Filmatiseringen fra 2002 af Stanislav Lems Solaris blev vist på 3+ i går og den måtte jeg selvfølgelig se, og jeg blev ganske positivt overrasket selvom jeg ikke kender til bogen. Det var nemlig ikke en typisk actionfyldt eller herorisk amerikansk sci-fi film, men et mere roligt og skuespilorienteret psykologisk science fiction drama.

Historien er meget enkel. Der sker mystiske ting på en rumstation der undersøger et fænomen i rummet kaldet Solaris og psykologen Chris Kelvin sendes derop for at finde ud af hvad der er galt. Hvad der er galt oplever han hurtigt selv, da hans afdøde kone pludselig dukker op på stationen, med psykisk ustabilitet hos Kelvin til følge. Det udvikler sig så gradvist til et mysterie der nemt kunne have dannet en episode i Star Trek, hvor man prøver at finde frem til hvem eller hvad fra Solaris der står bag fænomenet og hvad hensigten er.

Som nævnt blev jeg ganske positivt overrakset over filmen, og selvom jeg aldrig rigtigt har brudt mig om George Clooney, så spiller han rollen som Chris Kelvin rigtig godt. Som film er den også ganske flot lavet og lader musik og billeder skabe sin egen stemning, fremfor at have alenlange forklaringsdialoger hvor alt bliver skåret ud i pap. Hvilket kun forstærkes af at der i praksis kun er 4 egentlige skuespillere med i filmen. Så alt i alt ganske udemærket, og man må vel hellere få fat i bogen ved lejlighed.