Interstellar sysctl

Tredje sæson af Star Trek: Deep Space 9 er den der virkelig sætter gang i serien og den handling der udgør resten af serien. Krigen mod the Dominion fra Gammakvadranten er så småt ved at tage form og personerne har nu fået så meget karakter og baggrund at de er begyndt at blive interessante.

Jeg må hellere skrive lidt generelt om Deep Space 9, da jeg ikke har omtalt de tidligere sæsoner her på bloggen. Deep Space 9 er navnet på en rumstation der kredser om planeten Bajor, og stationen er egentlig en gammel Cardassiansk station. Bajor og Cardassia har været i krig i mange år, som nu er afsluttet og Bajor har bedt om hjælp fra Føderationen, der så overtager kommandoen over Deep Space 9 og skal fungere som støtte til den midlertidige Bajoranske regering. Nær stationen opdager man et stabilt ormehul til Gammakvadranten og åbner dermed op for uudforsket rum, men også en trussel om krig fra den race der hersker ultimativt i den kvadrant, the Dominion.

Som nævnt tager tingene mere fart i denne tredje sæson. Ikke fordi de to foregående sæsoner var kedelige eller dårlige, men det overordnede billede havde ikke rigtigt taget fat endnu. Selvom det hele foregår på en rumstation og dermed giver en meget anden slags serie end TNG og den originale serie hvor man flyver til ny planet hver dag, så kommer de nu stadig vidt omkring. Der er adskillige rejser til Bajor, Cardissia Prime og ikke mindst Gammakvadranten, så adspredelse er der nok af. Serien er også blevet udstyret med et nyt rumskib, krigsskibet Defiant, der skal fungere som et våben mod the Dominion.
Det politiske udgangspunkt som serien startede på synes at stå lidt stille. Bajor er tilsyneladende stadig under en midlertidig regering og Deep Space 9 drevet af Føderationen er der bare, hvilket jeg stadig synes er lidt underligt, da serien i starten lagde op til at det alt sammen var meget midlertidigt. Der sker dog stadig noget på Bajor i og med at en ny religiøs leder er blevet valgt, og hun mødes med modstand fra især Kira, der er en Bajoransk officer på Deep Space 9. Dette forløber især i episoderne Life Support og Shakaar.
Det ondsindede parallelunivers der stammer tilbage fra afsnittet Mirror, Mirror fra den originale serie, er også vendt tilbage i afsnittet Through the Looking Glass, hvor det velkendte univers bliver vendt helt på hovedet.
Efter min mening er nogen af de mest interessante afsnit dem hvor Cardassianen Garak spiller en vigtig rolle, hvilket vi ser i de to sammenhængende afsnit Improbable Cause og The Die Is Cast, der begge er fantastiske afsnit og nok sæsonens bedste. Det er fænomenalt skuespil og bringer historien om Cardassia videre. I det hele taget er Cardassians en spændende og fascinerende race i Star Trek universet.

Ekstramaterialet er ligesom på alle de andre sæsonudgivelser at finde på den sidste disc og er desværre ikke overvældende, men dog informativt. Mest interessant er The Birth of the Dominion and Beyond og The U.S.S. Defiant hvor idefolkene fortæller om hvad de ville med at introducere den nye trussel fra Gammakvadranten, the Dominion, og hvorfor serien skulle have et nyt rumskib og hvordan det markant adskiller sig fra andre af Stjerneflådens skibe. Det glimrende dobbeltafsnit “Past Tense” har også sin egen lille dokumentar, hvor man blandt andet ser at ideen med at sætte alle hjemløse hen i deres egen bydel faktisk slet ikke er så langt fra virkeligheden.

Deep Space 9 er i den grad en serie hvor man bør se den fra starten og kun i noget omfang kan springe rundt til tilfældige afsnit, men hvis der skal siges noget, så er det med denne tredje sæson at man virkelig bør se afsnittene i deres rette sammenhæng.

Dette album har jeg haft liggende i mange måneder uden at få det læst, hvilket siger mig at tegneserier åbentbart ikke rigtigt kan fange min interesse. Men nu fik jeg læst det færdigt og interessen faldt kun mere.

Na har fået en lyst til at rejse til Saturn for at redde befolkningen ud af den undertrykkelse de er pålagt af de genforskere der har udført eksperimenter med dem. Det bliver lettere filosofisk med retten til at skabe og tage liv der bliver vendt og drejet lidt, hvor oprøret bliver drevet af et krav om retten til sine egne gener, da de førhen var blevet solgt i forskningsøjemed.
Endnu engang må jeg stille mig udenforstående for hvad i alverden det hele handler om og hvad ideen med serien egentlig er. I de to tidligere album kunne man da nyde nogle ret flotte billeder, men dette bind er gement kedeligt også på den side.

Den danske forening for Star Trek fans, trekkies.dk, har i den seneste tid været igennem en del turbulens, da den tidligere bestyrelse havde forsøgt at få foreningen nedlagt, men er nu blevet taget over af en ny bestyrelse. Og den “nye” forening og redaktion har nu fået sendt deres første nummer af Subspace ud.

Det indeholder en god præsentation af den nye redaktion og nogen fortæller om deres oplevelser med Star Trek gennem tiden, i den tilbagevendende klummeserie Mit Trek. En artikel om Star Trek’s 40 års fødselsdag og en rapport fra arrangementet i København er selvfølgelig også med. Derudover et interview med en Star Trek fan der har skrevet en Ph.D. afhandling om serien og dens brug af mytologi, en Star Trek vinkel på dette års konference i IAU om Plutos ændrede planetdefinition, anden del i en videnskabelig artikelserie om stjerner og en anmeldelse af fanserien Hidden Frontier udgør resten af bladet. Et meget typisk indhold for bladet, men desværre lidt hurtigt læst.

Til dette års Fantasticon fik jeg jo en masse ældre eksemplarer af Subspace med hjem og har i mellemtiden fået bladret lidt i dem til at kunne skrive lidt om generelt om hvad det er for et fanzine. Det er i A4-format med et flot forsidebillede i farver og er mere professionelt i udseende end de fotokopierede og håndfoldede fanzines jeg ellers kender til. Indholdet handler jo som forventet kun om Star Trek eller noget tæt relateret dertil, hvilket jo både er på godt og ondt. Man ved hvad man får hver gang og man kommer rigtig ud i mærkelige kroge af universet, men meget af det ender med at blive refererende snarere end analytisk. Indholdet kan nemt bruges til lige at slå ting op og lære nye spændende detaljer, men jeg kunne godt savne lidt mere hvor nogen går i dybden med en analyse og fortolkning af seriens temaer, enkelte afsnit eller lignende, fremfor kun at få en masse facts remset op i artikelform. Omvendt er det vel netop også det man som trekkie synes er sjovt at dykke ned, nemlig alle de detaljer og dele af det enorme univers som man hele tiden kan blive klogere på.
Derudover savner jeg noget fiktion i bladet. Jeg ved at der da skrives en masse fanfiktion i Star Trek universet og det kunne man vel nok evt. få oversat noget af til bladet, så der også er lidt ny underholdning med.

Nu hvor alle serier er færdige, alle DVDer udgivet og en ny film først kommer i 2008, bliver det nok sværere at fylde noget interessant i hvert eneste blad, men jeg tror nu nok det det kan lade sig gøre, ved fx at tage fat på den massive fanfiktion der er derude, som man blandt andet gjorde med Hidden Frontier i dette nummer. Måske jeg burde sende noget ind om Star Trek: The Section 31 Files, den podcast jeg har omtalt her på bloggen.

Fortællinger om koloniseringer af nye verdener og en efterfølgende kamp for uafhængig er ikke ny, og Tim Callahans podcastroman Ida om en minebase på en større asteroide er da heller ikke særligt original eller nyskabende, men er nu alligevel et udmærket stykke underholdning.

Historien finder sted et par hundrede år ude i fremtiden hvor en gruppe ingeniører, minearbejde og andre fagfolk er blevet sendt ud til en større asteroide ved navn Ida for at bygge en stor rumstation med henblik på minedrift drevet af verdens rigeste mand, Kennedy Lacombe. Det går fint den første tid, men så opdager stort set alle stationens kvinder at de er blevet gravide, hvilket ikke burde være muligt med de præventionspiller de er blevet beordret på at tage, men ikke desto mindre er det realiteten. Lacombe vil ikke tolerere at hans minedrift bliver sat over styr af et kuld babyer på en station der ikke er bygget til det formål, så han beordrer at de ved fødslen skal sendes hjem til Jorden. Dette finder de nybagte forældre sig selvfølgelig ikke i, og ledet af John McVey starter de et oprør mod Lacombe og en kamp for total uafhængighed. Dette udvikler sig så til et action thriller drama i en kamp på liv og død.

I starten virkede bogen mere som et kærlighedsdrama i en ungdomsserie, der bare foregik på en rumstation, men da konflikten kom rigtigt igang blev det bedre. Der sker da noget hele tiden og det er da spændende. Problemet var bare at det var alt for forudsigeligt. Hele plottet er set før og var næsten skemalagt. Ikke sådan at man kan gætte alle detaljer på forhånd, men det grundlæggende handlingsforløb. Personerne er måske ikke direkte stereotyper, men er temmelig endimensionelle og udfylder kun en enkelt fastdefineret rolle i plottet. Dog må jeg give forfatteren at han da har brugt de komplicerede omgivelser på en rumstation godt i sit plot og med mange detaljer i den kamp der udkæmpes, men hvad indholdet angår så var det mest interessante en lille kortere sideforløb hvor en journalist desperat prøver at kæmpe imod virksomhedsejede medier, for at få sin historie om hvad der sker på den station frem til offentligheden. Sproget er temmelig simpelt og med meget dialog, som forfatteren læser op ganske fortrinligt uden at være overgearet på nogen måde.

Trods de mange negative sider, så fungerer den nu alligevel meget godt som podcast, hvor den måske vil have været gement kedelig som almindelig bog. Historien og sproget er som sagt tilpas enkelt, der er masser af spænding og et handlingsmættet forløb, som egner sig godt til podcast hvor man bare skal lytte og slappe af.

Bogen kan selvfølgelig frit downloades som podcast fra Podiobooks.

I en kommentar til “Red Planet” har jeg skrevet at jeg ikke rigtigt synes om Mission To Mars, men efter at have set den igen her på DVD var den slet ikke så dårlig som jeg huskede den. Er faktisk en rigtig flot og gennemtænkt film, men slutningen irriterer mig dog stadig lidt.

Filmen finder sted i år 2020 hvor den første bemandede rejse til Mars finder sted. Men på planeten møder besætningen et uhyggeligt fænomen og alle på nær en bliver dræbt. Det besluttes at en redningsmission skal sendes af sted, både i håb om at finde den sidste i live, men også for at finde ud af hvad der skete. Et kæmpemæssigt ansigt på størrelse med et bjerg er nemlig kommet frem på Mars’ overflade. Det minder lidt om setuppet til Red Planet, hvor det også var en slags undersøgelsesmission der også endte med at gå grueligt galt. De er begge også lavet i slutningen af halvfemserne hvor Mars-landinger var meget fremme i medierne. Man kan da håbe lidt på at NASA får skudt i gang i noget interessant igen, der også kan skabe lidt inspiration til Hollywood.

Selve filmen er først og fremmest enormt flot. Jeg ærgrer mig over ikke at have set den i biografen, for det har den bestemt potentiale til på lige med fod med klassikeren 2001. Filmen består typisk af lange scener uden eller med meget få klip, hvilket fungerer rigtigt godt i scener der foregår i vægtløs tilstand. Disse er i øvrigt enormt imponerende og meget troværdige. Det samme gælder for scenerne på Mars der har den helt rette stemning.
I modsætning til fx Red Planet og andre lignende film, så synes jeg besætningen virker mere troværdig og professionel i denne film. Ikke så meget pjat eller spillen karl-smart. Skuespillet er også fortrinligt trods de tydeligvis hårde forhold med at hænge i snore og befinde sig i store rumdragter.

Som nævnt iriterrer slutningen mig stadig lidt. Ikke selve dens indhold, men mere den meget udpenslende måde den udføres på, samt den lidt manglende logik i at Jim McConnell træffer det valg til sidst som han gør. Ellers er det nu en ganske pæn slutning.

Af ekstramateriale er der et kommentarspor med en række folk fra produktion og de visuelle effekter, hvor de godt engageret fortæller om hvordan de løste de forskellige problemer. Blandt andet hvor svære de vægtløse scener var og hvor meget der egentlig var i skuespillernes rumdragter, der næsten endte med at være komplette rumdragter med ilttilførsel, batterier og varme. Det er alt sammen ganske udmærket, men det er lidt svært at forstå meget af det, da man kun hører dem fortælle det og vi dermed ikke kan se det i praksis bag kameraet. Dette kommer dog i en 20min lang dokumentar, hvor vi rigtigt får et indblik i det praktiske arbejde med de mange flotte scener. Det havde måske været bedre hvis jeg havde set den før jeg hørte kommentarsporet. Man savner dog lidt at høre fra instruktøren eller manuskriptforfatteren, som kunne fortælle lidt om deres ideer med hensyn til filmens indhold, for det er jo ikke bare en ren effekt film.

“It was the dawn of the third age of mankind…” Således starter hver Babylon 5 episode og indleder en fantastisk space opera tv-serie. Serien består af i alt fem sammenhængende sæsoner med 22 episoder hver plus et par film. Præmissen i serien er en menneskeskabt diplomatisk rumstation hvor diverse politiske kampe mellem andre intelligente racer finder sted. Serien ender med at være en lang sammenhængende historie, og er dermed mindre episodisk end andre kendte science fiction tv-serier, og denne første sæson fungerer som en slags introduktion hvor universet og dets aktører præsenteres, en masse konflikter og spørgsmål om fremtiden og fortiden stilles op. Kort sagt så stiller sæsonen en masse spørgsmål og besvarer ikke nogen.

Vi følger hovedsageligt de officerer der driver stationen samt ambassadører fra de største andre racer i galaksen der har indgået et samarbejde med Jorden. Det foregår i år 2258 og et årti forinden har Jorden været i krig med en race kaldet Minbari, og nogle mysterier fra den krig, hvor kommandøren af Babylon 5, Jeffrey Sinclair, har spillet en central rolle. Derudover er der ambassadører fra nogle der hedder Centauri og andre under navnet Narn, der vist har et lidt anstrengt forhold til hinanden, og en fra den mystiske og meget gamle race kaldet Vorlons. Serien handler så om disse interne og eksterne stridigheder med sig selv og hinanden, samt hvad der nu kommer forbi af rejsende på stationen. Langsomt udvikler gennemgående konflikter og historier sig, som binder alle afsnittene sammen, selvom de stadig hver for sig er en historie. Det hele trækker imod mere konflikt mellem racerne, mens en ukendt og meget magtfuld kraft, kaldet Shadows, begynder at røre på sig og kan true hele galaksens tilstand.

Jeg kommer til at sammenligne Babylon 5 en del med Star Trek, og det er på ingen måde fordi jeg mener at man bør vurdere den ene op imod den anden, for selvfølgelig bør en serie vurderes på sine egne præmisser. Jeg gør det dog fordi at jeg kender til Star Trek og dermed er det rart at bruge den som referenceramme for at forklare hvad Babylon 5 er for en serie. Det kan virke som om at jeg fremstiller Babylon 5 som værende bedre end Star Trek, men dette er ikke tilfældet. Begge serier er geniale på hver deres måde.
Men først og fremmest er Babylon 5 mindre episodisk end man kender det fra Star Trek, hvilket gør at episoderne helst skal ses i rækkefølge da det er en fortsættende historie og man vil miste meget indhold hvis man ser dem løsrevet, selvom de dog stadig hver især har en enkeltstående historie. Det kommer også til udtryk i at det er idemanden bag serien, J. Michael Straczynski, der har skrevet stort set alle episoderne. Det giver en større sammenhængskræft, men gør måske heller ikke de enkelte afsnit så varierede.
Straczynski har gjort meget ud af hans fremtid til serien ikke skulle være utopisk, men en nogenlunde realistisk videreudvikling af nutidens problemer. Mennesker er kun en ud af flere racer i galaksen og er ikke nogen specielt overlegen. Der eksisterer stadig fattigdom og blodige krige på Jorden, og Babylon 5 er blot en del af militæret, kaldet Earthforce, og er underlagt et stramt budget som alle andre. Jorden er ikke en samlet enhed der altid er enige, men der eksisterer stadig ideologiske og nationale grupperinger der kæmper mod overmagten. Blandt andet er der en voldelig revolution i gang på Mars og magtfulde grupper på Jorden der ønsker at mindske samarbejde med rumvæsener. I modsætning til Star Trek er der heller ikke altid en gylden løsning på alle problemer, men de må faktisk træffe nogle hårde beslutninger der kan have store konsekvenser politisk. Problemerne består også mere af politisk modstand fra andre imperier der må løses som den slags nu fungerer i dag, og ikke diverse mystiske rumfænomener hvis fare kan neutraliseres ved at sende bestemte partikler mod det ved at omkalibrere ens deflector shield.
Hvad personerne angår er de heller ikke perfekte altvidende væsener der udfører deres job helt efter reglementet, som man til tider ser en del i Star Trek. De har deres fejl og mangler, og reagerer ikke altid lige professionelt. Vi ser dem også uden uniform hvor de ikke er “on duty”, hvilket giver nogen bedre vinkler på dem og ikke mindst deres fortid.

Babylon 5 har tydeligvis også været underlagt et mindre budget end Star Trek, i og med at alle afsnit foregår på stationen i de samme kulisser. Det er meget sjældent man kommer udenfor disse rammer, hvor i Star Trek ser man jo en ny planet i næsten hvert afsnit. Derudover har man heller ikke haft mulighed for at bruge modelskibe og lignende, men har brugt CGI effekter til alt der foregår i rummet, hvor serien på den tid virkelig var langt fremme hvad det angår. Efter nutidens standarder er grafikken måske ikke så imponerende (den er fra 1994), men det fungerer da. At det foregår meget i samme omgivelser har den fordel at historien og skuespillet må bære historien, og hvis jeg endelig skal vurdere op imod Star Trek, så er skuespillet altså noget bedre i Babylon 5. Selv en figur som G’Kar der spiller Narn ambassadøren formår virkelig at udleve den karakter, selvom han er helt pakket ind i makeup og en gummimaske.

Skal man være lidt kritisk, så skaber det dog også visse problemer med at have en meget sammenhængende historie i samme kulisser. Mange episoder kommer i opbygning til at minde om hinanden, typisk i form af at der sker en mystisk hændelse på stationen såsom et mord, en eksplosion, en person der forsvinder eller lignende og så bliver sikkerhedschefen Garibaldi sat på en efterforskning, hvilket så munder ud i en krimiagtig historie. At det så alligevel fungerer er at indholdet af disse hele tiden flytter den samlede historie lidt mere, og at hændelser har direkte konsekvenser senere hen, fremfor at det hele bliver pænt afsluttet hver gang. Hvilket jo så bliver både dens styrke og svaghed, at for at nyde serien kræver det at man ser det hele i en sammenhæng. Dermed vil jeg mene den egner sig rigtigt godt til DVD, mens det er forståeligt at TV-stationer vil være skeptiske ved at sende det, hvilket Straczynski også havde mange problemer med da han prøvede at sælge sin historie til et selskab.

Ekstramateriale er desværre ikke overvældende, men jeg er rigtig glad for at der er kommentarspor med Straczynski på to nøgleepisoder, Signs and Portens der også er undertitlen til denne sæson og det afsluttende afsnit Chrysalis, hvilket man virkelig har savnet på Star Trek serieudgivelserne. Der fortæller han ikke så meget om helt konkrete specifikke detaljer om de enkelte afsnit, men mere om hans overordnede ide til serien og hvor det pågældende afsnit passer ind der.
Derudover er der på sidste DVD et par korte dokumentarer. The Making of Babylon 5, præsenteret af Walter Koenig, har desværre ikke meget at gøre med en “bag om”-dokumentar at gøre, men er blot en 20min lang reklamefilm. Back to Babylon 5 er et 12min langt sammenklip hvor skuespillere og produktionsfolk siger en håndfuld sætninger om hvad de synes om serien. Igen heller ikke noget med meget kød på. Lidt mere interessant er en række korte klip med enkle fakta om personer, selve stationen, andre racer og lignende.

Men alt i alt må jeg sige det har været en god investering at anskaffe alle sæsoner med tilhørende film, da jeg efter den introducerende første sæson kun kan have gode forventninger til det fremtidige forløb af serien.

Ligesom jeg har gjort før vil jeg lige lave en lille opdatering over nye podcasts jeg følger med i.

Først og fremmest er Scott Sigler godt i gang med sin fjerde podcastroman, The Rookie, der foregår adskillige hundrede år ude i fremtiden og handler om amerikansk fodbold i galaktisk skala. Følg med på hans sædvanlige webside hvor historien har rundet 7 episoder.

Jeg er også lige begyndt på “Sparkling Death” af Mark Butler på Podiobooks. Det ligner en sci-fi action thriller og lyder som noget der kan give udmærket underholdning, men næppe en synderlig nyskabende eller original historie.

En anden ny ting fra Podiobooks er “The Failed Cities Monologues”, der er en serie af monologer fra borgere i en dystopisk fremtidsby. Jeg har endnu ikke fået lyttet til det, men konceptet lyder spændende.

Og så har Darker Productions skudt tredje sæson af deres Star Trek baserede audiodrama “The Section 31 Files i gang hvor Mak er havnet på straffeplaneten Rura Penthe.

Til sidst vil jeg lige nævne noget der ikke er en podcast, men alligevel relateret til bloggen, nemlig at DR2 i år sender en julekalender under navnet “Jul i verdensrumet”, hvilket da lyder som noget man bør se når den tid kommer.

Jeg har længe ville skrive dette indlæg, blandt andet på baggrund af artiklen om science fiction på nettet i Science Fiction nr. 9 og en Litteraskop-artikel, men har først fået taget mig sammen nu. Der må jo siges at være visse ligheder mellem et fanzine, eller nærmere personazine, og en blog som denne. Har enkelte steder også set min blog omtalt som et magasin, så jeg vil forsøge at lave en sammenligning af disse to former for fanskrivning.

Udfra fra blandt artikler af Niels Dalgaard kan man forstå at egentlige fanzines ikke er så udbredte mere, da slet ikke i samme omfang som for et par årtier siden. Carl-Eddy Skovgaard nævnte blandt også til Fantasticon at der i en periode kunne dumpe flere fanzines ind af brevsprækken om dagen, hvilket nok gik lidt udover kvaliteten. Såvidt jeg kan orientere mig, så har skribenterne nu mere samlet sig om at få udgivet få men gode fanmagasiner, mens det individuelle personazine ikke ses i et særligt stort omfang (Erwin Neutzsky-Wullfs Bathos er det eneste jeg lige kan komme på). Her er det jo så weblogs og webteknologi generelt kommer ind i billedet, da det giver alle fans let mulighed for at sprede deres meninger ud til mange og indgå i debat.

De har jo først og fremmest det tilfælles at de er skrevet af fans der skriver af egen lyst for at dele deres meninger med andre, hvilket også præger indholdet. Man anmelder bøger, film og andre fanzines, skriver rapporter fra arrangementer og lignende. Et fanzine samler indlæg fra forskellige bidragydere og udgiver det i et samlet blad, mens en blog som min kører kontinuerligt hvor nye indlæg er på nettet med det samme. Fx havde jeg mine rapporter om Fantasticon oppe allerede samme aften. Omvendt så er artikler i de trykte magasiner så også af en noget højere kvalitet og mere gennemarbejdede, hvilket gør at jeg bestemt mener de trykte magasiner har en fremtid, da de altså kan levere noget bedre end hvad alle og enhver kaster op på deres blog. I øvrigt kan det samme siges om fx trykte aviser kontra netaviser. Dog vil antallet af de trykte magasiner nok ikke kunne være så stort, men det gør nok ikke så meget, så længe det styrker kvaliteten.
Indholdsmæssigt vil der også være en væsentlig forskel, da en blog sjældent vil have noveller (medmindre skribenten selv er forfatter) eller fx oversatte artikler, men vil fokusere på skribentens personlige mening og dermed primært have anmeldelser og lignende. Derudover tager jeg mig også den frihed at skrive om gamle bøger og film, fordi bloggen er meningsorienteret og ikke nødvendigvis fokuseret på nye ting, mens de trykte magasiner primært holder sig til nye udgivelser, medmindre der er et specielt temanummer om en bestemt forfatter eller lignende.

Så uden rent faktisk at kende til de personazines udover hvad jeg har læst i diverse artikler om science fiction fandoms historie, synes jeg det ser ud som om at blogs eller websider har overtaget den funktion, mens de mere seriøse tidsskrifter og medlemsblade stadig har noget at byde på. Det er altså stadig noget andet at læse noget på tryk i sofaen end at skimme adskillige webartikler igennem på meget kort tid.