Jeg læste om dette nye Asterix album i Himmelskibet nr. 8 og lånte det dermed på biblioteket, og jeg er enig med Kim fra Himmelskibet i at det er den mest besynderlige Asterix historie til dato.
En dag er alle i byen og alle dyrerne i skoven pludslig forstenede, og Asterix og Obelix prøver at finde ud af hvad der er galt, da en kæmpemæssig UFO flyver over deres by og et lille lilla rumvæsen hopper ud. Det viser sig at de er kommet for at advare gallerne om at en ondsindet race er ude efter deres trylledrik, hvor de så af en eller anden grund har kommet til at forstene byen. Disse andre rumvæsener ankommer så og skaber en del spetakel over trylledrikken, som de selvfølgelig ender med ikke at få.
Historien fungerer ganske enkelt ikke. Rumvæsener og avanceret snak om kloning og rumrejser hører altså bare ikke til i en Asterix tegneserie. Det meste af handlingen forløber med gallerne som passive tilskuere, mens begivenheder og kampe mellem de to fraktioner af rumvæsener finder sted uden at gallerne er helt med på hvad der foregår. En egentlig konflikt eller problemløsning finder ikke rigtigt sted, udover et noget kikset forsøg fra Miraculix på at lave en modgift mod bivirkningerne fra trylledrikken som det lilla rumvæsen får. Et forløb der er set før fra tidligere albums, fx Tvekampen, og i det hele taget minder albummet også om det første Asterix album hvor det var romerne der ville have trylledrikken.
Lidt underholdning er der dog i at gallerne ikke ved hvad der foregår omkring dem og derfor kommer med skøre kommentarer, som vi der kender lidt mere til historier om rumvæsener kan more os over, men det er meget langt fra kvaliteten fra de oprindelige albums.