DR2′s julekalender hedder i år Jul i verdensrummet og det er jo selvfølgelig inden for bloggens emneområde, så jeg vil anmelde 8 afsnit ad gangen, hvilket jo så i alt bliver af tre omgange.
Det er blandt andet velkendte ansigter fra Dolph & Wullf der er med i denne julekalender, der finder sted på en dansk rumstation kaldet Christian d. 4. Det hele starter med at Mark Henriksen bliver den første danske rumturist, da han har vundet en uges ophold på den danske rumstationen med morgenmadsproduktet Kellflakes.
I denne første uges tid der er nu er gået er Mark faldet nogenlunde til, omend han hele tiden har været noget tilbageholdende og genert. Men seriens egentlige præmis kom i går aftes hvor han fik at vide at han ikke kunne komme ned på Jorden igen til tiden, men må blive på stationen helt til marts. Det er han selvfølgelig meget ked af da hans kone er sat til at føde deres første barn d. 24 december. Så mit bud er rimelig oplagt at nu kommer serien nok i nogen grad til at handle om at få ham hjem inden jul. Det er i hvert fald hvad man forventer af en julekalender, da de alle handler om et eller andet der skal nås inden d. 24 december, men med det morsomme hold der står bag julekalenderen, vil jeg nu nok holde andre muligheder åbne, for at de tager røven på os.
Det kommer nok ikke bag på nogen at det er en lidt speciel humor. Ellers blev den jo ikke sendt på DR2. Det er ikke spor højrøstet eller overdrevet som man kender det fra Dolph og P.I.S., men er egentlig mere nede på jorden (no pun intended) og hverdagsagtig. Dog er det stadig tilpas bizart, så man har den der komiske distance. Det minder mig lidt om serien Klovn med Frank Hvam på nogen punkter, med de lidt pinlige og akavede hverdagssituationer, som lige bliver gjort en anelse mere bizare.
I den første uge synes jeg lidt at der ikke sket det store fremskridt i handlingen. De laver jo ikke en pind på den rumstation sådan set! Men efter gårsdagens afsnit så kom der lidt mere skub i tingene, og vi så Mark træde lidt mere i karakter.
Set med science fiction briller er der måske ikke voldsomt meget at komme efter, men fx er kulisserne ganske flotte og det er da ikke utænkeligt de har skellet lidt til Enterprise. Den svenske forskers ideer om at vi skal finde et andet sted at bo når Jorden går under og at planter har følelser, kunne måske udvikle sig mere, men virker nu umiddelbart mest som blot endnu et komisk indslag.
Det der dog er herligt ved den er at det er så ærketypisk dansk hele vejen igennem, selvom man ikke helt kan definere det. Jeg ved ikke om budskabet er noget retning af, at hvis endelig Danmark fik en rumstation vil vi ikke have en pind at bruge den til, men man kan da i hvert fald konstatere at tiden går med at sove, drikke cola og spille PlayStation deroppe.
hehe. ser det selv lidt som kollektivet eller kollegiet flyttet til det ydre rum – ganske som de gør i så mange andre scifi serier – der i bund og grund kun er militæret i det ydre rum.
Sådan kunne man også se det, omend Allan Falck Nielsen jo trods alt prøver at gøre det til en “arbejdsplads”.
I øvrigt et genialt nickname/domæne du har dig der, der kan vendes på hovedet og det hele
Hum – har netop opdaget, at man allerede, her den 16. december kan købe afsnit 1-8 af den anden DR Julekalender, Absalons Hemmelighed.
Det minder lidt om den scene i Mel Brooks’ Spaceballs, hvor Dark Helmet har købt filmen på video, inden den overhovedet er blevet udgivet, for at kunne spole frem og se, hvordan den ender.