Fri Energi – en forestilling om videnskab, kærlighed – og en guldfisk, står der på plakaten til dette teaterstykke der opføres på Scene 1. Og det er en meget passende beskrivelse på hvad stykket handler om.
Stykket tager udgangspunkt i teorien om den såkaldt frie energi, der efter nogle forskere menes at være en uudtømmelig og nærmest uendelig energikilde der findes overalt i naturen, men som man blot mangler en måde at udvinde på. En kandidatstuderende Cornelius er helt besat af tanken om den frie energi og søger at finde frem til hvor den er og hvordan den kan udvindes, men professoren Zacharias synes det er noget pjat, i første omgang. Alt imens går Zacharias’ kone derhjemme og prøver at male kunstværker mens hun snakker med en guldfisk. Hun roder sig så ud i en affære med en galleriejer, hvilket gør at Zacharias går lidt i sort hvor Cornelius så bruger det som indfaldsvinkel til at få Zacharias med på ideen om søgen efter den frie energi. De to historier med forskerne og Zacharias’ kone forløber parallelt, uden rigtig at have den store sammenhæng selvom de prøver hist og her.
Jeg er på ingen måde bekendt med moderne teater, men det var lidt som jeg havde forventet. Let humoristisk uden at være en komedie, meget højrøstede og skabede skuespillere, samt en masse moderne uforståelig symbolik. Dog leger de med at inddrage videomontager i stykket, hvilket da gav lidt afveksling, men jeg havde svært ved at se sammenhængen. De to forskere bruger en del tid på at tale om almen fysik for at gå videre med ideen om den frie energi, og dette gøres temmelig skabet og højrøstet hvilket åbentbart skal dække over at der blot tales fysiksnak. De når dog frem til nogle rigtige ideer om at den fri energi skal findes i tomrummet, som faktisk udgør det meste af universet i forhold til den masse vi kan se og måle. På underlig vis prøves den teori så at relateres til forholdet mellem Zacharias og hans kone, og jeg kan da godt se ideen heri, men synes ikke rigtigt det fungerer.
Jeg kan enormt godt lide udgangspunktet i at tage en teori inden for fysikvidenskab og bruge det i et teaterstykket, og de gør det på sin vis også ganske udemærket, men jeg synes hele sidehistorien med Zacharias’ kone og ikke mindst guldfisken virker påklistret for at tilføje lidt banal handling om en affære, hvor jeg nok personligt vil have haft mere interesse i at se mere uddybning og plotskabelse med udgangspunkt i teorien om den frie energi alene.
Det havde været spændende at se stykket med det efterfølgende foredrag af Holger Bech Nielsen, men de to aftener er afholdt og var udsolgt. Stykket kører indtil d. 25 august, så man kan nok stadig nå at se forestillingen.