Den serbiske forfatter Zoran Zivkovic er en af gæsterne til dette års Eurocon der afholdes i København, og så er det jo godt at han nu er blevet oversat til dansk for første gange med denne novellesamling, udgivet af forlaget Tiderne Skifter.
6 noveller er at finde i denne samling, der alle er skrevet i førsteperson, dog ikke den samme person, der stifter bekendtskab med et bibliotek af en eller anden overnaturlig art. Fælles for disse biblioteker er at de på et eller andet plan indeholder “alt” af noget. Personenerne har lidt forskellig tilgang til dette overnaturlige bizarre møde med et fantastisk bibliotek eller en forhekset bog. Nogen tager det helt roligt som det var det mest naturlige i verden, mens andre bliver skræmte over at deres virkelighedsopfattelse er blevet ødelagt. Alle har de dog typisk et eller andet forhold til bøger, fx som forfattere eller som bibliofile.
Eksempler på mystiske biblioteker er et virtuelt bibliotek på nettet der kan forudsige hvilke bøger en forfatter vil skrive eller en der finder hele verdenslitteraturen i sin postkasse.
Zivkovic fordrejer virkeligheden tilpas meget uden at det bliver for overdrevet, så det stadig er genkendelige hændelser der finder sted, blot med et bizart overnaturligt twist. Ligeledes har alle historier et lettere humoristisk præg, dog uden at det bliver for latterligt eller direkte komedie, men et lettere spuriøst præg man trækker på smilebåndet over. Han skriver ganske enkelt og ligetil, hvor fortælleren helt konkret fortæller hvad han gør og tænker. Det er ikke dyb og seriøs litteratur, men blot dejlig fornøjelig læsning med pudsige ideer man kan tænke videre over.
Jeg kan bestemt anbefale denne lille samling til praktisk talt alle, da det er let at gå til og jeg er sikker på de fleste vil finde flere eller alle novellerne ganske rar og hyggelig læsning.
Og med dette siger jeg godt nytår til alle derude!
De er da meget interessante