“The Romulan Prize” er skrevet af Simon Hawke og er den 26ende bog fra Pocket Books i TNG-universet. Romulanerne (ved ikke rigtigt, men den fordanskning lyder kluntet) har fået en ide om at Føderationenen har en hemmelig base gemt på en planet midt i The Neautral Zone og sender derfor en prototype på deres nyeste krigsskib på en hemmelig mission, hvor Enterprise bliver overmandet og dens besætning taget til fange, for at føre romulanerne til denne planet – der bærer navnet Hermeticus 2. Det hele ledes af den unge men dygtige romulaner Valak, der har gjort det til sit speciale at studere mennesker og har en særlig interesse i Picard. Men hemmeligheden bag Hermeticus 2 overrasker både Valak og Picard.
Uden at afsløre for meget kan jeg sige at man aner en vis inspiration fra Arthur C. Clarkes klassiker Rendesvouz With Rama.
Et meget typisk setup for noget der kunne være et godt dobbeltafsnit i serien, men i bogform selvfølgelig giver mulighed for mere udfoldelse og at gå i dybden med historien, fremfor at det hele skal hastes igennem på 1½ time. Især det spil der kører mellem Picard og Valak er interessant, netop fordi Valak er sådan en atypisk romulaner i og med han interesserer sig for mennesker, fremfor at se dem som en laverestående race. Ellers er det jo i al sin enkelhed gemen spænding – en rigtig page-turner der er ganske godt skrevet, og Simon Hawke er jo heller ikke nogen helt uerfaren forfatter.
Generelt lider Star Trek bøger nok lidt af at man godt ved at det hele ender godt, og at ingen vigtige personer kan dø eller andre større magtpolitiske ændringer finder sted, for ikke at bryde med kontinuiteten i universet. Slutningen bærer også lidt præg af at man skal have “vasket tavlen ren”. Alligevel formår Hawke nu at få skrevet en rigtig spændende og fængende historie, med en især god karakterskildring af Valak.
Det vil måske være for meget at sige at folk der ikke kender Star Trek kan læse denne bog, men Hawke har nu gjort noget ud af at forklare visse ting igennem bogen om personerne og teknikken, således at det ikke bliver alt for indforstået det hele.