Andet bind i Judorowskys serie Teknofædrene fortsætter hvor Pantekno-forskolen slap. Hovedfiguren Albino er blevet sendt til en hård straffeskole for at lære de kommercielle sider af spilskabning. Det modstræber han sig, da han ikke vil være med til grov udnyttelse af svage sjæles trang til spil der kan udnyttes kommercielt, men lave smukke og kunstneriske spil. Endnu engang viser han at han er noget særligt og bliver til sidst sendt videre til endnu en spilplanet. Alt imens hans mor kæmper videre i sit hævntogt mod de pirater der voldtog hende.

Jeg har lidt svært ved at se hvor det hele skal føre hen. Albino går fra den ene fantastiske virtuelle verden til den anden og udvikler sig selv og lærer sine særlige evner at kende, men jeg finder hele forløbet en anelse rodet og historien drukner i store flotte billeder. Ligeledes med sideplottet om hans mors hævntogt, som er temmelig trivielt, men kan da ligge grobund for nogle brutale scener. Det er nok for underligt og fantasy-agtigt til min smag, men jeg vil da læse de øvrige bind for at se om der kan komme lidt kød på historien.