Den uhåndgribelige 1: Na

Endnu en interessant udseende tegneserie jeg fandt på det lokale bibliotek. Skrevet og tegnet af Alain Maindron og oversat til dansk Freddy Milton. I dette første bind i serien får vi introduceret en verden hvor menneskeden har koloniseret verdensrummet og al aktivitet kontrolleres centralt af noget der går under navnet Centralen. En besætning på et rumskib bliver beordret af Centralen til at undersøge et ukendt fartøj der nærmer sig Jorden. Deri finder de en mystisk gruppe munke og en lille pige med navnet Na. De når dog ikke at blive kloge på hvem det de har taget til fange, da de må nødlande midt i Sahara. Besætningen og munkene må nu pludselig kæmpe for deres liv, da Centralens styrker pludselig begynder at jage dem som terrorister, men hemmeligheden bag Centralen og den lille pige Na lurer.

Maindron har lavet alle tegninger på computere, hvilket gør især menneskernes ansigter noget kantede, men det bliver tilgengæld ganske flot med fx omgivelserne i et rumskib. Stilen passer vel godt til historien, men jeg synes godt han kunne have gjort lidt mere ud af ansigterne eller måske holdt sig til at modellere baggrunde og omgivelser på computer.

Allerede efter dette første bind synes jeg langt bedre om denne serie, end den anden serie jeg prøver at læse, Teknofædrene. Der er mere science fiction i det og den fremtidsverden det foregår i finder jeg mere interessant og troværdig, end den meget fantasy-prægede i Teknofædrene. Det er dog lidt synd at det hele går så hurtigt i dette bind der kun er på 47 sider, og det havde været interessant hvis han havde brugt bare 10 eller 20 flere sider på at gå lidt mere i dybden med hvad det egentlig er for en verden det finder sted i. Vi bliver direkte kastet ind i en historie fyldt med action og baggrundshistorien må man i stor grad gætte sig til.

Teknofædrene 2: Straffeskolen på Nohope

Andet bind i Judorowskys serie Teknofædrene fortsætter hvor Pantekno-forskolen slap. Hovedfiguren Albino er blevet sendt til en hård straffeskole for at lære de kommercielle sider af spilskabning. Det modstræber han sig, da han ikke vil være med til grov udnyttelse af svage sjæles trang til spil der kan udnyttes kommercielt, men lave smukke og kunstneriske spil. Endnu engang viser han at han er noget særligt og bliver til sidst sendt videre til endnu en spilplanet. Alt imens hans mor kæmper videre i sit hævntogt mod de pirater der voldtog hende.

Jeg har lidt svært ved at se hvor det hele skal føre hen. Albino går fra den ene fantastiske virtuelle verden til den anden og udvikler sig selv og lærer sine særlige evner at kende, men jeg finder hele forløbet en anelse rodet og historien drukner i store flotte billeder. Ligeledes med sideplottet om hans mors hævntogt, som er temmelig trivielt, men kan da ligge grobund for nogle brutale scener. Det er nok for underligt og fantasy-agtigt til min smag, men jeg vil da læse de øvrige bind for at se om der kan komme lidt kød på historien.

Solar (1) Invasion

Solar (1) InvasionDansk science fiction er jo desværre et lidt sjældent syn, så en ny forfatter indenfor genren er jo altid rart. Brian Roland Larsen er født samme år som mig og har dermed kun været 16 år da han skrev dette første bind af Solar-serien. Det i sig selv er jo yderst imponerende, men jeg må desværre erkende at jeg har ret mange kritikpunkter til bogen.

Vi befinder os i år 3617 hvor menneskeheden har koloniseret en lang række solsystemer og samlet det under organisationen SOL. Indtil videre er man ikke stødt på anden intelligens i universet, men SOL har alligevel fået opbygget en enorm krigsflåde til hvis nu man blev mødt af fjendtlige rumvæsener. Allerede det udgangspunkt sætter ligesom handlingen; en ukendt race mener at menneskeheden bør udryddes fordi den er for grådig og ekspanderende, hvorefter et angreb indledes. SOL må hurtigt erkende at den ukendte fjende er langt stærkere end dem, men får alligevel overrasket den ellers optimistiske invasionshær. I dette første bind bliver alt dette introduceret og første fase af invasionen bliver udkæmpet.
En ret enkel handling som forsøger at danne en ramme for store mængder af action og rumkamp i bogen, som det virker som forfatteren mest har været interesseret i at skrive. En slags blanding af Die Hard og Star Wars. Trods de heftige actionscener der fylder det meste af bogen formår det aldrig at blive særligt spændende. I mine øjne bør action bidrage til en interessant handling, men i denne bog virker det på mig omvendt, og action alene kan dårligt bære en hel bog. Det er desværre også en meget stereotyp og forudsigelig form for actionscener der bruges, som mest af alt minder om uddraget fra et skydespil hvor en nærmest uovervindelig “helt” skyder alt på sin vej. Ligeledes er de enkelte “forhør” ikke meget mere avancerede end: Giv mig hvad jeg vil have Nej! Ellers skyder jeg dig i knæskallerne Okay her.
Jeg må dog sige at henimod slutningen bliver især rumkampene lidt mere interessante, da disse får en mere strategisk og taktisk dimension, så det ikke bare er ren laserskudsudveksling.

De mere interessante dele i bogen er desværre dem der fylder mindst, nemlig når vi følger rumvæsenernes forberedelser og deres begrundelser for at menneskeheden skal udryddes. Ligeledes har Brian da også nogle gode ideer med hensyn til forholdet mellem militæret og politikkerne i deres debatter om hvad der skal gøres, men desværre bliver dette ret overfladisk præsenteret, så man kun lige får et indtryk af hvor de forskellige parter står.

Derudover er bogen virkelig fyldt med mange stavefejl og sproglige fejl, noget i retning af 1-2 pr. side, og det er mere en kritik af forlaget som bare med en enkelt gennemlæsning kunne have elimineret langt de fleste af disse fejl. Det giver ikke et særligt godt indtryk når mængden af fejl er så stor. Skal dog lige siges at i min biblioteksudgave er der en der har markeret mange af fejlene med kuglepen, så jeg har selvfølgelig lagt ekstra meget mærke til det, men der er altså for mange og det er kedeligt at se når det let kan give et dårligere helhedsindtryk.
Jeg er uden tvivl meget præget af ikke at læse ret meget litteratur på dansk, men jeg må altså også rette en kritik af sproget i bogen. Det virker meget talesprogsagtigt og der er flere vendinger jeg synes virker malplacerede i en bog. Som jeg kan se andre anmeldere også har kritiseret bogens sprog for, så er det meget amerikaniseret og den fordanskede udgave bliver kluntet og minder lidt om en halvdårlig tekstning til en amerikansk actionfilm eller til et afsnit af Star Trek. Det kan altså ses at det ikke er en erfaren forfatter der har skrevet det, men jeg må stadig tage hatten for at han i en alder af 16 år har givet sig til at skrive en bog af det omfang, og jeg håber da på at de efterfølgende bøger er bedre på alle punkter, eftersom man naturligvis bliver bedre til at skrive desto mere man gør det.

Blue Mars

Blue MarsSå kom jeg til sidste del af Kim Stanley Robinsons Mars-trilogi, hvor Red Mars og Green Mars selvfølgelig er blevet omtalt. Den fortsætter hvor sidste bog slap og foregår omkring år 2120. Iøvrigt vandt Blue Mars også en Hugo Award.

Nu skal alle de politiske forberedelser og overvejelser der blev gjort i Green Mars før revolutionen føres ud i praksis. Med etablering af forskellige råd, ministerier, en præsident og en domstol, og hvordan disse skal fungere og hvordan deres magtforhold bliver. Dette kunne måske lyde kedeligt i nogens ører, og det ville det sikkert også være, hvis det altså ikke foregik på Mars. Det der gør det interessant er jo at det hele bliver sat i en ny ramme der er anderledes end på Jorden, da samfundet på Mars er skruet helt anderledes sammen, de har helt andre ting at forholde sig til. Terraformning fylder fx stadig meget det politiske og et forhold til Jorden skal der også arbejdes på. Det fylder ca. første halvdel af bogen, hvor den slår over i mere personlige skildringer hvor vi følger nogle udvalgte hovedpersoner i nogle vigtige øjeblikke i deres liv. Via dette får vi et bedre indtryk af hvor unikt og anderledes samfundet på Mars er ved at blive og i hvor stor grad det påvirker de mennesker der vokser op. Til tider må jeg sige disse afsnit kan blive noget langtrukne, med side på side uden dialog, men blot endeløse personlige tanker, som vel nok giver et godt indtryk af hvordan Mars påvirker folk, men det kunne godt være gjort lidt kortere.
Henimod slutningen hvor årstallet er ved at være oppe omkring 2200 tager koloniseringen af solsystemet rigtig fat, med kolonier på både Merkur og Venus, en masse asteroider og månerne omkring Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun. Disse kolonier snuser vi også lidt til, og får sat det i relation til Mars og Jorden, som nu står som de gamle kæmpeplaneter der har deres stridigheder om befolkningsproblemer, alt imens nye pionerere forsøger at starte på en ny måde andetsteds i solsystemet. Man må også sige det for alvor er i denne sidste bog at man ligger mærke til at det er hård science fiction, og ikke bare en relativ nutidig udlægning af hvordan man kunne bosætte sig på Mars. Teknologien har taget godt fat i denne bog, og som noget ekstra interessant hører vi også om hvad der sker i den videnskabelige verden, hvor videnskabsfolk er ved at få en næsten komplet forståelse af strengteori og er ved at gå ind i ny videnskabelig æra på lige fod med den måde relativitetsteorien satte en ny æra i gang.
I modsætning til de to foregående, ender Blue Mars ikke i et så voldsomt politisk drama, men er på mange måder en afsluttende bog. Den sætter ikke punktum for noget som sådan, men slutter ligesom koloniseringen af Mars til at man nu skal tænke på den menneskelige civilisation som er spredt udover hele solsystemet, hvor Mars blot er en planet ud af flere og livet kan gå sin gang der.

Trilogien som helhed strækker sig over omkring 200 år, hvilket gør det meget interessant at læse hvodan man i første bog hører om forventinger til fremtiden og så senere hen kan se hvad der så rent faktisk skete og følge personernes reflektering over fortiden. Det giver et meget komplet billede hvor både forventinger, realiteter og fortrydelser er med i et og samme værk. Og selvom hovedtemaet og pointen med værket selvfølgelig er menneskets første skridt mod andre planeter og at det er noget man seriøst bør overveje i henhold til overbefolkningen og at vi kommer til at leve længere og længere, tager Robinson også meget andet op som belyses igennem de meget forskellige hovedpersoner vi følger igennem bøgerne, hvor især den personlige udvikling med at blive sat til at leve et nyt liv i nye omgivelser bliver vendt og drejet.
Meget litteratur inden for især space opera finder sted flere hundrede år i fremtiden hvor menneskeheden for længst har koloniseret flere planeter og stjernesystemer, hvor denne trilogi så fint kunne fungere som indledningen til et sådant univers, ved at vise at man ikke “bare” lige flytter til en anden planet og begynder at bo der og tro at alt kan være som det plejer. Den største udfordring ved kolonisering af rummet er nok ikke de teknologiske, men de sociale- og samfundsmæssige, mener Robinson.

En lang triologi der er godt skrevet, men også svær læsning, for man skal ikke forvente spænding fra start til slut og ej heller noget større mystisk plot der skal slutte i en astronomisk episk afslutning. Det er personlige, sociale og politiske intriger og udvikling man kommer til at læse meget af.

Science Fiction nr. 11

Ligesom Janus har jeg også modtaget 5 numre af fanzinet Science Fiction fra Knud Larn, og mange tak for det da. Jeg må være enig med Janus i at det er et lidt irriterende navn til et blad og det kunne da have været rart med et lidt mere kreativt navn som gjorde omtale af bladet nemmere og forvirringen mindre, men det skal den flittige mand Knud Larn da ikke kritiseres alt for meget for, når nu bladets indhold er ganske fortrinligt.

Bladet minder i form og layout om Novum, dog med noget flere sider, og i dette nyeste nummer får vi 7 af novellerne fra novellekonkurrencen 2005 der gik under overskriften Danskere i Rummet. De resterende 6 noveller skulle så komme i næste nummer.

Jeg tolker måske kravet om det danske lidt for strengt, men jeg synes ikke rigtig nogen af novellerne virkelig gør brug af det skulle handle om danskere. Der bliver bare brugt danske navne og Danmark eller København bliver lige nævnt, men de fleste af novellerne vil være de samme hvis man skiftede de danske navne ud med noget andet. Derfor må jeg fremhæve Line Mikkelsens Mission Mekka, da den præsenterer en fremtid hvor en dansk rumkoloni er bygget på religiøse regler der er en slags sammenlægning af islam, jødedom og kristendom, hvor der blandt andet holdes ramadan, er krav om at gå med kalot og der spises tilsyneladende ikke svinekød (frikadeller af oksekød spises i stedet), hvilket jeg synes er meget friskt gjort, da det jo er lidt provokerende i henhold til den evige samfundsdebat om islam i Danmark. Ser jeg bort fra dette må jeg sige at Flemming R.P. Raschs Andersens Aske og Safir Aoudes Fodbold på Mars tiltaler mig mest, da de havde de mest spændende og interessante historier. Så jeg er ikke helt enig i dommen om at Andersens Aske kun har fået 9 point mens fx Sapiens Nat fik 11 point. Sidstnævnte er dog velskrevet og har en lille sproglig spidsfindighed i plottet, men jeg havde svært ved at se den egentlig historie deri.
De to noveller der fik flest point i voksenkategorien kommer dog først i næste nummer, så dem kan jeg ikke sammenligne med, men indtil videre er jeg lidt skuffet over at det danske ikke rigtigt bliver brugt til noget i novellerne.

Tilgengæld får vi i dette nummer vinderen i aldersgruppen 17 til 20 år, Camilla Wandahls Danefærgen, som i øvrigt blev omtalt i det radioprogram jeg har omtalt tidligere. I forhold til det andet bidrag som er bragt i dette nummer, Susanne Simone Dues Drømme, må jeg være enige med dommerne. Den er virkelig velskrevet og som man kan høre i det omtalte radioprogram, har den nogle interessante pointer med når et individ må ofre sig for massen.

Jeg ser frem til næste nummer så jeg kan få konkluderet på konkurrencen som helhed, og håber at de resterende noveller måske gør lidt mere ud af at bruge det danske i deres historier, ellers må jeg vel bare erkende at jeg tolker reglerne for hårdt.

Krononautens Påske

Krononautens PåskeLidt Google-søgning gjorde at jeg fandt frem til denne interessante sort/hvid tegneserie baseret på en novelle af Niels Søndergaard som Jens Thegler har genfortalt og tegnet til tegneserieform. Historien tager udgangspunkt i en alternativ fremtid baseret på at hunnerkongen Atilla sejrede over romerne, hvilket har medført et brutalt styret samfund der fx stadig bruger slaver. De har dog en interesse i at studere den historiske fortid ved at rejse tilbage i tiden og filme historiske begivenheder og evt. bringe ting med hjem, dog under strenge regler om ikke at ændre historiens gang og skabe paradokser.

Men det går selvfølgelig galt med de tidsrejser og de får ændret historien godt og grundigt, skabt paradokser og må se sig nødsaget til at dræbe andre inkarnationer af dem selv. Selvfølgelig noget man har set før i andre tidsrejsehistorier, men det er nu et ganske originalt udgangspunkt denne har og den måde bibelhistorie bliver flettet ind i det hele er ganske morsom.

Tegnestilen er som sagt rent sort/hvid hvilket giver det et meget råt og minimalistisk præg, som jeg egentlig synes ganske godt om i modsætning til det extremt kulørte, og det passer fint til historien. Med sine 48 sider og relativt lille mængde tekst er den hurtigt læst, men det er bestemt et album man kan tage frem igen fra tid til anden, om ikke andet så for at nyde Jens Thegler specielle men interessante tegnestil.

Teknofædrene 1: Pantekno-forskolen

Jeg fandt dette tegneseriealbum på biblioteket udelukkende fordi det umiddelbart så interessant ud. Jeg har aldrig læst den slags tegneserier før, så har ikke den store viden om det eller noget at sammenligne det med. Teknofædrene er slags science fiction / fantasy serie skrevet Alexandro Jodorowsky og tegnet af Zoran Janjetov og Fred Beltran, hvor Pantekno-forskolen således er første bind af indtil videre 6 dansk oversatte bind.

Historien starter med at en gammel mand ved navn Albino vil fortælle sin livshistorie, som starter med hvordan han kom til verden på en øde asteroide hvor hans mor var blevet voldtaget af tres pirater (ja det er ikke en børneserie i hvert fald), og senere fik tre børn – heriblandt hovedpersonen Albino. Ham og hans firarmede søster blev dog anset af moderen som uønsket, mens hendes førstefødte søn holdt hun af. Som de vokser op arbejder de på hendes ostefabrik mere eller mindre som slaver, men Albino har en større interesse for virtuelle verdener i computerspil og mener han er skabt til at blive spilskaber. Han kommer så afsted til en spilskaberskole hvor de finder ud af at han er noget ganske særligt, den slags der kun findes for hver tusinder. Alt imens hans mor opruster til krig og hævn mod dem som voldtog hende.
Pantekno-forskolen er vel hvad man vil kalde en introduktion til den videre historie, da grundplottet er blevet fastsat og de vigtigste personer præsenteret.

Jeg har ingen ide om hvad den tegnestil den er tegnet i hedder, men det er meget farverigt med store billeder og lidt tekst, og det virker computer-retouchet. For det meste ganske flot, men teksterne virker lettere kluntede til tider, måske fordi det er en oversættelse. En lille sjov ting jeg lagde mærke til var, at deres computerdesign tydeligvis var inspireret af LCARS (computerinterfacet brugt i Star Trek). Handlingskabelonen med en uønsket søn der viser sig at være skabt til større formål virker altså som noget man har set rimelig mange gange før, men det er dog en meget original ide synes jeg, at han skulle være en helt særlig spilskaber. Så jeg skal da nok få læst de andre bind. Jeg hører meget gerne anbefalinger til andre tegneserier, måske noget der er mere “rent” science fiction, da det selvfølgelig også er et felt man bør kende lidt mere til.

Star Trek: The Section 31 Files – Season 1

The Section 31 Files” er en podcast baseret på Star Trek fra Darker Projects og de 10 første episoder udgør altså første sæson. Section 31 er Federationens hemmelige politi, som gør alt det de officielle Starfleet officerer ikke må og kan gøre. Agenter fra denne hemmelige enhed er dukket op af og til i de forskellige serier, og i denne podcast følger vi besætningen på skibet Nosferatu som altså er en del af Section 31. Lidt mere info om hvad Section 31 er for noget kan læses i denne wiki-artikel.

Vi følger som sagt en besætningen på et specielt skib, som kan langt mere end standard Starfleet skibe herunder en effektiv cloaking, og de missioner de sendes ud på. Ofte må de bryde både The Prime Directive og ofre uskyldige for til flertallets bedste, hvilket giver nogle moralske overvejelser hos besætningen ind i mellem. De understreger at hvis Section 31 ikke gjorde dette vil Federationen slet ikke kunne overleve og dets mange borgere vil ikke kunne leve et trygt og frit liv. Dermed tager de jo noget lidt kontroversielt op i forhold til de officielle Star Trek serier og film, hvor de altid skal løse problemerne på den “rigtige” måde og man ikke må blande sig i andres affærer, men det gør de altså i stor stil og det er jo ganske friskt at få en anden vinkel på Starfleet og nogen der tager de moralske spørgsmål op, om det er i orden at ofre uskyldige og bryde alle regler for at tilgodese det brede flertal.
Hver episode handler typisk om en af disse missioner, men der er også et større plot bagved som ikke bliver afsluttet i denne sæson, som kort forklaret går ud på at et ældgammelt våben fra en race der uddøde for millioner af år siden er ved at komme frem igen og truer alt liv i galaksen.
Jeg må sige at også handlingen og plotsene og alle de mange personlige subplots knyttet til de enkelte personer, er ganske godt gennemarbejdet når man tager i betragtning at det er lavet af fans.

Den adskiller sig fra andre podcasts da det ikke er en oplæsning, men snarere en slags lydteater hvor skuespillere spiller al dialogen og så må vi med hjælp fra fancy lydeffekter ellers prøve at finde ud af hvad der foregår. Det vil svare til kun at høre lyden fra fjernsynet, og jeg kunne forestille mig det nogenlunde er sådan min kæreste hører det når jeg ser Star Trek. At det er på denne form er egentlig ganske udfordrende for lytteren, da man kun får dialogen og evt. lidt lydeffekter og dermed selv må tænke sig til selve handlingen. Og jeg må sige de gør det godt disse folk. Selvom det kun er lyd er det habilt skuespil, man får et godt indtryk af de forskellige personligheder efter at have lyttet til et par afsnit, og så gør de virkelig noget ud af både lydeffekterne og musikken. Det er simpelthen bare pissefedt lavet, for at sige det ligeud.

Man skal måske være trekkie af et vist format for at finde det her interessant, da det kører meget på klicheer og elementer fra de officielle serier, men de kan selvfølgelig også lave lidt selvironi ind i mellem uden at det bliver satire. Men hvis man ligesom mig kan blive bidt af den form for lydteater og har en interesse for Star Trek fanfiction, bør man da bestemt prøve at give de første par episoder et lyt.

Starship Troopers

Starship TroopersDen blev lige sendt på TV2 Film og det var vist ved at være 8 år siden jeg så den sidst, så jeg prøvede at se den på en lidt anden måde end da jeg var 12 år og det mest bare var en underholdende actionfilm. Jeg ved ikke helt om det lykkedes.

Handlingen kender folk vist, men i grove træk er det ganske simpelt: Jorden har set sig sur på en insektlignende race i den anden ende af galaksen og sender en kæmpe hær til deres planeter for at udrydde dem. Det i sig selv kan jo være morsomt nok, men hvad der egentlig kunne være lidt mere interessant hvis filmen havde brugt mere tid på, var det militærfascistiske samfund som det udspiller sig i. Især er de forskellige propagandaklip for at melde sig til hæren interessante. Det hele bliver fremstillet extremt overdrevet, at man kun kan tolke det som satire, men alligevel når man tænker over det er det jo ikke helt fjernt fra virkeligheden. Og man kan nok ikke udelukke at nogen ikke ser den overdrevne militærpropaganda som et forsøg på at lave satire.

Jeg har ikke læst den bog af Robert A. Heinlein som filmen er baseret på eller 2′eren, måske er de værd at se på?

Green Mars

Green MarsGreen Mars er anden del i Kim Stanley Robinsons Mars-trilogi, og jeg vil anbefale folk at læse min omtale af første del, Red Mars, da meget af det samme jeg skrev der også kan siges om Green Mars. I øvrigt blev den også belønnet med en Hugo Award.

Green Mars følger op på Red Mars ca. 40 år efter hvor de første generationer født på Mars er vokset op, og planeten går en ny tid i møde. De er så småt ved at komme på benene igen efter den voldsomme krig i 2061, men de resterende af de første 100 kolonister lever nu i skjul i undergrunden mens transnationale selskaber mere og mere er ved at overtage planeten.

Hvor Red Mars startede ud med at være meget videnskabelig og gå mere over i det politiske, er disse elementer nu mere blandede. Terraformning er blevet et politisk og kommercielt projekt, og der skildres mange holdninger og dagsordener fra både videnskabsmænd og transnationale firmaer. Nu er debatten ikke kun om man skal terraforme Mars eller ej, men også om man først skal satse på at få så meget varme som muligt – på bekostning af meget kuldioxid i atmosfæren og dermed ikke i første omgang en atmosfære dyr og mennesker kan leve i, eller om man først og fremmest skal arbejde på at få en atmosfære man kan leve og ånde i og så blot må acceptere noget koldere temperaturer. Igen viser Robinson sin evne til at belyse en problemstilling fra mange vinkler, hvor det ikke bare er sort/hvidt.
Hvor Robinsons lidt venstreorienterede holdninger lurede lidt under overfladen i Red Mars, kommer de nu langt mere klart til udtryk, da store dele af bogen handler om grundlæggelsen af et nyt samfund på Mars og dermed hele processen i udvælgelsen af det politiske system, det økonomiske system, frihedsrettigheder osv., som ender med at være baseret på noget der minder ingen privat ejendomsret, en økonomi der prøver at være modsat markedsøkonomi, men også almindelige menneskerettigheder bliver fastsat. Det er i “undergrunden” dette foregår hvor de forskellige parter mødes og prøver at tænke nyt og se fordele i at arbejde sammen mod det samme mål er et frit veletableret Mars, fremfor at arbejde mod hinanden uorganiseret som ved sidste revolutionsforsøg i 2061.
De er dog stadig meget splittede på flere områder. Der er stadig nogen der ikke mener Mars skal terraformes, nogen ser en voldelig revolution som den eneste udvej mens andre vil gå mere fredeligt til værks, og endelig er der uenighed om forhold til jorden, om man skal isolere sig eller samarbejde. I dette får vi en interessant skildring af de generationer der er født på Mars, som bliver fremstillet som nærmest arrogante hvad angår jordens problemer og tænker primært på at sikre deres egen sikkerhed og eget frie liv på Mars.

Det meste af bogen handler dermed op optakten til endnu en revolution, som først bliver udløst i det sidste kapitel, og så synes jeg lidt at en optakt på 550 sider er lidt lang. Der introduceres mange personer i dybden, som jeg ikke helt kan se hvorfor vi skulle gå igennem så grundigt, men det kan være de får mere betydning i Blue Mars så det giver mere mening. Green Mars lider måske lidt af at være en mellembog i en trilogi, for hele handlingen udspiller sig også i en mellemperiode – efter en mislykket revolution til optakten til en ny omvæltning. Resultatet af dette kommer nok i Blue Mars, men det gør Green Mars som sagt bliver noget langtrukken, og den kunne måske godt have været i hvert fald kortere, medmindre sammenhængen til sidste bog i trilogien forsvarer det jeg synes var lidt overflødigt. Det var også mit indtryk at der var langt mindre dialog i den, hvilket også gjorde den lidt tungere at komme igennem. Det skal dog ikke tolkes som at den er direkte dårlig, men man må nok tage den som en nødvendig mellembog der ender med at binde hele trilogien sammen (håber jeg da på) og i sig selv dermed virker noget ukomplet.