The Matrix Trilogy

Med eksamener overstået har jeg blandt andet brugt weekenden på at gense The Matrix trilogien. Lidt blandet fornøjelse.
Fantasy-genren har jo i de seneste år får enorm succes godt hjulpet på vej af store film som Harry Potter og Lord of the Rings. Science fiction har som egentlig modsvar vel kun Matrix-trilogien, men som desværre ikke har skabt helt samme interesse og begejstring for science fiction. Hvilket egentlig er forståeligt nu jeg har set genset trilogien, da den skifter alt for meget i mellem at være en opvisning af Hollywoods evner til special effects og så rent faktisk have nogen interessante ideer angående fremtiden for kunstig intelligens.

Første film er selvfølgelig den mest banebrydende, men nu hvor jeg ser den igen synes jeg egentlig ikke den er så god som jeg husker den. Alt det kung-fu halløj og “bullet time” effekter fænger nok ikke som det gjorde da jeg var 14. Den indeholder alt for meget overspillet teatralsk dialog der virkede som målrettet mod at blive brugt til at citere, hvilket det også blev. Har måske også noget at sige, at man har hørt de velkendte citater så meget efter filmen fik succes, at det når man ser filmen igen virker iriterrende.

Anden film, Reloaded, ser jeg nu som langt bedre. Dialogen er blevet mere naturlig, man ser et bredere billede af den verden det foregår i, både inde i The Matrix og i den rigtige verden og Agent Smith er blevet en langt mere interessant karakter. Byen Zion minder mig om det undergrundssamfund på Mars fra Kim Stanley Robinsons Mars-trilogi. Matrix-verdenen får også nogle nye sider, hvor vi møder flere selvstændige programmer der lever i eksil fordi de står til at skulle slettes, hvilket viser at de kunstigt intelligente maskiner har udviklet sig så meget, at de ikke længere er en homogen størrelse, men individuelle forskelle og bevidsthed er opstået.

Tredje film, Revolutions, skuffede så lidt mere igen. Der er ikke mange scener der forgår i The Matrix, hvilket ikke gør så meget i sig selv, men hele filmen er jo bare en lang actionscene med endeløst skyderi og meningsløse kung-fu scener. Og selvom det er fint med en relativ åben og lidt mystisk slutning, så virkede den nu alligevel for usammenhængende.

Samlet set så vakler trilogien lidt mellem gennemtænkt science fiction og ren action, som jeg også nævnte i starten. Sammenhængen mellem de to dele er til tider ret tynd. Fx scenen fra Reloaded hvor Neo slås med flere hundrede Agent Smiths har jo absolut intet plotmæssigt formål, men fylder alligevel en del i filmen. Mens man omvendt har pakket næsten hele plottet ned i samtalen Neo har med The Architect.
Så selvom jeg ikke kan benægte at der er nogle yderst imponerende actionscener, så er det nu alligevel disse brudstykker hvor Neo lærer diverse sære afkroge af programmerne i The Matrix systemet, jeg finder mest interessante. At hele problemet med Neo, Smith og profetierne alt sammen blot er en del af en matematisk ligning der ikke rigtigt vil gå op, er ganske fascinerende og godt gennemtænkt. Det viser at Wachowski brødrene har videretænkt nogen nuancer i disse intelligente programmer, hvorimod i den første film var de bare onde maskiner.
Den virtuelle virkelighed er selvfølgelig også et godt filosofisk emne, som Cypher i første film tager op ved at han vil tilbage i The Matrix, fordi den kan jo være ligeså virkelig som mennesket kan opfatte. Hvis mennesket opfatter sin tilværelse som virkelig og fri, så er det vel også godt nok kan man sige? Hvordan kan man afgøre om det ene skulle være mere virkeligt end det andet, når mennesket ikke kan opfatte det forskelligt. Måske filoffen Carsten kan sige noget begavet om dette emne? :-)

Igen, det er den slags jeg godt kunne have ønsket mig mere af i filmene eller i hvert fald fået det bedre afbalanceret med de effektfulde actionscener, så det ikke virker som om den ene eller anden del er påklistret, men at det hang sammen.
Og det er måske et godt bud på hvorfor denne filmsucces ikke har givet en større interesse for science fiction, da den nok mest bliver husket som en flot actionfilm.

Science Fiction nr. 10

Jeg har længe haft dette hængeparti liggende, som Janus omtalte for længe siden. Omfanget af dette nummer er ikke så omfattende, med tre noveller, en længere artikel om rollespillets historie i Danmark og en række anmeldelser af Christopher Priests romaner, og til sidst en mængde nekrologer.

Poul Hartvigson fortæller om rollespillets historie i Danmark, lige fra den spæde start i 1974 hvor Dungeons & Dragons kom frem fra USA til i dag. Min viden om rollespil er på noget nær 0, lige udover Magic-kortspillet som han nævner kort et sted, så jeg lærte da noget, selvom jeg ikke kunne relatere til det. Udover at artiklen viser hvor meget et aktivt fanmiljø kan udrette på egen hånd.

Den første novelle Massekontrol af amerikaneren Lou Anders handler om en verden der er så overbefolket, at folk lever i den virkelige verden på skiftehold, hvor man resten af tiden er i en form for virtual reality. Det er set før, men jeg synes nu alligevel det er bladets bedste novelle.
Dernæst er der en noget kortere novelle af tyskeren J. Th. Tanner kaldet Dødssang, der er en underlig fortælling om en mand der i sin ubåd tager dybt ned i havet for at undersøge nogle havdyrs sang.
Den sidste novelle Skrig Engel af canadieren Douglas Smith er bladets længste, men desværre også måske lidt for lang. Det handler om et narkotisk stof kaldet Skrig, som hele menneskeheden tilsyneladende er dybt afhængige af, og de udnytter derfor de såkaldte engle på det groveste for at få stoffet. Udemærket historie som sådan, men jeg fandt måden den var skrevet på forvirrende og der var alt for mange personer i forhold til at det er en novelle.

Babylon 5 – Season 2

Babylon 5 - Season 2Anden sæson starter i et nyt år, 2259, og dermed lige efter slutningen af første sæson. En stor ændring i denne sæson er at den tidligere commander Jeffrey Sinclair bliver skiftet ud med kaptajn John Sheridan. I starten virkede han lidt mindre alvorlig end Sinclair og virkede ikke helt tilfreds med at han nu skulle administrere en rumstation fremfor at være kaptajn på et rumskib, men som sæsonen skred frem ender han alligevel med at minde en del om Sinclair, så som sådan har serien ikke ændret sig. De får nu endnu flere problemer med styringen fra Jorden og må træffe flere valg om de skal gøre hvad de selv mener er rigtigt eller følge ordrer.
Alt hvad jeg skrev om første sæson er stadig gældende, for serien fortsætter i samme spor og holder den overordnede sammenhæng. Der sker selvfølgelig en masse personudvikling, hvor flere af hovedpersonerne får deres “egen” episode hvor man lærer dem bedre at kende og vise nye sider af dem. Og mængden af plot og historier er kun tiltagende. Der drives flere halv-hemmelige undergrundsoperationer, hvor de netop trodser ordrer fra højeste sted, men stadig har deres moralske forpligtigelse til at gøre det rigtige. Hovedplottet i denne sæson er derimod krigen mellem Centauri og Narn, hvor det tydeligt bliver fremstillet at Centauri er de onde, men man ved at de er under indflydelse fra de stadig mystiske Shadows.
Selvom sæsonen bærer titlen The Coming of Shadows er vi nu ikke blevet meget klogere på dem. Sheridan er ved at erkende deres eksistens og sammen med blandt andet Minbarien Delenn og Vorlonen Kosh, prøver de at forberede sig på den krig de ved vil komme.

Der er måske ved at være lidt flere løsrevne episoder man kan se adskilt, hvor det egentlig kun er en god håndfuld af sæsonens episoder der virkelig bærer de store plots videre, hvor der sker en hel masse på en gang. Det kan jo både være godt og skidt at gøre det på den måde, men omvendt nok også noget mere realistisk. Større ændringer og omvæltninger sker jo på meget kort tid lige pludselig og ikke jævnt fordelt over et helt år.
Men der er for alvor taget hul på den samlede historie, hvor første sæson var ligesom starten af en roman med introduktion og opbygning af konflikter, hvor disse nu bryder ud i fuldt omfang og der ikke længere er nogen vej tilbage.

Ekstramaterialet er ikke overvældende, men for det meste godt.
Kommentarsporet med skuespillerne er virkelig spild af tid. De siger ikke noget videre interessant, men griner bare en hel masse, lyder noget berusede og brokker sig over de scener hvor de ikke er med.
Kommentarsporerne med Straczynski er derimod mere værd at høre til de to centrale episoder, hvor han selvfølgelig fortæller om sine ideer med at trække handlingen eller personerne i en bestemt retning, hans valg af special effecets osv.

På sidste disc er der et par korte dokumentarer på 10-12 minutters varighed.
Først hvor producere, manuskriptforfattere, skuespillere, klippere osv. fortæller om hver deres del i at få lavet en episode. Rimelig standard, med ros på kryds og tværs fra hele holdet om hvor gode de alle sammen var.
Dernæst fortæller Straczynski om hvordan de vandt en Hugo Award to år i træk for to af seriens centrale episoder og hvor meget den ære betyder for ham, da han selv ser en Hugo Award som et kvalitetsstempel når han skal vælge en ny science fiction bog fra boghandleren.

Så jeg må endnu engang erkende at det her er en glimrende serie, men også svær og kompleks, da der er meget at holde styr på og tilsyneladende ubetydelige detaljer kan ende med at dukke op igen som et centralt element i et senere afsnit. Spænding mangler der i hvert fald ikke og det kan da kun blive mere i tredje sæson, nu hvor alle konflikterne har fået sat sig fast og store slag må udkæmpes.

Star Trek V: The Final Frontier

Star Trek V: The Final FrontierDenne femte Star Trek film fra 1989 er blevet kaldt den dårligste af alle Star Trek filmene, og den vandt tilmed et par Razzies awards (en slags Oscar bare for værste film). Der er vist også noget om det et eller andet sted. Der er virkelig bare en hel masse galt med den film på mange punkter, selvom den enkelte steder kunne have potentiale til noget andet.

Filmen handler ganske kort om en vulcan der lader sig styre af sine følelser fremfor logik, mener at have fundet ud af hvor Sha Ka Ree befinder, for mennesket kendt som paradisets have, befinder sig. Han kaprer derfor Enterprise for at flyve til galaksens centrum, hvor sandheden om denne “gud” bliver afsløret.
Selvom det ikke er så tit at et emne som gud tages op i Star Trek, så er det ikke så meget det der er filmens problem, men måden det er udført på. De “overtalesesmetoder” vulcanen bruger for at kapre Enterprise virker ikke særligt troværdige. Dialogen er en underlig kikset, hvor den kan gå fra det meget højt filosofiske til banal dagligdagssnak, hvor det bare ikke fungerer. Specielt scenen hvor de endelig kommer frem til denne planet og vulcanen udråber We have travelled far og bagefter næsten viskende “..by starship.” virker umådeligt kikset og fjollet.
Filmen indeholder også irriterende åbenlyse fejl. For det første vil det tage noget i retning af 100 år med top warphastighed at nå galaksens centrum. For det andet tales der om en “great barrirer” de skal bryde som ingen andre har gjort før og vendt tilbage, og når Enterprise endelig når dertil volder det dem ingen problemer overhovedet.
Den har dog sine gode sider. Fx en af åbningsscenerne hvor Kirk, McCoy og Spock er ude i vildmarken for at campe foran et lejrbål og klatre i bjerge, ganske god og viser nye karaktertræk af de tre hovedfigurer. Ligeledes scenen hvor vulcanen får en indre smerte frem i McCoy, viser doktoren fra en helt ukendt vinkel.
Helt forfærdelig er filmen da heller ikke. Den tager da fat på store og tunge emner, og behandler dem på god Star Trek maner, uden at give helt konkrete svar til sidst.
Kirk gør meget ud af at sige at den slutning med 10 stenmænd der jagter ham der ikke kom med vil have gjort filmen bedre, men det har jeg nu svært ved at se. Det vil blot have været endnu en actionscene, der ikke rigtigt vil bringe historien videre.

To kommentarspor er der som altid, et tekstet med Okuda og et indtalt, denne gang med instruktør og skuespiller William Shatner og hans datter Liz. De fortæller en masse om filmens tilblivelse, men mest af alt diverse beklagelser og undskyldninger om at de havde for lidt tid og for få penge til at lave den film de havde ønsket. Noget af det er sikkert reelt nok, men det bliver lidt trættende at høre på. Specielt fordi Shatner er ret kedelig at høre på og der er alt for mange talepauser.
Det tekstede spor er som man kender. En del teknisk og en masse navne, men stadig med lidt humor. Der bliver blandt andet nævnt en del om forskellige sets og kulisser i filmen der også har været brugt i TNG, samt andre kommentarer om hvordan det har været med den serie kørende samtidig med at denne film blev til.

Ekstramaterialet er opdelt som de andre film, med en sektion kaldet The Star Trek Universe og en Production, samt lidt blandet som trailere, billedgallerier og slettede scener.
Under The Star Trek Universe finder man først en dokumentar om Herman Zimmerman, der både er en biografi og en hyldest af ham og hans arbejde som production designer på de nyere film og serier. Han har blandt andet designet Enterprise skibene og Deep Space 9 stationen.
Et interview med William Shatner optaget ved Yosemite bjergerne, hvor en af filmens første scener finder sted, er også med, hvor Shatner nu mere fortæller om bjergbestining end om filmen. Det er dog bestemt mere værd at se end det interview han leverede til “Star Trek IV: The Voyage Home”.
I Cosmic Thoughts filosoferer blandt andet Ray Bradbury og David Brin over emner som universet og Gud. Tankevækkende sager, men til tider lidt højtflyvende.
Skuespillerne der spillede de to klingoner Vixis og Klaa i filmen fortæller i 13 minutter om hvordan de fik rollen og hvor stort et arbejde de lagde i at opbygge passende muskelmasse til deres rolle. Fin dokumentar, men irriterende at kameramanden synes at han skulle ryste billedet en del.
Til sidst er der en dokumentar om fremtidens miljøsituation, hvor blandt andet folk fra nationalparkerne i USA taler om hvordan science fiction kan hjælpe med at sætte fokus på den slags problemer og at Star Trek især har et optimistisk syn på fremtiden hvad angår miljø og klodens tilstand.

Under Production er ekstramaterialets bedste og længste dokumentar The Journey, hvor filmens tilblivelse gennemgås og hvilke vanskeligheder de havde med at lave filmen og også om få overbevist folk om selve plottet.
Man finder også klip fra en pressekonference fra inden filmens premiere, men det er en pinlig og kikset affære, hvor skuespillerne prøver med forskellige morsomheder som helt falder til jorden i pinlig tavshed. Journalisternes meget få spørgsmål var heller ikke meget bedre.
Derudover får vi også en masse råklip fra makeup tests, special effecets i tidlige faser og lignende.

Et par meget korte slettede scener er ligeledes at finde, men ingen af dem har rigtig nogen værdi. Trailere, billedgallerier, storyboards og den slags er som på de andre udgivelser også at finde, hvis man har interesse i den slags.

Både filmen og ekstramaterialet er en lidt blandet fornøjelse, omend man vel kan sige det er svært at se noget rigtigt spændende i ekstramateriale til en film man ikke synes er særlig god. Det kunne dog have hjulpet hvis man var lidt mere ærlig omkring filmens tydelige problemer og det store flop den endte med at blive, fremfor behændigt at forsøge at ignorere det. Men Shatner siger et eller andet sted at han er god til selvbedrag, så det er nok forklaringen.