The Matrix Trilogy

Med eksamener overstået har jeg blandt andet brugt weekenden på at gense The Matrix trilogien. Lidt blandet fornøjelse.
Fantasy-genren har jo i de seneste år får enorm succes godt hjulpet på vej af store film som Harry Potter og Lord of the Rings. Science fiction har som egentlig modsvar vel kun Matrix-trilogien, men som desværre ikke har skabt helt samme interesse og begejstring for science fiction. Hvilket egentlig er forståeligt nu jeg har set genset trilogien, da den skifter alt for meget i mellem at være en opvisning af Hollywoods evner til special effects og så rent faktisk have nogen interessante ideer angående fremtiden for kunstig intelligens.

Første film er selvfølgelig den mest banebrydende, men nu hvor jeg ser den igen synes jeg egentlig ikke den er så god som jeg husker den. Alt det kung-fu halløj og “bullet time” effekter fænger nok ikke som det gjorde da jeg var 14. Den indeholder alt for meget overspillet teatralsk dialog der virkede som målrettet mod at blive brugt til at citere, hvilket det også blev. Har måske også noget at sige, at man har hørt de velkendte citater så meget efter filmen fik succes, at det når man ser filmen igen virker iriterrende.

Anden film, Reloaded, ser jeg nu som langt bedre. Dialogen er blevet mere naturlig, man ser et bredere billede af den verden det foregår i, både inde i The Matrix og i den rigtige verden og Agent Smith er blevet en langt mere interessant karakter. Byen Zion minder mig om det undergrundssamfund på Mars fra Kim Stanley Robinsons Mars-trilogi. Matrix-verdenen får også nogle nye sider, hvor vi møder flere selvstændige programmer der lever i eksil fordi de står til at skulle slettes, hvilket viser at de kunstigt intelligente maskiner har udviklet sig så meget, at de ikke længere er en homogen størrelse, men individuelle forskelle og bevidsthed er opstået.

Tredje film, Revolutions, skuffede så lidt mere igen. Der er ikke mange scener der forgår i The Matrix, hvilket ikke gør så meget i sig selv, men hele filmen er jo bare en lang actionscene med endeløst skyderi og meningsløse kung-fu scener. Og selvom det er fint med en relativ åben og lidt mystisk slutning, så virkede den nu alligevel for usammenhængende.

Samlet set så vakler trilogien lidt mellem gennemtænkt science fiction og ren action, som jeg også nævnte i starten. Sammenhængen mellem de to dele er til tider ret tynd. Fx scenen fra Reloaded hvor Neo slås med flere hundrede Agent Smiths har jo absolut intet plotmæssigt formål, men fylder alligevel en del i filmen. Mens man omvendt har pakket næsten hele plottet ned i samtalen Neo har med The Architect.
Så selvom jeg ikke kan benægte at der er nogle yderst imponerende actionscener, så er det nu alligevel disse brudstykker hvor Neo lærer diverse sære afkroge af programmerne i The Matrix systemet, jeg finder mest interessante. At hele problemet med Neo, Smith og profetierne alt sammen blot er en del af en matematisk ligning der ikke rigtigt vil gå op, er ganske fascinerende og godt gennemtænkt. Det viser at Wachowski brødrene har videretænkt nogen nuancer i disse intelligente programmer, hvorimod i den første film var de bare onde maskiner.
Den virtuelle virkelighed er selvfølgelig også et godt filosofisk emne, som Cypher i første film tager op ved at han vil tilbage i The Matrix, fordi den kan jo være ligeså virkelig som mennesket kan opfatte. Hvis mennesket opfatter sin tilværelse som virkelig og fri, så er det vel også godt nok kan man sige? Hvordan kan man afgøre om det ene skulle være mere virkeligt end det andet, når mennesket ikke kan opfatte det forskelligt. Måske filoffen Carsten kan sige noget begavet om dette emne? :-)

Igen, det er den slags jeg godt kunne have ønsket mig mere af i filmene eller i hvert fald fået det bedre afbalanceret med de effektfulde actionscener, så det ikke virker som om den ene eller anden del er påklistret, men at det hang sammen.
Og det er måske et godt bud på hvorfor denne filmsucces ikke har givet en større interesse for science fiction, da den nok mest bliver husket som en flot actionfilm.