Vernor Vinge fik en Hugo Award i 1993 for denne fantastiske space-opera, som foregår 50.000 år ude i fremtiden hvor galaksen er inddelt i såkaldte “zones of thought” hvor forskellige fysiske love er gældende. Tættest på galaksens centrum er “the slow zone” hvor Jorden befinder sig. Den menneskelige civilisation har så bevæget sig ud i næste zone; “the beyond”, hvor det blandt andet er muligt at flyve hurtigere end lyset, og er dermed blevet en del af det øvrige galaktiske samfund.

Selve historien starter med at et rumskib nødlander på en planet beboet af en civilisation som er på middelalderstadiet, kun to børn overlever og de ender med at blive samlet op af hvert sit imperium og må leve med disse indtil hjælpen kommer. En redningsmission sendes af sted, men en ukendt ny trussel er opstået i “the beyond” og en kæmpe krig trækker op. I det nedstyrtede fartøj er måske et våben der kan stå imod denne trussel, og det hele ender naturligvis i et gigantisk kapløb mod tiden.
Klassisk setup for en space-opera, men det fungerer jo meget godt.

Det var nu ikke så meget selve historien eller plottet jeg fandt interessant, selvom det selvfølgelig ikke fejler noget, men mere det gennemtænkte og komplekse univers Vinge har fået opbygget til sin historie. Der kunne uden tvivl skrives masser af bøger i det samme univers, men der er vist kun skrevet en prequel som hedder A Deepness In The Sky, som i øvrigt også fik en Hugo Award. For det første er ideen med de forskellige zoner i galaksen ganske godt fundet på, omend jeg lidt savner en forklaring på hvorfor de er det og hvordan de er opstået, og det fungerer godt i historien – for som rumskibene flyver tættere på galaksens centrum og dermed ned mod grænsen mellem “the beyond” og “the slowness”, virker deres computere dårligere og dårligere, og deres hastighed nedsættes. Og teknologi der er bygget til at virke i en zone vil slet ikke kunne fungere ordentligt i en lavere. Derudover blev jeg også meget fascineret af de væsener der bebor den planet de to børn nødlander på, da de kun er intelligente i kraft at de forbinder sig telepatisk som en gruppe på 4-7 dyr, mens de enkelte ikke kan noget på egen hånd. Dette giver selvfølgelig et meget specielt samfund og kultur, og det har Vinge virkelig gennemtænkt så det virker troværdigt og sammenhængende. Den gensidige undren mellem menneskerne og disse væsener er beskrevet troværdigt fra hver parts særlige synsvinkel, og vi får dermed en interessant vinkel på hvordan vi mennesker fungerer.
En ting jeg synes var meget sjov, er den måde Vinge lader galaksen kommunikerer med hinanden, da det består af et gigantisk netværk af nyhedsgrupper som vi kender det fra Usenet, hvilket jo er forståeligt da bogen er fra 1992 og dermed fra før WWW slog igennem. Via uddrag fra disse får vi løbende gennem bogen opdateringer på hvad der sker rundt i resten af galaksen i relation til denne ukendte trussel der udraderer den ene civilisation efter den anden.

Samlet set synes jeg rigtig godt om bogen, og det er en af de få bøger hvor jeg bed mærke i at den faktisk var rigtig godt skrevet, uden at sproget som sådan er specielt eller noget. Det er en meget “åben” bog i den forstand at den ikke slutter helt, og der er en masse tråde og sidehistorier der aldrig helt bliver sat punktum på. Ligeledes er forklaringerne heller ikke totalt fuldente og dækket af en vis mystik. Jeg kunne måske godt have savnet lidt mere sådan rene tekniske og videnskabelige forklaringer på disse zoner og andre ting, da det til tider bliver lidt science fantasy agtigt, men det er bestemt ikke noget der ødelægger værket.