. Men som nævnt i starten, så er selve plottet og historien noget tynd i sig selv, og måske lidt for åben trods alt, men elsker man teknisk hard science fiction, så er der masser af guf at finde her.