Biblioteket

BiblioteketDen serbiske forfatter Zoran Zivkovic er en af gæsterne til dette års Eurocon der afholdes i København, og så er det jo godt at han nu er blevet oversat til dansk for første gange med denne novellesamling, udgivet af forlaget Tiderne Skifter.

6 noveller er at finde i denne samling, der alle er skrevet i førsteperson, dog ikke den samme person, der stifter bekendtskab med et bibliotek af en eller anden overnaturlig art. Fælles for disse biblioteker er at de på et eller andet plan indeholder “alt” af noget. Personenerne har lidt forskellig tilgang til dette overnaturlige bizarre møde med et fantastisk bibliotek eller en forhekset bog. Nogen tager det helt roligt som det var det mest naturlige i verden, mens andre bliver skræmte over at deres virkelighedsopfattelse er blevet ødelagt. Alle har de dog typisk et eller andet forhold til bøger, fx som forfattere eller som bibliofile.
Eksempler på mystiske biblioteker er et virtuelt bibliotek på nettet der kan forudsige hvilke bøger en forfatter vil skrive eller en der finder hele verdenslitteraturen i sin postkasse.

Zivkovic fordrejer virkeligheden tilpas meget uden at det bliver for overdrevet, så det stadig er genkendelige hændelser der finder sted, blot med et bizart overnaturligt twist. Ligeledes har alle historier et lettere humoristisk præg, dog uden at det bliver for latterligt eller direkte komedie, men et lettere spuriøst præg man trækker på smilebåndet over. Han skriver ganske enkelt og ligetil, hvor fortælleren helt konkret fortæller hvad han gør og tænker. Det er ikke dyb og seriøs litteratur, men blot dejlig fornøjelig læsning med pudsige ideer man kan tænke videre over.

Jeg kan bestemt anbefale denne lille samling til praktisk talt alle, da det er let at gå til og jeg er sikker på de fleste vil finde flere eller alle novellerne ganske rar og hyggelig læsning.
Og med dette siger jeg godt nytår til alle derude!

Subspace nr. 3, 2006

Lige inden nytår har trekkies.dk nået at sende årets tredje nummer af Subspace ud, hvilket jo er noget mindre end de fem man ellers stræber efter at få sendt ud om året, men det er nu forståeligt med den tumult foreningen har været igennem. Materiale mangler man tilsyneladende ikke, for der er en masse forskelligt i dette meget billedrige blad.

Sidste del af den videnskabelige artikel om stjerners liv er med, som selvfølgelig handler om novaer og supernovaer. Dernæst en gennemgang af de senere seriers genbrug fra den originale serie, hvor jeg nu mere kunne have ønsket lidt analyse af tematikker og budskaber der har været brugt i de forskellige serier, fremfor bare en ren opremsning af personer der har optrådt i flere af serierne. Igen er der et par medlemmer der fortæller om deres oplevelser med Star Trek i Mit Trek, denne gang af Kim Pierri og Thomas Skaarup. Den slags finder jeg altid spændende læsning. Kim Pierri har derefter en grundig gennemgang af forskellige formskiftende racer i Star Trek universet, og han har også et par korte anmeldelser af et par bøger. I endnu en artikel gennemgår Pierri det dystre spejlunivers, hvor jeg da lige kan tilføje at jeg mener Dr. Phlox i Enterprise dobbeltafsnittet In A Mirror, Darkly bemærker at Shakespeare tilsyneladende er den samme i to universer, hvormed man måske kunne konkludere at det parallelle univers er skabt efter hans tid, men det stemmer jo også overens med teorien om at det er skabt mellem de to verdenskrige.

Dette års DM i Star Trek, som jeg desværre ikke kunne deltage i, fylder selvfølgelig også en del i dette nummer, hvor vi både får et generelt overblik fra en gæst, kommer bag det praktiske med arrangementet og et godt interview med dette års danmarksmester. Der er masser af gode billeder, men jeg kunne måske godt savne et par eksempler på nogle spørgsmål fra denne berømte quizdyst, så man kunne få lidt mere indblik i hvad det hele egentlig har gået ud på.

Sparkling Death

Sparkling DeathMinsandten om det ikke er blevet til hele tre indlæg her første juledag, men der var åbentbart meget der lige blev færdigt i de her dage.

Det er endnu en podcast fra Podiobooks, skrevet og fortalt af en person ved navn Mark Butler. Og jeg kan ligeså godt understrege med det samme, at der er tale om en rendyrket simpelt underholdnings-spændings-roman. Man skal ikke forvente noget videre dybsindigt eller særlig originalt.

I denne hektiske og actionfyldte historie følger vi en gruppe fra en speciel agentenhed og deres jagt på at afsløre hemmeligheden og bagmanden bag en mineplanet hvor arbejderne holdes som slaver. De får befriet planeten og dens befolkning, bliver taget til fange, befrier sig selv igen og møder flere gange den mystiske Mr. Darkness, der er mørkere end et sort hul og absorberer al energi, i kamp.
Handlingen er vist egentlig ikke så vigtig og er så simpel, at den er svær egentlig at forklare, men der gemmer sig da nogle morsomme ideer bag. Det er egentlig blot en helt igennem klichefyldt heltehistorie med en gal og skruppelløs skurk, hans udødelige lejemorder og en gruppe helte der skal stoppe det hele.
Science fiction elementerne strækker sig ikke rigtigt til meget mere end at der bruges avanceret fremtidsteknologi.

Der sker en masse i hvert kapitel, hvor vores helte det ene øjeblik starter en revolution mod tyranerne på en planet og det næste må de kæmpe for livet i en bizar realisering af et skydespil. Man keder sig ikke og Sparkling Death skal nok også lyttes til som gemen spænding, action og underholdning, hvor man ikke behøver at tænke så meget.

Mark Butler læser historien fint op med masser af energi, men han er desværre meget upersonlig og det virker som om det er bestillingsarbejde han blot laver for en slat penge, hvilket dog ikke burde være tilfældet, da den selvfølgelig er under en fri Creative Commons licens. Hvor de fleste andre podcastforfattere taler lidt i starten eller slutningen af en podcast om dem selv og deres bog, så er det her bare ren oplæsning og intet andet.
Men ja, det er ikke en særlig lang historie og med det heftige tempo er man nok hurtigt igennem den, så den kan anbefales til folk der vil have en podcast der er nem at gå til.

Jul i verdensrummet 17-24

Ja så blev alle julekalendere vist afsluttet og mon ikke de alle endte lykkeligt juleaften. I mine to tidligere omtaler af denne julekalender, der er blevet sendt på DR2, har min begejstring svinget lidt, og min konklusion bliver også halvt om halvt.

Der begyndte at ske lidt flere dramatiske ting her til sidst, og den kontinuitet jeg havde savnet lidt kom der gang i, hvor de starter med at finde en blind passager om bord der viser sig at være en tidligere terrorist. Da hans mor bliver syg tager han stationens eneste nødkapsel, som de selvfølgelig får brug for da en meteor truer med at ramme stationen. Men det endte selvfølgelig lykkeligt med at de kom ned på Jorden og alle holdt jul hos Mark Henriksen, og hans kone fødte deres barn samme aften.

For mig virker det lidt som om at man havde en god ide om hvordan kalenderen skulle starte og hvordan den skulle ende, og derfor blev midten lidt underligt fyld, hvor man blot fik nogle sjove situationer uden den store sammenhæng.
Jeg må dog sige at det var en dejlig original julekalender, i modsætning til de store familiejulekalendere der følger det samme mønster år efter år. Ægte selvironisk dansk humor i et nyt format og det kan man jo kun bifalde. Alle afsnit kan stadig ses online via dr.dk/tv

Judas Unchained

Judas Unchained“Judas Unchained” er i direkte forlængelse af “Pandora’s Star” og afslutter historien som helhed. I modsætning til hvad jeg har set af kommentarer fra andre, så synes jeg nu bestemt den lever op til første del og det er samlet set endnu et glimrende værk.

Krigen mod MorningLightMountain fortsætter på mange fronter og det er så småt ved at gå op for lederne, at der kunne være noget om konspirationsteorien, da mange ting begynder at hænge mere og mere sammen. Ligeledes er de utallige sideplots og personer ved at få flettet deres handlingsforløb sammen i en større kontekst, som det også var tilfældet i NDT. Der skal træffes nogle store beslutninger for menneskehedens fremtid og det går ikke stille af sig.

Det er en simpel klassisk historie med onde rumvæsener der invaderer Jorden med laserpistoler. Hamilton pakker det blot ind i 2000 siders kompleks konspirationsteori og kriminalhistorier inden de mærkelige aliens angriber med deres laservåben.
Meget samme tema som i NDT med at hele menneskeheden bliver udsat for en slags prøve hvor de sammen må finde en løsning for at overleve som race. Og igen vendes temaer om brug af krig og våben nu også er den rette fremgangsmåde, også når der ingen anden udvej synes at være.
Efter at have læst Niels Dalgaard skrive noget om forfattere der har det med at fortælle den samme historie fire gange i samme bog, blot fra forskellige personer, indser man jo at det også er tilfældet for Hamiltons bøger. Vi har en række hovedpersoner der hver for sig kommer nærmere sandheden om The Starflyer, og samtidig også finder ud af noget om hinanden. Den slags fylder jo selvfølgelig en hel del, selvom historien ikke bliver længere af den grund, men det gør nu personkarakteristikken mere interessant, fremfor at det blot var en helt der fandt ud af det hele. Det vil være lidt kedeligt. Problemet er derimod at vi som læsere faktisk ved stort set det hele, og blot læser om de forskellige personer finde ud af hvad de andre ved. Den form for historiefortælling er nu i princippet fin nok og kan godt fungere, og gør det også her, da det ikke bliver direkte kedeligt, men igen er det ganske enkelt for meget. Ved NDT havde jeg intet imod længden og synes det gav god mening at have så mange detaljer med, men det samme er ikke helt tilfældet her. Der er alt for mange sider med endeløse samtaler blandt personer der kun rykker historien ganske lidt.
Men det er jo et bevidst valg fra forfatterens side, for vi har jo set med bøger som Misspent Youth og Fallen Dragon, at han sagtens kan skrive på en anden måde. Historier at det her omfang egner sig nu nok bedst til denne form.

Skal dog ikke forstås alt for negativt, for det er stadig en fantastisk historie og specielt den sidste havldel af denne bog rykker historien sig fint fremad hele tiden, da hovedpersonerne nu arbejder sammen og ikke skal rende rundt og finde ud af den samme information igen og igen. Plottet hænger glimrende sammen og jeg synes at den tager sig tid til at slutte ordentligt og ender ikke alt for letkøbt, hvor jeg synes NDT blev lidt forhastet til sidst og “løsningen” var lidt for meget “lad os spole tilbage”.
The Dragon Page fandt jeg et podcast interview hvor han fortæller om denne bog og afslører lidt af hans kommende trilogi, Void Trilogy, der foregår i samme univers 1000 år længere ude i fremtiden. Der burde bestemt være noget at glæde sig til.

Supernova

Denne film blev sendt kl. 01 i nat på TV3, hvilket lige var sent nok, så jeg måtte lege med den meget gamle videomaskine og få den til at optage. Den slags film bliver bare ikke sendt i normal sendetid. Ligesom TV2 Zulu for lidt tid siden sendte Star Trek IX: Insurrection kl. halv tre om natten. Nok om det.

Filmen handler om et redningsrumskib der modtager et nødsignal fra en måne der burde være forladt, men de tager alligevel af sted. Der sker tydeligvis normalt ikke meget ombord på det skib, så de er glade for at opleve noget. Undervejs får de dog store tekniske problemer, mister deres kaptajn og når de når frem har de kun 17 timer inden de er nødt til at flyve tilbage igen, for at skibet ikke skal sprænge i luften. Personen der havde sendt nødsignalet har fundet en nidimensionel genstand, som bliver bragt med ombord til undersøgelse. Det viser sig dog at være en noget farlig genstand og ham der fandt den har udviklet superkræfter og dræber nu besætningen en for en. Det hele ender i et stort kapløb mod tiden og en kamp for overlevelse.
Ja alt sammen enormt klichefyldt og halvkedeligt.

Det er egentlig synd, for selve grundideen i plottet har dog en vis potentiale og visuelt er filmen da også ganske pæn, men det kunne altså have været udført bedre. Udover Star Trek er det ikke så tit man ser film tage den slags ideer op med utallige dimensioner og dets indflydelse på vores kendte univers, så det er lidt synd at det druknede i klicheer, actionscener og ligegyldige sexscener. En anden titel burde man måske også have fundet, da den egentlig afslører slutningen, omend selve plottets baggrund for den supernova der finder sted kender man ikke.

Det er ikke nogen dårlig film og den kan da ses som lidt hurtig underholdning, men den kunne godt have været bedre.

Novum nr. 83

Novum nr. 83Lige inden juletid har SFC sendt deres medlemsblad Novum ud. Det var tiltrængt, men desværre lidt hurtigt læst. Derudover undrer jeg mig over hvor Proxima bliver af, men der står på SFCs webside at det først udkommer til november i 2007. Kan det virkelig passe?

Dette nummer har desværre ingen noveller, men Niels Dalgaards Litteraskopet er man jo heldigvis altid sikker på. Denne gang tager han fat på blandingen mellem krimi og science fiction, hvilket nu mest af alt bliver en gennemgang af Kathryn Ruschs Retrieval Artist-serie. Men nu ser jeg da frem til at komme i gang med Chasm City af Alastair Reynolds, som efter den omtale jeg har set af bogen, skulle være en krimiagtig science fiction. Jeg kom også til at tænke på at en del Babylon 5 afsnit er meget traditionel krimi, med en “hvem gjorde det?” opbygning, men som Dalgaard også påpeger så skal der mere til end blot at have en krimi på en rumstation. Plottet skal kun kunne hænge sammen i den kunstigt skabte science fiction virkelighed, hvor en del plots fra Babylon 5 krimi-afsnit ligesåvel kunne have udspillet sig i en hvilken som helst anden verden. Et bedre eksempel er derimod Peter F. Hamiltons novelle A Second Chance At Eden, der er en glimrende krimihistorie og hvor det hænger sammen med Hamiltons fremtidsverden.

Hele tre interviews, eller uddrag, med Ellen Garne, Erwin Neutzsky-Wulff og Niels-Ole Rasmussen får vi, men desværre er uddraget med ENW så kort at det ikke rigtigt giver mening. I både interviewet med Ellen Garne og Niels-Ole Rasmussen bliver problematikken med forlagsbranchens angst overfor science fiction vendt. Den skal åbentbart altid med.
Knud Larn har også sin report fra Fantasticon i bladet, og det er den samme som er at finde på hans blog.

Jul i verdensrummet 9-16

Jeg havde et ganske godt indtryk af denne julekalender efter de første 8 afsnit, men nu 8 afsnit senere igen er det indtryk faldet en del. Jeg synes sammenhængskraften er forsvundet og der nu blot bliver fortalt enkelte historier fra hverdagen, der så bliver vist igennem de lidt bizarre omgivelser og personer på rumstationen.

Mark Henriksen fik jo at vide at han ikke kunne komme hjem til jul hvor hans kone skal føde, hvilket han var meget ked af lige da han fik beskeden, men siden da virker han ikke spor mærket af det. Hvilket virker lidt ulogisk i mine øjne. Det er fint nok at man ikke har lavet en traditionel julekalenderopbygning hvor man skal nå noget inden d. 24, som jeg ellers havde forudset, men en eller anden form for logisk kontinuitet burde man nu holde.

Afsnittene er skam stadig sjove og i samme bizarre stil med situationer som arbejdsnedlæggelse i protest over nye regler, kleptomani og besøg af nogle russere. Sjovt er det da stadig, men jeg håber nu de inden jul kan få lidt mere sammenhængende julehistorie ind i det.

Jul i verdensrummet 1-8

DR2′s julekalender hedder i år Jul i verdensrummet og det er jo selvfølgelig inden for bloggens emneområde, så jeg vil anmelde 8 afsnit ad gangen, hvilket jo så i alt bliver af tre omgange.

Det er blandt andet velkendte ansigter fra Dolph & Wullf der er med i denne julekalender, der finder sted på en dansk rumstation kaldet Christian d. 4. Det hele starter med at Mark Henriksen bliver den første danske rumturist, da han har vundet en uges ophold på den danske rumstationen med morgenmadsproduktet Kellflakes.

I denne første uges tid der er nu er gået er Mark faldet nogenlunde til, omend han hele tiden har været noget tilbageholdende og genert. Men seriens egentlige præmis kom i går aftes hvor han fik at vide at han ikke kunne komme ned på Jorden igen til tiden, men må blive på stationen helt til marts. Det er han selvfølgelig meget ked af da hans kone er sat til at føde deres første barn d. 24 december. Så mit bud er rimelig oplagt at nu kommer serien nok i nogen grad til at handle om at få ham hjem inden jul. Det er i hvert fald hvad man forventer af en julekalender, da de alle handler om et eller andet der skal nås inden d. 24 december, men med det morsomme hold der står bag julekalenderen, vil jeg nu nok holde andre muligheder åbne, for at de tager røven på os.

Det kommer nok ikke bag på nogen at det er en lidt speciel humor. Ellers blev den jo ikke sendt på DR2. Det er ikke spor højrøstet eller overdrevet som man kender det fra Dolph og P.I.S., men er egentlig mere nede på jorden (no pun intended) og hverdagsagtig. Dog er det stadig tilpas bizart, så man har den der komiske distance. Det minder mig lidt om serien Klovn med Frank Hvam på nogen punkter, med de lidt pinlige og akavede hverdagssituationer, som lige bliver gjort en anelse mere bizare.
I den første uge synes jeg lidt at der ikke sket det store fremskridt i handlingen. De laver jo ikke en pind på den rumstation sådan set! Men efter gårsdagens afsnit så kom der lidt mere skub i tingene, og vi så Mark træde lidt mere i karakter.

Set med science fiction briller er der måske ikke voldsomt meget at komme efter, men fx er kulisserne ganske flotte og det er da ikke utænkeligt de har skellet lidt til Enterprise. Den svenske forskers ideer om at vi skal finde et andet sted at bo når Jorden går under og at planter har følelser, kunne måske udvikle sig mere, men virker nu umiddelbart mest som blot endnu et komisk indslag.
Det der dog er herligt ved den er at det er så ærketypisk dansk hele vejen igennem, selvom man ikke helt kan definere det. Jeg ved ikke om budskabet er noget retning af, at hvis endelig Danmark fik en rumstation vil vi ikke have en pind at bruge den til, men man kan da i hvert fald konstatere at tiden går med at sove, drikke cola og spille PlayStation deroppe.

Star Trek IV: The Voyage Home

Star Trek IV: The Voyage HomeDen fjerde Star Trek film afslutter den trilogi der startede med “The Wrath Of Kahn”, hvor den velkendte besætning endelig er på vej hjem til Jorden, men de står til at skulle for en krigsret for deres lange liste af brud på reglementet. Imidlertid truer et kæmpemæssigt ukendt rumskib Jorden, hvor de tilsyneladende søger at kommunikere med havets hvaler, men da de er udøde må Kirk og hans besætning om bord på et klingon rumskib rejse tilbage til 1980′erne for at bringe et par hvaler med tilbage. Udover at være en typisk lettere morsom tidsrejsehistorie, der i øvrigt også sagtens kan ses og nydes af ikke Star Trek kendere, tager den også den spændende ide op om at hvis rumvæsener kom til Jorden vil det måske slet ikke være os mennesker de var interesserede i at kontakte.

Det er bestemt en af de bedre Star Trek film, der også skiller sig lidt ud fra de andre ved at have lidt flere humoristiske indslag, samt at den foregår på Jorden i nutiden. Der tages også nogle gode temaer op i filmen som menneskets behandling af truede dyrarter og Spock der prøver at finde sig selv efter at være blevet genfødt i “The Search For Spock”.

Som altid er der et tekstet kommentarspor og et almindeligt indtalt kommentarspor med William Shatner og Leonary Nimoy der var instruktør på denne film. Det er selvfølgelig nyoptaget så de to gode venner taler en del om deres nostalgiske følelser overfor serien og at de er ved at blive gamle. I modsætning til kommentarsporerne på de tidligere film er dette mere samtale mellem de to end ren monolog, hvilket gør det sjovere at lytte til. Det er dog mest Nimoy der er interessant at høre på, da Shatner til tider kan blive lidt kedelig at høre på med meget lange sætninger uden egentlig pointe. Der er selvfølgelig nogle oplysninger der går igen i dokumentarne på den anden disc, men vi hører blandt andet at Shatner ikke var begejstret for ideen om at lave en tidsrejse historie, at man havde overvejet andet end lige hvaler til plottet og at Nimoy klart mener at det var George Lucas og Star Wars man må takke for at der kom gang i at blive lavet Star Trek film.
Det tekstede kommentarspor af Michael og Denise Okuda er rigtig godt på denne udgivelse. Hvor de tidligere nok mest var for særligt interesserede og kunne være lidt tørre og tekniske i det, er dette mere morsomt og spændende. Blandt andet om hvor de forskellige skuespillere har optrådt i senere afsnit af serien, at man i denne film ikke i særlig stor grad kunne genbruge sets fra de tidligere film, men tilgengæld er broen på klingon skibet blevet genbrugt rigtig meget i de senere film og serier og en masse morsomheder omkring de økonomiske fordele ved at bruge usynlige skibe fremfor at bygge rigtige modeller.

Der er rigtig meget ekstramateriale med den anden disc. I The Star Trek Universe finder man fire korte dokumentarer. Først tre kvantefysikere taler lidt om tiden og ormehuller i forskellige perspektiver relateret til tidsrejser, hvilket minder en lidt om pilotafsnittet til Deep Space 9 hvor begrebet tid også kom på prøve, eller TNG-afsnittet Parallels hvor kvantemekanikkens ideer bliver brugt. Dernæst lidt om hvaler. Forfatteren Margaret Wander Bonnano fortæller lidt om Vulcans, og til sidst ser vi på de kvinder Kirk har været knyttet til til. Desværre er alle disse klip temmelig korte, så man kommer ikke rigtigt i dybden.
Under menuen Production er der igen fire dokumentarer, selvfølgelig omhandlende produktionen af filmen hvor hovedfolkene bag filmen fortæller om deres ideer med filmen og hvordan den blev til. Rigtig godt og også noget længere end det andet. Derudover ser vi også et par eksempler på klipning og lyddesigneren fortæller om det meget interessante lydbillede han skabte til især filmens slutning.
De visuelle effekter bliver selvfølgelig også gennemgået, hvor man ser at de største udfordringer ikke var rumskibe eller lignende, men derimod hvalerne.
To tributes til Gene Roddenberry og Mark Lenard er også med, hvor familie giver en mere personlig vinkel på de to.
Tre interviews med Nimoy, Shatner og Kelley fra da filmen blev lavet får vi også, hvor det med Nimoy er bedst, da han virker mere engageret i at fortælle og deltage i interviews, mens Shatner nærmest ser ud til at kede sig extremt.

Alt i alt er det en rigtig god special edition DVD med meget ekstra guf udover den glimrende film, så hvis man vil have en af filmene i disse udgaver er det her bestemt en af dem man bør skaffe sig.