Den uhåndgribelige 2: Skæbnernes bog

Dette andet album af Alain Maindron er en fortsættelse af det første bind, hvor den altvidende og kontrollerende Central er blevet nedbrudt, med kaos til følge. En gruppe hackere har fået adgang til en speciel databog hvor alt i universet står nedskrevet i og en blodig kamp på denne bog bryder ud, hvor den mystiske Na igen får spillet en vigtig rolle og understreget hendes sære evner.

Det lyder alt sammen meget underligt og det er det også. Jeg har svært ved at se nogen videre dybde i plottet eller hvor det skal bære hen, og virker mest af alt som en slags ramme omkring de meget futuristiske farverige flotte tegninger. Ligesom første bind får man ikke meget baggrundsviden eller forklaring på hvad der foregår, hvilket gør at jeg har svært ved at finde det synderligt interessant i længden.

Rejsen til Saturn

Rejsen til Saturn er en dansk sort-hvid satirisk tegneserie fra 1977 skrevet og illustreret af Claus Deleuran. Den handler om en gruppe danske “soldater” (af mangel på bedre ord) der flyver til Saturn for at erobre den og erklære den for dansk jord. Men de møder modstand på planeten fra de indfødte og snart indleder Saturn selv et modangreb på Jorden. De tumpede danskere kommer vidt omkring og må blandt andet få hjælp fra Gud der åbentbart bor i Nordstjernen, for til sidst at befri Jorden igen.

Det er rendyrket dansk satire og humor hele vejen igennem, og til tider så langt ude at man kommer til at sammenligne det med Douglas Adams’ Hitchhikers Guide to the Galaxy. Hvor jeg i min omtale af Science Fiction nr. 11 savnede lidt klar danskhed, må denne tegneserie siges at ramme netop dette. Den historie vil ikke have fungeret på samme måde med nogen andre end danskere på den rumraket til Saturn og humoren er også hele vejen igennem dansk. Blandt andet med dårlige vittigheder fortalt af figurerne og et markant ølforbrug. Og det kommer virkelig langt ude til tider med alt lige fra rumskibe lavet af nougat-is til brug af selveste Helligånden som brændstof i en UFO. Der tages generelt bare pis på en masse ting hvor man ikke forholder sig særlig højtidligt til noget som helst.

Man får let den tendens at ville tolke alt fra 70′erne udfra den kolde krig, men de mange overtoner og undertoner til en markant fløjkrig er svær at komme udenom, og der er også helt konkrete henvisninger til kommunisme. Jeg ved ikke hvor godt den samfundskritiske satire fungerer i dag, og der er uden tvivl en masse der også er gået henover hovedet på mig, men morsom er den bestemt!

Pandora’s Star

Pandora's StarDet er gået noget langsommere med læsningen efter studiet startede igen og det bliver ikke bedre når det er en bog af Peter F. Hamilton man prøver at komme igennem, da han jo er yderst kendt for at skrive murstensbøger på godt over 1000 sider. Men nu er jeg altså blevet færdig med Pandora’s Star som er første del i The Commonwealth Saga hvor anden og afsluttende del hedder Judas Unchained. Det er ligesom The Night’s Dawn Trilogy (NDT) space opera i stor stil med et væld af personer med hver deres små sidehistorier og en fremtidsverden hvor menneskeheden har koloniseret adskillige stjernesystemer, og jeg kommer til at sammenligne en del med NDT her i indlægget. Selvfølgelig bør et værk dømmes på sine egne præmisser og ikke op imod et andet, men grundet de mange ligheder er det en god referenceramme.

Pandora’s Star finder sted i samme univers som (den efter min mening temmelig ringe) Misspent Youth nogle hundrede år efter, men der er ingen umiddelbar grund til at læse den først, da den kun giver lidt mere information om den behandling der gør at folk kan leve evigt. Menneskeheden har koloniseret flere hundrede planeter som alle er forbundet i et netværk af ormehuller der gør rejser mellem planeterne øjeblikkelig. Samfundet er generelt roligt og stabilt, hvor folk nyder godt af at kunne blive gjort unge igen så snart de er ved at blive for gamle, og dermed i praksis leve så længe de vil. En dag opdager en astronom at en stjerne pludslig bare forsvinder på en brøkdel af et sekund og dermed udelukker muligheden for en evt. supernova, hvorefter teorier om at et slags kraftfelt er blevet sat til omkring stjernen og så søsættes et projekt til at bygge et rumskib der kan flyve hurtigere end lyset til at rejse de over 600 lysår for at undersøge sagen. Teorierne går på at enten er kraftfeltet bygget for at holde nogen indespærret i solsystemet eller at det er bygget som et forsvar. Det viser sig at være det første og under mystiske omstændigheder bliver væsenerne i systemet sluppet fri, hvor de nærmest øjeblikket indleder et massivt angreb på menneskenes planeter i et rent blodbad. Dermed synes jeg det ligner NDT en del hvor resten af historien umiddelbart kommer til at være en kamp for menneskeracens overlevelse, men hvor det i NDT var os selv der var truslen, er det nu en ydre trussel.
Trods disse ligheder får Hamilton dog en spændende ekstra vinkel ved at inddrage en konspirationsteori i plottet, med en gruppe der kalder sig The Guardians Of Selfhood der mener at menneskeheden bliver styret af et rumvæsen kaldet The Starflyer og at den også har planlagt dette angreb. I starten bliver det fremstillet som en temmelig langt ude konspirationsteori, men som historien skrider frem er der flere og flere ting der virker underlige, og konspirationsteorien bliver taget mere og mere seriøst blandt bogens hovedpersoner.
Men for at vænne tilbage til sammenligningen med NDT, så har Pandora’s Star også en større samling hovedpersoner og bifigurer, der alle sammen har hver deres lille del i det store plot og som historien skrider frem begynder disse at flette sammen. Listen over disse personer foran i bogen bliver yderst behjælpelig, og med hele 43 listede personer er det vel ikke overraskende at det kan blive temmelig komplekst til tider. Dog er det færre end i NDT og det gik også noget hurtigere med at kunne se sammenhængen i alle sidehistorierne. I NDT er der også en klar helterolle med Joshua Calvert, hvilket der ikke rigtigt er i Pandora’s Star. Der er selvfølgelig en række hovedpersoner der hver især har lagt grobund for at kunne udrette noget stort, men det er ikke en enkeltmandsmission.

Hamiltons skrivestil er som man kender den og han skriver selvfølgelig stadig glimrende, omend jeg synes det er ved at ligne noget der er nærmest formaliseret og tempoet er noget svingende. Man savner måske lidt at han prøver noget nyt som han fx gjorde i Fallen Dragon som jeg fandt rigtig god, men at kunne strikke en så kompleks og omfangsrig space opera sammen skal man nu stadig ikke se gennem fingre med. Universet og samfundet han har skabt er gennemarbejdet og troværdigt, dog uden at vi rigtig kommer i dybden hos de mindre samfund. Han har trods alt begrænset sig i omfang i forhold til NDT og der går hermed selvfølgelig nogle detaljer tabt, men så fokuseres der også mere på selve plottet. En sidste lille ting der kan nævnes er de mange sexscener der altid har en fast plads i hans bøger, hvor jeg nu synes at de faktisk bringer historien lidt videre og ikke virker så påklistrede.

Det må jo hellere understreges at dette kun er første halvdel af et samlet væk, så det svarer vel til at omtale en halvlæst bog. Så jeg vil ikke drage for store konklusioner, men ser selvfølgelig frem til at læse videre i Judas Unchained og håber så på det ikke bare bliver en lang krigshistorie. Der er jo stadig mange spændende ubesvarede spørgsmål, primært anliggende hvorfor dette kraftfelt blev bygget og hvem der gjorde det, og ikke mindst hvorfor nogen tilsyneladende med vilje har sluppet de farlige rumvæsener løs på menneskeheden, og om konspirationsteorien holder.

Halvmarathon

En lille off-topic ting, men lidt stolt er man da af sig selv. Gennemførte her til formiddag et halvmarathon i tiden 1time 41min og 40sekunder, hvilket jeg ikke synes er helt værst. Perfekt vejr at løbe i med behagelig temperatur og ingen vind.
Nu kan resten af dagen bruges på at ligge på langs i sofaen og måske blive færdig med Pandoras Star.