“It was the dawn of the third age of mankind…” Således starter hver Babylon 5 episode og indleder en fantastisk space opera tv-serie. Serien består af i alt fem sammenhængende sæsoner med 22 episoder hver plus et par film. Præmissen i serien er en menneskeskabt diplomatisk rumstation hvor diverse politiske kampe mellem andre intelligente racer finder sted. Serien ender med at være en lang sammenhængende historie, og er dermed mindre episodisk end andre kendte science fiction tv-serier, og denne første sæson fungerer som en slags introduktion hvor universet og dets aktører præsenteres, en masse konflikter og spørgsmål om fremtiden og fortiden stilles op. Kort sagt så stiller sæsonen en masse spørgsmål og besvarer ikke nogen.
Vi følger hovedsageligt de officerer der driver stationen samt ambassadører fra de største andre racer i galaksen der har indgået et samarbejde med Jorden. Det foregår i år 2258 og et årti forinden har Jorden været i krig med en race kaldet Minbari, og nogle mysterier fra den krig, hvor kommandøren af Babylon 5, Jeffrey Sinclair, har spillet en central rolle. Derudover er der ambassadører fra nogle der hedder Centauri og andre under navnet Narn, der vist har et lidt anstrengt forhold til hinanden, og en fra den mystiske og meget gamle race kaldet Vorlons. Serien handler så om disse interne og eksterne stridigheder med sig selv og hinanden, samt hvad der nu kommer forbi af rejsende på stationen. Langsomt udvikler gennemgående konflikter og historier sig, som binder alle afsnittene sammen, selvom de stadig hver for sig er en historie. Det hele trækker imod mere konflikt mellem racerne, mens en ukendt og meget magtfuld kraft, kaldet Shadows, begynder at røre på sig og kan true hele galaksens tilstand.
Jeg kommer til at sammenligne Babylon 5 en del med Star Trek, og det er på ingen måde fordi jeg mener at man bør vurdere den ene op imod den anden, for selvfølgelig bør en serie vurderes på sine egne præmisser. Jeg gør det dog fordi at jeg kender til Star Trek og dermed er det rart at bruge den som referenceramme for at forklare hvad Babylon 5 er for en serie. Det kan virke som om at jeg fremstiller Babylon 5 som værende bedre end Star Trek, men dette er ikke tilfældet. Begge serier er geniale på hver deres måde.
Men først og fremmest er Babylon 5 mindre episodisk end man kender det fra Star Trek, hvilket gør at episoderne helst skal ses i rækkefølge da det er en fortsættende historie og man vil miste meget indhold hvis man ser dem løsrevet, selvom de dog stadig hver især har en enkeltstående historie. Det kommer også til udtryk i at det er idemanden bag serien, J. Michael Straczynski, der har skrevet stort set alle episoderne. Det giver en større sammenhængskræft, men gør måske heller ikke de enkelte afsnit så varierede.
Straczynski har gjort meget ud af hans fremtid til serien ikke skulle være utopisk, men en nogenlunde realistisk videreudvikling af nutidens problemer. Mennesker er kun en ud af flere racer i galaksen og er ikke nogen specielt overlegen. Der eksisterer stadig fattigdom og blodige krige på Jorden, og Babylon 5 er blot en del af militæret, kaldet Earthforce, og er underlagt et stramt budget som alle andre. Jorden er ikke en samlet enhed der altid er enige, men der eksisterer stadig ideologiske og nationale grupperinger der kæmper mod overmagten. Blandt andet er der en voldelig revolution i gang på Mars og magtfulde grupper på Jorden der ønsker at mindske samarbejde med rumvæsener. I modsætning til Star Trek er der heller ikke altid en gylden løsning på alle problemer, men de må faktisk træffe nogle hårde beslutninger der kan have store konsekvenser politisk. Problemerne består også mere af politisk modstand fra andre imperier der må løses som den slags nu fungerer i dag, og ikke diverse mystiske rumfænomener hvis fare kan neutraliseres ved at sende bestemte partikler mod det ved at omkalibrere ens deflector shield.
Hvad personerne angår er de heller ikke perfekte altvidende væsener der udfører deres job helt efter reglementet, som man til tider ser en del i Star Trek. De har deres fejl og mangler, og reagerer ikke altid lige professionelt. Vi ser dem også uden uniform hvor de ikke er “on duty”, hvilket giver nogen bedre vinkler på dem og ikke mindst deres fortid.
Babylon 5 har tydeligvis også været underlagt et mindre budget end Star Trek, i og med at alle afsnit foregår på stationen i de samme kulisser. Det er meget sjældent man kommer udenfor disse rammer, hvor i Star Trek ser man jo en ny planet i næsten hvert afsnit. Derudover har man heller ikke haft mulighed for at bruge modelskibe og lignende, men har brugt CGI effekter til alt der foregår i rummet, hvor serien på den tid virkelig var langt fremme hvad det angår. Efter nutidens standarder er grafikken måske ikke så imponerende (den er fra 1994), men det fungerer da. At det foregår meget i samme omgivelser har den fordel at historien og skuespillet må bære historien, og hvis jeg endelig skal vurdere op imod Star Trek, så er skuespillet altså noget bedre i Babylon 5. Selv en figur som G’Kar der spiller Narn ambassadøren formår virkelig at udleve den karakter, selvom han er helt pakket ind i makeup og en gummimaske.
Skal man være lidt kritisk, så skaber det dog også visse problemer med at have en meget sammenhængende historie i samme kulisser. Mange episoder kommer i opbygning til at minde om hinanden, typisk i form af at der sker en mystisk hændelse på stationen såsom et mord, en eksplosion, en person der forsvinder eller lignende og så bliver sikkerhedschefen Garibaldi sat på en efterforskning, hvilket så munder ud i en krimiagtig historie. At det så alligevel fungerer er at indholdet af disse hele tiden flytter den samlede historie lidt mere, og at hændelser har direkte konsekvenser senere hen, fremfor at det hele bliver pænt afsluttet hver gang. Hvilket jo så bliver både dens styrke og svaghed, at for at nyde serien kræver det at man ser det hele i en sammenhæng. Dermed vil jeg mene den egner sig rigtigt godt til DVD, mens det er forståeligt at TV-stationer vil være skeptiske ved at sende det, hvilket Straczynski også havde mange problemer med da han prøvede at sælge sin historie til et selskab.
Ekstramateriale er desværre ikke overvældende, men jeg er rigtig glad for at der er kommentarspor med Straczynski på to nøgleepisoder, Signs and Portens der også er undertitlen til denne sæson og det afsluttende afsnit Chrysalis, hvilket man virkelig har savnet på Star Trek serieudgivelserne. Der fortæller han ikke så meget om helt konkrete specifikke detaljer om de enkelte afsnit, men mere om hans overordnede ide til serien og hvor det pågældende afsnit passer ind der.
Derudover er der på sidste DVD et par korte dokumentarer. The Making of Babylon 5, præsenteret af Walter Koenig, har desværre ikke meget at gøre med en “bag om”-dokumentar at gøre, men er blot en 20min lang reklamefilm. Back to Babylon 5 er et 12min langt sammenklip hvor skuespillere og produktionsfolk siger en håndfuld sætninger om hvad de synes om serien. Igen heller ikke noget med meget kød på. Lidt mere interessant er en række korte klip med enkle fakta om personer, selve stationen, andre racer og lignende.
Men alt i alt må jeg sige det har været en god investering at anskaffe alle sæsoner med tilhørende film, da jeg efter den introducerende første sæson kun kan have gode forventninger til det fremtidige forløb af serien.
Ja, jeg må også se at få taget mig sammen til at få investeret i den.
Da jeg så pilotepisoden tænkte jeg : den bliver vist ikke til noget, men jeg gav den en chance, da den blev vist på hollandsk tv – og må sige, at første sæson er lidt langsom , med lidt spredt fægtning. Stracynski sætter scenen – som i en roman, og der synes i første sæson at være en del “tomgangs-episoder”. derefter tager det fart, og 3. og 4. sæson er mine absolutte favoritter, selvom der er adskillige gode episoder i de andre sæsoner.
I dag anser jeg nu B5 som min scifi favorithistorie, og selv om jeg elsker Star Trek for sine mange gode historier, er B5 et epos på video, med så stor en dybde, karakterudvikling, og JMS (Stracynski) giver hen ad vejen et utal af små vink om hvad der sker senere. Disse ser man dog først ved anden (eller senere) gennemkikninger.