Som I kan se har jeg smidt et nyt logo oppe i toppen, som jeg synes var lidt mere passende til bloggens indhold og navn. Må hellere sige at det er baseret på et wallpaper billede fra wallpaperbase.com. Kom gerne med kommentarer!
Nyt logo
2
Monthly Archives: June 2006
Årets eksamener bestået
Eller næsten da. Der er lige en opgave i IT-innovation der skal laves om, men ellers kan jeg gå videre til 3 år af min uddannelse. Karakterer mellem 03 og 11, det er godt at være alsidig 
Her i dag i informationsvidenskabsteori fik jeg snakket lidt om kunstig intelligens i forbindelse med NEWTIES-projektet og noget om hvordan autopoitiske systemer (her værende små programmer) kommunikerer, og hvorfor disse ikke kan siges at have en bevidsthed osv. Meget kryptisk, som gav lidt associationer til nogle Star Trek afsnit hvor de får problemer med en kunstigt skabt livsform i deres computersystem.
Men så kan man da, næsten, holde sommerferie.
Nej til top-lister!
Det er åbentbart meget populært at bruge sin blog til at lave lister over det ene og det andet, og nu har jeg set både Carsten og Klaus lave en liste over de fem bedste science fiction romaner gennem tiden. Og nej sådanne lister vil jeg ikke lave. Det er noget pjat.
Synes det er underligt at skulle kunstigt vurdere hvilke bøger (eller hvilket som helst andet man kan sætte på en liste) der er bedre end andre og tilmed give det en helt bestemt rækkefølge, så nummer 1 er bedre end alle andre og 3 er bedre end 4 men dårligere end 2. Så firkantet synes jeg ikke man kan dele ting op. Ikke dermed sagt at man bør se alt som lige godt, for selvfølgelig kan jeg da også mene at noget er bedre end noget andet, bare ikke så entydigt så det kan sættes på en liste. Forskellige værker er jo gode på deres forskellige måder, og det vil jeg hellere høre om så man kan få andre vinkler på et værk, fremfor bare at se 5 titler på en liste uden videre uddybning, andet end at man mener nummer 2 er bedre end nummer 3. Det er også lidt af samme grund at jeg i mine bogomtaler her på bloggen ikke giver nogen form for karakter eller skalabedømmelse, for så fokuserer folk bare kun på det og det tvinger en til at skulle sammenligne med andre værker, om det nu er ligeså godt eller lidt bedre eller lidt dårligere.
Det kan også være alt det her bare er en slags undskyldning for, at jeg slet ikke er så belæst endnu at jeg kan lave sådanne lister, uden at disse kommer til at indeholde betydelige procenter af alt jeg har læst.
Red Mars
Kim Stanley Robinsons Mars-trilogi er et rimelig omtalt og meget rost værk, så den måtte jeg selvfølgelig gå i gang med. Red Mars er den første bog i trilogien, og som fik en Nebula Award i 1993. Trilogien handler i overordnede træk om koloniseringen af Mars, den efterfølgende terraformning for at give Mars en atmosfære mennesker kan leve i og skabelsen af et nyt samfund på Mars. Den første del, Red Mars, starter i år 2026 hvor vi følger de første 100 kolonisters rejse til Mars og hvordan de får etableret en by, og så småt begynder på at terraforme. Som tiden går bosætter flere og flere sig på Mars, hvilket naturligvis medføre store politiske problemer.
Bogen starter dermed med at være meget teknisk og videnskabelig orienteret, hvor vi følger kolonisternes problemer med at etablere en base på Mars, hvordan de skaffer vand og energi, samt en masse overvejelser over hvordan man kan terraforme Mars til at skabe en menneskelig atmosfære. Derefter udvikler historien sig i en mere politisk retning, og det hele ender i en voldsom og blodig revolution. Selvfølgelig krydret med personlige intriger, romantik, had og mest af alt stor uenighed om Mars’ fremtid, da ikke alle er lige begejstret for at terraforme Mars, men så gerne planeten forblev som den var og ikke blev ødelagt af mennesker. Her er det for alvor Robinsons politiske holdninger lidt kommer frem, og dem som måske kender til hans andre bøger vil vide at de alle indeholder en kritik af den menneskelige ødelæggelse af miljøet. Dog er det på ingen måde entydigt, for vi får mange vinkler og gode argumenter belyst. En anden pointe han tager fat på er om menneskeheden kan frigøre sig fra sin blodige fortid og prøve at lære af den, eller om vi aldrig bliver klogere og alligevel ender med at ødelægge alt med krig. Konklusionen bliver umiddelbart det sidste. Det politiske i bogen kredser nemlig især om hvordan beboerne på Mars desperat forsøger at skabe et nyt samfund der er frigjort fra jordens kommercielle interesser, men på jorden er der stadig store fattigdomsproblemer, overbefolkning og atomkrig i mellemøsten, så de mener selvfølgelig de har ret til at udnytte de mange resurser der er på Mars. Alt dette bliver kun belyst fra beboerne på Mars, og jeg kunne måske godt have ønsket at vi også fulgte nogle personer på jorden og hvordan de så på Mars, men kan sagtens forstå meningen med at Robinson holder sig til kun at fortælle sin historie set fra Mars af.
Nogen vil måske mene at Robinsons skrivestil er lidt tung i det, med mange tekniske detaljer og til tider lange beskrivelser, og man kan da heller ikke komme udenom at det er meget hård science fiction, men jeg synes nu han rammer en god balance. Vi skifter synsvinkel igennem bogen mellem forskellige personer af de første 100 kolonister, og dermed kommer der vidt forskellige vinkler og beskrivelser af situationen og problemerne. Det kører heller ikke bare derudaf i et ensidigt tempo, men kan skifte mellem at gå helt i detaljer om en enkelt situation for at springe hurtigt måneder eller år frem. Det gør at man som læser flere gange skal prøve at danne sig et indtryk af hvad der er sket af udvikling de år der nu blev sprunget over, så alt bliver ikke serveret kronologisk. Kan også godt lide de metaforer han til tider bruger, såsom
…as if he had walked off a cliff and was trying to argue his way back to ground.
Det giver lige et ekstra pift.
Som helhed virker værket meget gennemarbejdet, og selvom jeg ikke skal kunne sige om de diverse tekniske detaljer er videnskabelige korrekt, så får man i hvert fald det indtryk at forfatteren har undersøgt tingene igennem inden han har brugt dem i sin bog. Den politiske udvikling er ligeledes godt gennemtænkt, hvor han klart viser at fx revolutioner er langt mere komplekse og ustyrlige, da der ikke bare er en oprørsfraktion, men hundredevis der arbejder uafhængigt og mod hinanden, samt at ingen holdning fra nogen part er entydig og at der også er store uenigheder på jorden. Det er ikke bare to parter i hvert sit hjørne, men et utal af forskellige nuancer og meninger. Om det ligefrem bør kaldes realistisk ved jeg ikke, men som tidligere nævnt har Robinson klart en pointe om at selvom man prøver at starte helt forfra på en ny planet, er det svært at frigøre sig fra tidligere tiders historie og hvordan mennesker i årtusinder har opført sig. Selvom det hele lige er krydret på det dramatiske, så virker det nu meget troværdigt.
Trilogien fortsætter jo med Green Mars og derefter Blue Mars, hvilket man nok bør læse også, selvom Red Mars på sin vis godt kan gå for en historie for sig. Jeg ser frem til at gå igang med Green Mars
Bogreolen
Jeg modtog lige de to murstensbøger Pandora’s Star og Judas Unchained i dag, og det blev til lidt omrokering på bogreolen. Og fordi jeg synes at bloggen ikke skulle være helt inaktiv for længe, bliver det lige til et billede:
Ja ikke imponerende, men jeg er stadig ung og gør stor brug af biblioteket Og så kan jeg tilføje at den næste bog der bliver anmeldt er Kim Stanley Robinsons Red Mars, da jeg snart er færdig med den.
De smukke drømmes palads og andre science fiction noveller
Denne samling af danske noveller er udgivet i forbindelse med Science Fictions Cirklens 25 års jubilæum i 1999, og den byder på i alt 22 noveller af vidt forskellig karakter, som i tidens løb er blevet bragt i foreningens forskellige publikationer.
Den har jeg så læst lidt sporadisk i den sidste halvanden måneds tid og det var en lidt blandet fornøjelse. Nogen nød jeg at læse og kunne ofte også grine lidt af dem, mens andre måtte jeg nærmest tvinge mig igennem. Især dem som er fyldt med så meget symbolik og en masse metaforer, at det giver ubehagelige associationer til dansktimer fra skoletiden, var sværre at komme igennem. Fx Virus, Tang, Bølger og Sydskrænten forstod jeg ærligt talt næsten ikke noget af. En af de mere morsomme noveller er Retten er sat hvor vi følger en intergalaktisk retssag omhandlende menneskeheden, hvor rumvæsener har en bizar vinkel på Jordens udvikling. Det var også svært ikke at trække på smilebåndet over Natmanden som ligger ud med at være en slags parodi på Batman, men har faktisk et interessant plot og en interessant vinkel på en politistat. Eller “alternate history” novellen Dronning Margrehte II og jeg, alene i et Luftskib 1500 Meter over Øresund hvor vores dronning er terrorist(!)
Udover dem jeg ikke forstod noget af er der desværre også nogle af novellerne, der primært blot præsenterer en ide eller en bestemt verden, men uden egentlig at have en historie at fortælle. Hvilket jeg synes er lidt synd, for udover at kunne fremstille en spændende ide synes jeg også en god historie skal have et slags plot. Fx beskriver novellen Krigen en fremtidsverden hvor alle krige bliver udkæmpet virtuelt som et slags computerspil, men historien i sig selv har ikke noget rigtigt indhold. Kom og se jordskælv! har ligeledes en interessant ide om en forlystelsespark der simulerer naturkatastrofer og dommedagskrige, som godt nok forsøger med en lille pointe til sidst til, men som desværre er temmelig forudsigelig. Det er vel en smagsag og noveller kan selvfølgelig skrives på mange måder, men personligt foretrækker jeg nok en mere konkret handling fremfor noget gemt i symbolik.
Udover de 22 noveller er der et godt efterord af Niels Dalgaard, hvor han gennemgår Science Fiction Cirklens historie og den danske fandom og dansk undergrundslitteratur gennem tiden. Derudover er der bagerst et par ord om hver af forfatterne samt hvor novellerne først blev bragt.
Alt i alt er der mange forskellige slags noveller, med alt lige fra meget tekniske der foregår i rummet til de mere jordnære, så der burde være noget for alle omend næppe alle de 22 noveller vil falde i ens smag. Mere info om bogen er at finde her hvor den også kan bestilles, eller er den at finde på biblioteket.
Revelation Space
Denne bog fra 2000 er Alastair Reynolds første roman og han har efterfølgende skrevet flere bøger og noveller i samme univers. Historien her kan dog fint læses alene.
Handlingen finder sted ca. 500 år ude i fremtiden, hvor vi starter med at følge tre hovedfigurer der tilsyneladende ikke har noget med hinanden at gøre, men de enkelte handlingsmønstre flettes hurtigt sammen. Først og fremmest arkæologen Dan Sylveste som på en fjern koloniplanet prøver at finde frem til hvad der skete med en intelligent race der udødede for næsten en million år siden. Lejemorderen Khouri som slår rige mennesker ihjel mod betaling fra dem selv, og på rumskibet Infinity følger vi Volyova og resten af besætningen som prøver at finde en vaccine til deres kaptajn som er inficeret med en ukendt virus. Plottet som helhed går på at få kortlagt en galaktisk begivenhed der skete for millioner af år siden og det går langsomt op for personerne at der gemmer sig en trussel mod hele menneskeheden.
I Reynolds univers er det ikke muligt at flyve hurtigere end lyset, så interstellar rumfart opnås i stedet ved at besætningen går i dvale mens rumskibet bevæger sig så tæt på lysets hastighed som muligt. Dette giver jo nogle store relative tidsforskydninger for de personerne i bogen, og dette illustreres ved at bogen i starten springer meget rundt i årstallene, men de begivenheder hænger alligevel sammen selvom de er foregået over så lang tid. Derudover skriver Reynolds på en interessant måde hvor man egentlig ikke får de store forklaringer på hverken personerne eller om den verden det udspiller sig i. Hele tiden bliver det anslået at personerne ved en masse vi som læsere ikke ved og det udfordrer en som læser til at være godt opmærksom på selv at sætte de enkelte delinformationer til en helhed, når vi nu ikke får det hele leveret i lange forklaringer. Det samme med selve det univers det hele udspiller sig, da vi ikke får nogle lange historiske forklaringer på menneskehedens historie fra i dag og frem til år 2566 hvor historien primært finder sted. På mange måder er den egentlig skrevet som om det var nutiden det foregår i, og ikke i fremtiden. Skriver man en bog der foregår i nutiden vil man jo heller ikke komme med lange historiske forklaringer eller grundige tekniske udredninger af diverse ting der bruges. Så det må man som læser også selv stykke sammen som man lærer det hele bedre at kende. Det er nu meget befriende at læse en science fiction historie på den måde, som udfordrer ens fantasi og evne til at danne sig et overblik, fremfor at få det hele serveret i lange forklaringer. Det efterlader en med et klart indtryk om at dette univers kan indeholde langt flere historier og det er jo netop også tilfældet, da Reynolds som nævnt har skrevet flere bøger i selvsamme univers. Hvad plottet angår gør det dog at man til sidst får en masse forklaringer, men det gør ikke noget og selv plottet er ikke fuldt udpenslet i alle detaljer til sidst.
Alt dette gør også at der ikke som sådan er de store refleksioner til nutidens samfund, eller ikke nogen jeg kan se i hvert fald, så egentlig får vi “bare” en pokkers god historie i et interessant fremtidsunivers. Det er jo heller ikke at kimse af og det giver kun en lyst til at læse de andre bøger, for at få mere at vide om alt det der ligger bag.
Reynolds er uddannet astronom og fysiker, hvilket især kan se til sidst hvor han bruger et sort hul og en neutron stjerne på en sjov måde, og en interessant udlægning af Fermi paradokset. Selvom teknologien beskrevet virker overmådelig fantastisk, så er det alligevel fremstillet og beskrevet på en rimelig troværdig måde, men den er på ingen måde fyldt med lange teoretiske videnskabelig udregninger af alt muligt.
Som helhed må jeg sige jeg er ganske imponeret over Revelation Space og som nævnt var det på mange måder en befriende og udfordrende bog at læse, som fokuserer på det at fortælle en historie snarere fremfor at opbygge en eller anden kompleks vision for fremtiden. Reynolds bruger blot fremtiden som ramme for sin historie og ikke omvendt, som nogle forfattere har det med kun at fokusere på den verden og den ide de har, og næsten glemmer at der også skal fortælles en historie.
Bliver der set ned på science fiction?
Har læst en del af Nils Dalgaards Litteraskop artikler som bringes i Science Fiction Cirlkens medlemsblad Novum, og gang på gang ser man at han på den ene eller anden måde bemærker hvordan science fiction som litteratur bliver anset som generelt dårligt af anmeldere fra de store dagblade. Ikke lige noget jeg som sådan selv har lagt mærke til, men har så heller ikke specifikt holdt øje med det. Det fik mig dog til at overveje om hvordan det står til med den brede almene opfattelse af science fiction og hvorfor det tilsyneladende bliver set ned på.
Hjemmefra har jeg nu ikke bemærket noget i den retning, da det var min far der fik mig til at læse blandt andet Jules Verne og Arthur C. Clarke, men da jeg engang i gymnasiet begyndte at se meget Star Trek, blev der godt nok set lidt sært til det af mine klassekammerater. De opfattede det i hvert fald som extremt nørdet, og jeg var da rigeligt nørdet i forvejen åbenbart. Lidt forståeligt er det måske, for det er oplagt at gøre grin med den slags og bekræfter lidt folks trivielle opfattelse af science fiction som noget med rumskibe, laserpistoler og grimme rumvæsener. Det er jo også primært fra film at den brede befolkning kender til science fiction og dermed den oftest temmelig banale Hollywood-udgave af dette, som typisk bare er actionfilm i fremtiden og ikke egentlig science fiction. Og derfor bliver det let til at science fiction er sådan noget drenget fjolleri med mærkelige maskiner og rumvæsener, og ikke noget man kan betragte som seriøs litteratur.
Det jeg dog kan undre mig over er hvor stor succes og anerkendelse fantasy-litteratur har fået, og mærkeligt nok ikke bliver opfattet ligeså fjollet som science fiction, selvom man ikke umiddelbart hvorfor orker er mere skøre end klingons eller laserpistoler mere langt ude end troldmandsmagi. Jeg kender heller ikke rigtigt nogen på min egen beskedne alder der seriøst læser science fiction, men fantasy er jo næsten det eneste børn og unge læser i dag, med undtalge af lige Dan Browns bøger. Det er jo selvfølgelig Harry Potter og Ringenes Herre store succes de sidste par år der har en stor del af æren for dette frembrud, og science fiction litteraturen har jo desværre ikke rigtigt lignende bogserier der bare kan tilnærme sig den form for succes.
Alligevel skulle man dog tro at der kunne komme interesse for genren igennem de film Hollywood spytter ud i ny og næ, som fx The Matrix, Minority Report, Contact og ikke mindst Star Wars. Men åbenbart ikke. Havde også lidt håbet på at filmen The Hitchhikers Guide to the Galaxy kunne hive interesse for genren frem igen, men mit indtryk er at mange rigtig nok læser bogen, men får ikke lyst til at læse andet science fiction. Ikke lige at Adams satiriske brug af genren er den mest direkte indfaldsvinkel, men da bedre end ingenting.
Jeg tror stadig det betragtes som lidt “nørdet” at gå op i science fiction som andet end ramme for Hollywood action film, og har da også bemærket at det er noget mere udbredt i de Linux og BSD brugergrupper jeg befærder mig i. Men sådan har vi det måske også bare bedst?
Steen & Stoffer
Fandt lige min gamle samling af seriebladet Serie Paraden og mine Steen & Stoffer/Calvin and Hobbes albums frem igen, og det er jo selvfølgelig til alle tider stadig fornøjelig læsning, men jeg stødte lige på et par historier som har lidt science fiction relevans.
Fx læste jeg historien hvor Steen laver fem kloner af sig selv, hvilket selvfølgelig er hylende morsomt og godt sat sammen, og stadig formår Bill Waterson at komme ind på helt relevante kloningsproblematiker, om hvad man gør med originalen og hvor galt det kan gå hvis man der går flere af den samme rundt. Som så mange andre science forfattere har skrevet om. Derudover bliver disse kloner selvfølgelig “transmogriffet” om til orme. Transmogrifferen kunne være interessant at se i andre sammenhænge, hvor replikatoren fra Star Trek nok kommer nærmest.
Hans tidsrejse tilbage til dinosaurtiden er også værd at bemærke, hvor Stoffer stiller det lidt naive – men ganske gode – spørgsmål om hvorfor de ikke bliver yngre som de rejser tilbage i tiden. Selvfølgelig bare henkastet af Steen med at det er noget “matematisk”, men det var nu egentlig det at ingen tror på hans fotografier af dinosaurne når han kommer tilbage der fik mig til at tænke på slutningen fra bogen og filmen Contact.
Ja egentlig vil jeg bare lige dele min begejstring for denne serie og kom da endelig med kommentarer om interessante ting fra Steen & Stoffer.
Multiple ægteskaber
I den seneste tid har der jo været en del debat om familiemønstre i forbindelse med lesbiske ret til kunstig befrugtning, og det fik mig til at tænke på en interessant ide jeg har set præsenteret i flere science fiction værker. Ægteskaber med tre eller flere personer. Ikke som vi måske har hørt med en mand der har flere koner, men hvor tre mennesker gifter sig med hinanden, altså de to andre. Altså tre af samme køn, to mænd og en kvinde eller (nok mest sandsynligt) to kvinder og en mand. Egentlig en interessant ide, for det burde vel udelukke jalousi som man typisk fremsiger som et problem med flerkoneri, når alle parter elsker hinanden. Og det bryder selvfølgelig også med alle gængse kærlighedsprincipper. Gad vide om vi snart ser den slags i praksis?