Interstellar sysctl

Niende nummer af fanzinet Science Fiction har Janus Andersen fra fanzine.dk været redaktør på og han har valgt et fokus på danske science fiction udgivelser fra 2005, omend bladet selvfølgelig også har meget andet – blandt andet fire oversatte noveller. Derudover bringer bladet også to interviews, en reportage fra Bogforum 2005 – hvor de udsendte møder den sædvanlige negative fordom om science fictin som genre, hvor jeg lige kan henvise til et tidligere indlæg jeg har skrevet om netop dette, en oversigt over danske science fiction udgivelser og en artikel om science fiction fandom der er gået online.

Interviewet med den norske forfatter Tor Åge Bringsværd er god debatskabende læsning, også for folk som mig der ikke kender forfatteren eller hans værker, da han ikke fortæller specifikt om sine egne bøger, men derimod om science fiction genren i forhold til mainstreamlitteraturen der bygger meget på realisme. Bringsværd kritiserer mainstreamlitteraturen og dens påståede realisme, da han ikke mener det er mere realistisk end forfatterens egen subjektive opfattelse af virkeligheden. Science fiction er ikke som sådan mere realistisk, men den er i det mindste ærlig omkring at det er forfatterens ide om et samfund der kommer til udtryk, siger han. Han finder også science fiction og andre af de fantastiske genrer mere udfordrende fordi den stiller hypotetiske spørgsmål og kommer med ideer til en anden verden, fremfor mainstreamlitteraturen der ikke tør være hypotetisk, men blot skildrer hverdagsemner som læseren kan genkende. Og det man kan jo som science fiction fan kun være enig i, da det netop for mig er lignende grunde til jeg læser den genre. Det er da mere interessant at læse om hypotetiske ideer og hvordan samfundet kan ændre sig som følge af forskellige teknologiske undere, fremfor noget man kender fra virkeligheden. Jeg synes virkeligheden er virkelig nok i forvejen.

Artiklen Online kommunikation er specielt interessant for en blogger som mig, da det netop handler om bruger af Internettet blandt forfattere og fans. Om at forlagene typisk ikke giver nogen støtte hvis en forfatter vil lave en webside dedikeret til sin bog, trods de mange fordele herved. Forlagene er tilsyneladende stadig bange for den slags, da de ser nettet som noget der gør alt gratis og dermed er en trussel mod deres forlagsbranche. Jeg har ofte hørt lignende fra flere af de forfattere der laver podcasts af deres romaner.
Hvad angår fandom gøres der også en god betragtning af hvor stor forskel der på foreningerne Science Fiction Cirklen og Fantastik og deres brug af nettet, hvor SFC har en statisk side med information om deres udgivelser, mens Fantastik mere forsøger at danne et community med et mailforum. For som forfatteren til artiklen også skriver, så melder man sig vel ind i en forening for at få skabt bare lidt social aktivitet omkring en interesse der ellers typisk udføres alene på sofaen med at læse bøger eller se Star Trek – i hvert fald for mit vedkommende. Også den samme motivation der ligger bag denne blog.

Den første novelle af Brendan Cornell fra Scwheiz, Et net af årer, er nu mest af alt blot ubehagelig læsning om en mand der på bizar vis ændrer på sin krop for at ligne en fugl. Omegalpha af den belgiske Frank Roger handler om et eksperiment der har fået tiden til at gå baglæns, hvormed novellen også på en måde er skrevet baglæns. Det giver nogle yderst mærkværdige situationer og er klart bladets bedste novelle. Klæder skaber folk af Ken Brady fra USA er en historie om en advokat, et jakkesæt, en retsag, nettet og kannibalisme. Hvordan det hænger sammen må man selv læse sig til. Den sidste novelle af hollænderen Guido Ekhaut Digteren på den Spirituelle Kerne handler om en digter om bord på et rumskib der prøver at finde ord for det at bryde lysmuren.

Derudover ser jeg at denne blog på side 25 har fået fin reklameplads, hvilket jeg da er meget taknemmelig for. Linket der står nævnt, http://voroth.sysctl.dk/blog/ virker selvfølgelig, men http://sysctl.dk/blog/ er nu nok. Voroth er blot navnet på den computer der er server, da jeg nemlig navngiver mine computere efter lokationer fra Star Trek, og Voroth er et hav på planeten Vulcan.

Layouttet og teksten er lidt anderledes i dette nummer end i de øvrige blade, der gør at teksten er langt mere behagelig at læse. Så en opfordring herfra til redaktionen på Science Fiction om at få især tekststørrelsen fra nr. 9 tilbage, da det vil gøre det rarere at læse.

“The Romulan Prize” er skrevet af Simon Hawke og er den 26ende bog fra Pocket Books i TNG-universet. Romulanerne (ved ikke rigtigt, men den fordanskning lyder kluntet) har fået en ide om at Føderationenen har en hemmelig base gemt på en planet midt i The Neautral Zone og sender derfor en prototype på deres nyeste krigsskib på en hemmelig mission, hvor Enterprise bliver overmandet og dens besætning taget til fange, for at føre romulanerne til denne planet – der bærer navnet Hermeticus 2. Det hele ledes af den unge men dygtige romulaner Valak, der har gjort det til sit speciale at studere mennesker og har en særlig interesse i Picard. Men hemmeligheden bag Hermeticus 2 overrasker både Valak og Picard.
Uden at afsløre for meget kan jeg sige at man aner en vis inspiration fra Arthur C. Clarkes klassiker Rendesvouz With Rama.

Et meget typisk setup for noget der kunne være et godt dobbeltafsnit i serien, men i bogform selvfølgelig giver mulighed for mere udfoldelse og at gå i dybden med historien, fremfor at det hele skal hastes igennem på 1½ time. Især det spil der kører mellem Picard og Valak er interessant, netop fordi Valak er sådan en atypisk romulaner i og med han interesserer sig for mennesker, fremfor at se dem som en laverestående race. Ellers er det jo i al sin enkelhed gemen spænding – en rigtig page-turner der er ganske godt skrevet, og Simon Hawke er jo heller ikke nogen helt uerfaren forfatter.
Generelt lider Star Trek bøger nok lidt af at man godt ved at det hele ender godt, og at ingen vigtige personer kan dø eller andre større magtpolitiske ændringer finder sted, for ikke at bryde med kontinuiteten i universet. Slutningen bærer også lidt præg af at man skal have “vasket tavlen ren”. Alligevel formår Hawke nu at få skrevet en rigtig spændende og fængende historie, med en især god karakterskildring af Valak.

Det vil måske være for meget at sige at folk der ikke kender Star Trek kan læse denne bog, men Hawke har nu gjort noget ud af at forklare visse ting igennem bogen om personerne og teknikken, således at det ikke bliver alt for indforstået det hele.

De fleste har sikkert hørt det, men jeg vil lige give mine kommentarer til beslutningen om at vi nu kun har 8 planeter i solsystemet og at Pluto og andre mindre planetlignende objekter nu skal katagoriseres som dværgplaneter.
Det er jo gået lidt frem og tilbage, hvor det blot for et par dage siden kom frem at nu skulle vi forholde os til 12 planeter i solsystemet. Det gik åbentbart ikke og nu lader det til at man er endt på de 8. En meget passende beslutning i mine øjne. Så forbliver antallet af planeter nok rimelig fast og de mange større klumper af sten og is i asteroidebæltet, oortskyen og kuiperbæltet bliver ikke rodet sammen med de almene planeter, men kan nu kaldes dværgplaneter.
På ScienceBlog.dk er der flere indlæg om emnet.

Identity Theft er skrevet af Robert J. Sawyer og er nomineret til en Hugo Award, som snart bliver uddelt ved Worldcon i Los Angeles, for bedste novella. Den er at finde i antologien Down These Dark Spaceways eller som gratis e-book på fictionwise.com

Historien finder sted på Mars godt 100 år i fremtiden og vi følger privatdetektiven Alexander Lomax i en sag der starter med blot at være en forsvunden person, men som viser sig at handle om meget værdifulde fossiler af det der engang havde været liv på Mars. I første omgang var jeg lidt negativt indstillet til historien, da det lignende endnu en triviel detektivhistorie og selvom opbygningen også var af en sådan karakter, så blev det mere interessant da plottet begyndte at handle om en slags robotter som mennesker kan overføre deres hukommelser i og dermed leve evigt, kaldet “transfers”. Det stiller nogle interessante problemstillinger hvad angår robotter med et menneskesind. De har ingen DNA, fingeraftryk eller lignende der kan identificere dem, heller ikke visuelt da udseendet kan designes efter personens eget ønske, hvilket jo komplicerer detektivens arbejde noget, da han blot må stole på at folk er hvem de påstår de er. Samt selvfølgelig velkendte filosofiske spørgsmål om mennesket kun er dets hukommelse, hvad gør man med originalen når man har uploadet sit sind til robotten og problemerne med flere kopier af samme person.

Jeg synes ikke det er noget fantastisk værk, da det er noget traditionelt med detektivopbygningen og et plot der selvfølgelig bliver twisted flere gange, men formår alligevel ikke rigtigt at være overraskende eller nyskabende. Den er dog fint spændende hele vejen igennem og de små 100 sider er hurtigt læst. Dragon Page har lavet et udmærket podcast interview i deres show 230, hvor de diskuterer problemstillingerne fremstillet i denne novella, om blandt andet hvordan det religiøse samfund vil reagere på en sådan teknologi og om det er en ide at lave backup-teknologi af mennesker.

Fri Energi – en forestilling om videnskab, kærlighed – og en guldfisk, står der på plakaten til dette teaterstykke der opføres på Scene 1. Og det er en meget passende beskrivelse på hvad stykket handler om.

Stykket tager udgangspunkt i teorien om den såkaldt frie energi, der efter nogle forskere menes at være en uudtømmelig og nærmest uendelig energikilde der findes overalt i naturen, men som man blot mangler en måde at udvinde på. En kandidatstuderende Cornelius er helt besat af tanken om den frie energi og søger at finde frem til hvor den er og hvordan den kan udvindes, men professoren Zacharias synes det er noget pjat, i første omgang. Alt imens går Zacharias’ kone derhjemme og prøver at male kunstværker mens hun snakker med en guldfisk. Hun roder sig så ud i en affære med en galleriejer, hvilket gør at Zacharias går lidt i sort hvor Cornelius så bruger det som indfaldsvinkel til at få Zacharias med på ideen om søgen efter den frie energi. De to historier med forskerne og Zacharias’ kone forløber parallelt, uden rigtig at have den store sammenhæng selvom de prøver hist og her.

Jeg er på ingen måde bekendt med moderne teater, men det var lidt som jeg havde forventet. Let humoristisk uden at være en komedie, meget højrøstede og skabede skuespillere, samt en masse moderne uforståelig symbolik. Dog leger de med at inddrage videomontager i stykket, hvilket da gav lidt afveksling, men jeg havde svært ved at se sammenhængen. De to forskere bruger en del tid på at tale om almen fysik for at gå videre med ideen om den frie energi, og dette gøres temmelig skabet og højrøstet hvilket åbentbart skal dække over at der blot tales fysiksnak. De når dog frem til nogle rigtige ideer om at den fri energi skal findes i tomrummet, som faktisk udgør det meste af universet i forhold til den masse vi kan se og måle. På underlig vis prøves den teori så at relateres til forholdet mellem Zacharias og hans kone, og jeg kan da godt se ideen heri, men synes ikke rigtigt det fungerer.
Jeg kan enormt godt lide udgangspunktet i at tage en teori inden for fysikvidenskab og bruge det i et teaterstykket, og de gør det på sin vis også ganske udemærket, men jeg synes hele sidehistorien med Zacharias’ kone og ikke mindst guldfisken virker påklistret for at tilføje lidt banal handling om en affære, hvor jeg nok personligt vil have haft mere interesse i at se mere uddybning og plotskabelse med udgangspunkt i teorien om den frie energi alene.

Det havde været spændende at se stykket med det efterfølgende foredrag af Holger Bech Nielsen, men de to aftener er afholdt og var udsolgt. Stykket kører indtil d. 25 august, så man kan nok stadig nå at se forestillingen.

Dette syvende nummer af Science Fiction har L. Ron Hubbard og hans science fiction forfatterskab som tema og dermed også pulplitteraturen fra hvad man kalder guldalderen for science fiction, 30′erne og 40′erne. Som Knud Larn understreger i lederen handler det her udelukkende om Hubbards forfatterskab og at man bør se bort fra alt der har med scientology at gøre.
Vi får tre oversatte noveller, en kort biografi af Hubbard, et par boganmeldelser og en oversat artikel skrevet af Hubbard selv om pulptiden og science fiction genren generelt.

De tre noveller er alle ganske underholdende og med en overraskende spidsfindig slutning. I Bag den Sorte stjernetåge følger vi en endeløs krig mod nogle væsener man ikke ved hvad er, men som man formoder er en trussel, men det viser sig at være noget helt andet der ikke er til at begribe for menneskene. Denne novelle fandt jeg umådeligt langtrukken i forhold til det egentlige indhold i historien, dog er der nogle interessante personer man kan grine lidt af. Hinsides ethvert Våben handler om en gruppe af mennesker der prøver at undslippe en krig der truer med at udrydde hele menneskeheden og Jorden er ved at blive overtaget af såkaldte ishjerner, ved at bryde lysmuren og rejse til Alpha Centauri for at bosætte sig på en planet der. For bagefter at vende tilbage og hævne sig. Men der er jo nogle problemer med tiden når man bevæger sig op imod lysets hastighed, og der er det imponerende at se en novelle fra den tid der tager udgangspunkt i relativitetetsteorien, da det stadig var noget svært at fatte dengang. I sidste novelle, Et spørgsmål om stof, får vi historien om en mand der har købt en planet langt væk, men når han kommer dertil erfarer han at tyngdekraften virker omvendt på ham og han kan ikke ånde luften eller drikke vandet på den ellers frodige planet. Lidt skørt, men der kommer en god historie ud af det.

Det var spændende læsning og overraskende at erfare at noveller der er omkring 60 år gamle stadig kan læses og være underholdende, omend de måske mest nok også blot er underholdning, og efter at have læst anmeldelsen kunne jeg da godt tænke mig at læse romanen To The Stars der lader til at have lidt samme tam som Hinsides ethvert Våben.

Denne anden Star Trek film fra 1982 er også udkommet i en såkaldt director’s edition, men der er ikke lavet ligeså omfattende ændringer som ved “The Motion Picture”. Men selvfølgelig kommer udgivelsen med en masse godt ekstra materiale.

The Wrath Of Kahn er første del i en løs filmtroligi der kredser om planeten Genesis og Spock, men denne film handler selvfølgelig primært om Kahn. En figur fra et afsnit fra den første sæson af den originale serie, Space Seed, som produceren Harve Bennet fandt så fascinerende da han så hele den originale serie inden han skulle lave filmen, at han besluttede sig for at Kahn skulle komme tilbage og udgøre hovedplottet i den anden Star Trek film. I Space Seed bliver Kahn og hans folk efterladt af Kirk på en øde planet, og da han ved lidt af et tilfælde får mulighed for at komme tilbage og hævne sig griber han selvfølgelig den mulighed. Dette bliver så grundlaget for filmen og en meget spændende og interessant kamp mellem Kirk og Kahn, der sjovt nok aldrig står ansigt til ansigt med hinanden, da det hele udkæmpes i rummet og i en slags stedfortræderkrig da Kahn får dræbt og såret en masse andre end Kirk selv. Og Genesis projektet, en teknologi der gør det muligt at forvandle en livløs gold planet til en planet der er bæredygtig for liv, spiller selvfølgelig også en rolle og kommer til at gøre det endnu mere i den tredje Star Trek film.

Som jeg startede med at skrive så er der hvad filmen angår ikke lavet meget om i denne director’s edition. Ingen nye special effects som ved den første, men blot et par ændringer og tilføjelser der oprindeligt blev skåret væk. Blandt andet er der en ekstra scene hvor vi får at vide at den tekniker der dør senere er Scottys nevø, hvilket forklarer hvorfor Scotty reagerer som han gør. Alle ændringer er naturligvis kommenteret og forklaret af instruktøren selv, Nicholas Meyer, i lydkommentarsporet. Dette kommentarspor er udelukkende med instruktøren og handler derfor meget om hvad han ville med filmen og hvad hans ideer var. Han fortæller mere generelt om filmen, fremfor at gå ned i enkelte tekniske detaljer. Det er der tilgengæld meget af i det rent tekstede kommentarspor af Michael Okuda, der også lavede en lignende tekstkommentar til The Motion Picture. Han fortæller en uhyggelig masse om diverse kulisser, om hvordan de blev lavet og hvor de ellers er blevet brugt og genbrugt, samt at enkelte sekvenser er taget fra The Motion Picture og han påpeger diverse små fejl og sjove finurligheder. Begge kommentarspor vil jeg mene er for særligt interesserede, mens det for alle kan være interessant at se de gode ekstra dokumentarfilm på bonus DVDen.

Det er gode og lange (omtrent 30min) dokumentarfilm der ikke, som de ellers tit er i bonusmateriale på DVD udgivelser, blot er reklame for filmen, men går i dybden med nogle ting og har noget solidt indhold. Fx om startproblemer med at få Leonard Nimoy med til filmen, at der var store overvejelser omkring slutningen og at de ikke var sikre på om det skulle fortsætte i en tredje film eller ej. Ligeledes interessant at høre at både produceren og instruktøren egentlig ikke kendte ret meget til den originale serie eller Star Trek universiet, men de fik alligevel lavet en film som mange trekkies stadig ser som den bedste af filmene. En specielt interessant dokumentar er den om de visuelle effekter, hvor de fortæller om hvordan de så småt var ved at bruge computergrafik til nogle ting, men stadig også brugte gammel teknik til andet. To forfattere til Star Trek bøger har også et halvtimes program hvori de fortæller om de bøger de har skrevet med udgangspunkt i filmen, blandt andet Greg Cox der har skrevet en trilogi om Kahn der fortæller om hans tid før Space Seed og op til The Wrath Of Kahn. Lidt mere ligegyldigt er et par gamle interviews af skuespillerne fra da filmen havde premiere, da disse er meget præget af at være markedsføring.

Jeg ved nu ikke helt om jeg vil kalde The Wrath Of Kahn for den bedste af Star Trek filmene, selvom jeg heller ikke lige ved hvilken jeg vil kalde den bedste, men den er interessant på den måde at den viser en konsekvens af en af de mange beslutninger Kirk har taget igennem den originale series forløb, hvor det altså ikke længere bare kan ses som en helt afsluttet affære når afsnittet er slut. Det nævnes også i dokumentarerne at det var en af de første større forsøg på at vise noget sammenhæng i historien i Star Trek universet, for at understrege at det hele foregår i samme tidslinie og ting der skete i et eller andet tilfældigt afsnit godt kan have betydning senere hen. Derudover er filmen næsten helt fri for diverse former for sære fremtidsgadgets og pseudo-videnskab, men fokuserer på hævnen og konflikten mellem Kahn og Kirk. En meget karakterdrevet film, hvor især Kirk og Spock udvikler sig meget, for slet ikke at tale om Kahn figuren selv der er meget gennemført og yderst velspillet, og får vist nogle nye sider af deres figurer, hvilket måske også kan have gjort den mere spiselig for et bredere publikum.

Sæson 2 af “The Section 31 Files” fortsætter selvfølgelig hvor første sæson slap og den bør man høre først, da historien nu mere bliver til en fortsættende historie fremfor afsluttende enkeltstående episoder. Jeg ved ikke med sikkerhed om sæson 2 faktisk er slut, men der er 10 episoder ligesom sæson 1 og der har ikke været udgivet et nyt afsnit i mange måneder, så jeg har antaget at sæson 2 er afsluttet.

Som nævnt er det mere en fortsættende historie nu og en temmelig kompleks og forvirrende en af slagsen enda. Det kan være lidt svært at finde rundt i, men det er dog klart at det ikke tegner godt for galaksens fremtid. Der er flere stridende meget magtfulde parter der truer med at udrydde alt liv i hele kvadranter og samtidig bliver det hele kompliceret yderligere af en tidskrig, så vi kan ikke engang regne med at tidslinierne er korrekte.

Jeg er mindst ligeså begejstret, hvis ikke mere, over denne podcast som jeg var sidst. De leverer stadig et fantastisk skuespil og ligger et stort arbejde i underlægningsmusik og lydeffekter. Og historien er kun blevet mere vovet ved at trække Star Trek ud i kroge og hjørner som de originale serier ikke har ville berøre, hvilket jo er meget forfriskende at høre historier der tør udfordre Star Trek universets gængse rammer for hvad man kan tillade sig i en historie.
Jeg kan endnu en gang kun anbefale det til alle Star Trek fans, for det er virkelig kvalitet og gennemarbejdet og ikke bare noget halvdårligt amatørhalløj.

Tredje bind i denne serie om Albino der vil være spilskaber minder i opbygning en del om de andre. Han er komemt videre til et nyt sted for at blive spilskaber og igen lave han urøre og bliver til sidst sendt videre til et nyt sted. Dog begynder vi at få lidt mere hints om hvad det er for en verden det foregår i og hvad det hele egentlig går ud på, da vi ser den virtuelle og virkelige verden blive rodet sammen, og hovedpersonen Albino begynder nu at ligne en slags Neo der skal befri befolkningen fra den uvirkelige verden.

Jeg må indrømme at selv efter tre bind har historien ikke fanget mig og den forekommer mig ligeså rodet og underlig som mit første indtryk var, så det bliver nok ikke lige foreløbig at jeg får læst de efterfølgende bind.

Istedet for at skulle vente på at disse podcasts bliver gjort færdige og jeg får dem omtalt, vil jeg lige nævne et par nye og kommende podcasts jeg følger lidt med i og som kunne være interessante for læserne af denne blog. Først og fremmest er der kommet en masse nyt på Podiobooks

“Ida” er en science fiction debut fra Tim Callahan om den første kolonisering af en asteroide. Det lyder spændende, men historien er ikke rigtigt kommet igang endnu. Tim Callahan har søreme også en blog.

“The Pirates of Sufiro” af David Lee Summers er ligeledes en ny podcastroman på Podiobooks som skulle være første del i en trilogi om livet på en fjern planet. Jeg har desværre ikke fået lyttet til den, men mente den var værd at nævne.

“The Worldwrights” er skrevet og fortalt af Max Grant, og handler om en mand der har været frosset ned i årtusinder og nu er blevet vækket for at udkæmpe en kamp mod et væsen ved navn Ghala. Jeg har kun hørt de første to kapitler og indtil videre minder det nu mere om fantasy selvom det står som science fiction, men det lyder lovende trods alt.

Darker Projects der blandt andet også har lavet The Section 31 Files som jeg har omtalt, har iværksat en antologi af science fiction under navnet Dark Matter. Mere af samme velkendte spænding og gode produktion.

Og Scott Sigler som netop har afsluttet “Infection” skulle snart komme med hans nye podcastroman der hedder The Rookie. Vi ved ikke så meget om hvad det går ud på, men det er nok mere af Siglers velkendte brug af horror og skræmmende monstre, og så lover han at det vil finde sted flere hundrede år ude i fremtiden så jeg håber på noget mere science fiction. Så hold øje med hans webside.