I en kommentar til “Red Planet” har jeg skrevet at jeg ikke rigtigt synes om Mission To Mars, men efter at have set den igen her på DVD var den slet ikke så dårlig som jeg huskede den. Er faktisk en rigtig flot og gennemtænkt film, men slutningen irriterer mig dog stadig lidt.
Filmen finder sted i år 2020 hvor den første bemandede rejse til Mars finder sted. Men på planeten møder besætningen et uhyggeligt fænomen og alle på nær en bliver dræbt. Det besluttes at en redningsmission skal sendes af sted, både i håb om at finde den sidste i live, men også for at finde ud af hvad der skete. Et kæmpemæssigt ansigt på størrelse med et bjerg er nemlig kommet frem på Mars’ overflade. Det minder lidt om setuppet til Red Planet, hvor det også var en slags undersøgelsesmission der også endte med at gå grueligt galt. De er begge også lavet i slutningen af halvfemserne hvor Mars-landinger var meget fremme i medierne. Man kan da håbe lidt på at NASA får skudt i gang i noget interessant igen, der også kan skabe lidt inspiration til Hollywood.
Selve filmen er først og fremmest enormt flot. Jeg ærgrer mig over ikke at have set den i biografen, for det har den bestemt potentiale til på lige med fod med klassikeren 2001. Filmen består typisk af lange scener uden eller med meget få klip, hvilket fungerer rigtigt godt i scener der foregår i vægtløs tilstand. Disse er i øvrigt enormt imponerende og meget troværdige. Det samme gælder for scenerne på Mars der har den helt rette stemning.
I modsætning til fx Red Planet og andre lignende film, så synes jeg besætningen virker mere troværdig og professionel i denne film. Ikke så meget pjat eller spillen karl-smart. Skuespillet er også fortrinligt trods de tydeligvis hårde forhold med at hænge i snore og befinde sig i store rumdragter.
Som nævnt iriterrer slutningen mig stadig lidt. Ikke selve dens indhold, men mere den meget udpenslende måde den udføres på, samt den lidt manglende logik i at Jim McConnell træffer det valg til sidst som han gør. Ellers er det nu en ganske pæn slutning.
Af ekstramateriale er der et kommentarspor med en række folk fra produktion og de visuelle effekter, hvor de godt engageret fortæller om hvordan de løste de forskellige problemer. Blandt andet hvor svære de vægtløse scener var og hvor meget der egentlig var i skuespillernes rumdragter, der næsten endte med at være komplette rumdragter med ilttilførsel, batterier og varme. Det er alt sammen ganske udmærket, men det er lidt svært at forstå meget af det, da man kun hører dem fortælle det og vi dermed ikke kan se det i praksis bag kameraet. Dette kommer dog i en 20min lang dokumentar, hvor vi rigtigt får et indblik i det praktiske arbejde med de mange flotte scener. Det havde måske været bedre hvis jeg havde set den før jeg hørte kommentarsporet. Man savner dog lidt at høre fra instruktøren eller manuskriptforfatteren, som kunne fortælle lidt om deres ideer med hensyn til filmens indhold, for det er jo ikke bare en ren effekt film.