Denne bog fra 2000 er Alastair Reynolds første roman og han har efterfølgende skrevet flere bøger og noveller i samme univers. Historien her kan dog fint læses alene.
Handlingen finder sted ca. 500 år ude i fremtiden, hvor vi starter med at følge tre hovedfigurer der tilsyneladende ikke har noget med hinanden at gøre, men de enkelte handlingsmønstre flettes hurtigt sammen. Først og fremmest arkæologen Dan Sylveste som på en fjern koloniplanet prøver at finde frem til hvad der skete med en intelligent race der udødede for næsten en million år siden. Lejemorderen Khouri som slår rige mennesker ihjel mod betaling fra dem selv, og på rumskibet Infinity følger vi Volyova og resten af besætningen som prøver at finde en vaccine til deres kaptajn som er inficeret med en ukendt virus. Plottet som helhed går på at få kortlagt en galaktisk begivenhed der skete for millioner af år siden og det går langsomt op for personerne at der gemmer sig en trussel mod hele menneskeheden.
I Reynolds univers er det ikke muligt at flyve hurtigere end lyset, så interstellar rumfart opnås i stedet ved at besætningen går i dvale mens rumskibet bevæger sig så tæt på lysets hastighed som muligt. Dette giver jo nogle store relative tidsforskydninger for de personerne i bogen, og dette illustreres ved at bogen i starten springer meget rundt i årstallene, men de begivenheder hænger alligevel sammen selvom de er foregået over så lang tid. Derudover skriver Reynolds på en interessant måde hvor man egentlig ikke får de store forklaringer på hverken personerne eller om den verden det udspiller sig i. Hele tiden bliver det anslået at personerne ved en masse vi som læsere ikke ved og det udfordrer en som læser til at være godt opmærksom på selv at sætte de enkelte delinformationer til en helhed, når vi nu ikke får det hele leveret i lange forklaringer. Det samme med selve det univers det hele udspiller sig, da vi ikke får nogle lange historiske forklaringer på menneskehedens historie fra i dag og frem til år 2566 hvor historien primært finder sted. På mange måder er den egentlig skrevet som om det var nutiden det foregår i, og ikke i fremtiden. Skriver man en bog der foregår i nutiden vil man jo heller ikke komme med lange historiske forklaringer eller grundige tekniske udredninger af diverse ting der bruges. Så det må man som læser også selv stykke sammen som man lærer det hele bedre at kende. Det er nu meget befriende at læse en science fiction historie på den måde, som udfordrer ens fantasi og evne til at danne sig et overblik, fremfor at få det hele serveret i lange forklaringer. Det efterlader en med et klart indtryk om at dette univers kan indeholde langt flere historier og det er jo netop også tilfældet, da Reynolds som nævnt har skrevet flere bøger i selvsamme univers. Hvad plottet angår gør det dog at man til sidst får en masse forklaringer, men det gør ikke noget og selv plottet er ikke fuldt udpenslet i alle detaljer til sidst.
Alt dette gør også at der ikke som sådan er de store refleksioner til nutidens samfund, eller ikke nogen jeg kan se i hvert fald, så egentlig får vi “bare” en pokkers god historie i et interessant fremtidsunivers. Det er jo heller ikke at kimse af og det giver kun en lyst til at læse de andre bøger, for at få mere at vide om alt det der ligger bag.
Reynolds er uddannet astronom og fysiker, hvilket især kan se til sidst hvor han bruger et sort hul og en neutron stjerne på en sjov måde, og en interessant udlægning af Fermi paradokset. Selvom teknologien beskrevet virker overmådelig fantastisk, så er det alligevel fremstillet og beskrevet på en rimelig troværdig måde, men den er på ingen måde fyldt med lange teoretiske videnskabelig udregninger af alt muligt.
Som helhed må jeg sige jeg er ganske imponeret over Revelation Space og som nævnt var det på mange måder en befriende og udfordrende bog at læse, som fokuserer på det at fortælle en historie snarere fremfor at opbygge en eller anden kompleks vision for fremtiden. Reynolds bruger blot fremtiden som ramme for sin historie og ikke omvendt, som nogle forfattere har det med kun at fokusere på den verden og den ide de har, og næsten glemmer at der også skal fortælles en historie.
Hmmmm – har haft et par Alastair Reynolds bøger stående i et stykke tid uden at være rigtig kommet i gang med dem, på trods af at alle siger, at der er gode. Må nok prøve igen, når jeg er færdig med min SF-classics periode.
Jeg kan også godt lide, når en forfatterer ikke drukner historien i tekniske forklaringer og store udredninger af en bogs “backstory” Dels gør det selv de mest udsyrede ting mere realistiske og (sært nok) nutidige og dagligdags, hvis det bare forudsættes bekendt. Og dels viser det, at forfatteren tager læseren alvorligt, og tiltror ham en vis intelligens.
Ja det virker netop naturligt når persoerne bare bruger teknologien som vi vil bruge vores dagligdags ting uden at tænke videre over hvordan de virker.
Jeg har dog heller ikke noget imod den anden grøft hvor forfatteren godt kan lide at gå i detaljer med den slags, men afveksling er jo rart. Er fx lige gået i gang med “Red Mars” og den er noget mere teknisk.