Interstellar sysctl

Denne novellesamling af Diana Juncher fik jeg lyst til at låne efter at have læst i Proxima nr. 83 at det skulle være et dansk eksempel på amerikansk inspireret hård science fiction. Det ved jeg nu ikke helt om jeg er enig i for synes nu mere de havde træk af overnaturlighed end egentlig at være videnskabeligt funderet, men novellerne tager i hvert fald klassiske temaer op, såsom: tidsrejser, første kontakt med rumvæsener, invasion fra rummet, dommedag, kunstig intelligens osv. Det er der i sig selv intet galt i, men det gør desværre at de bliver noget forudsigelige, da mange af ideerne og pointerne er set før. Lidt interessant er det dog at de stort set alle sammen ender galt eller dårligt om man vil, i hvert fald for menneskerne. De slutter ofte meget brat hvor en eller anden grusom åbenbaring slår ned i personerne eller også går hele verden bare under. Novellerne handler typisk også om noget der starter og slutter, og er egentlig meget filosofiske når det kommer til stykket. Men som sagt desværre lidt meget noget man egentlig har hørt før. Det lød måske alt sammen meget negativt, men novellerne er skam fine nok, og da samlingen kun er på 66 sider, er den jo til at overkomme lige at læse, for at få et indblik i hvad der er dansk science fiction derude.

Har lige set afsnittet Past Tense fra Star Trek: Deep Space 9 sæson 3, og da det var et dobbeltafsnit tæller det vel næsten som en film. Det er temmelig typisk tidsrejseplot, hvor Sisko, Bashir og Jadzia ved en transportfejl ryger tilbage til år 2024 på Jorden i San Francisco. Selvfølgelig et meget kritisk sted i historien og det er derfor vitalt at de ikke ændrer på historiens gang, men det ender det selvfølgelig alligevel med og de må træde ind for at rette op på det. Ret meget ligesom den rigtige film First Contact.

Det i sig selv er ikke synderligt interessant, men derimod er dette dobbeltafsnit et glimrende eksempel på hvilken holdning til nutidens samfund og ide for en bedre fremtid Star Trek repræsenterer. Serien skildrer jo en nærmest kommunistisk fremtid hvor penge og fattigdom er afskaffet, og gang på gang ser man seriens hovedpersoner bliver forargede når de møder andre civilisationer med et samfund der stadig er indrettet på den måde. I Past Tense havner Bashir og Sisko i en form for aflukket bydel hvor alle arbejdsløse bliver smidt ind for i praksis at klare sig selv. Der skulle så være et oprør om få dage som vil ændre verden ved at man arbejder for at ingen i samfundet bliver udstødt, og dermed startskuddet til den verden man kender fra Star Trek universet. Og da det ikke er i en alt for fjern fremtid, kan man ikke komme udenom at budskabet er rettet mod nutidens behandling af fattige og arbejdsløse. Specielt helt til sidst spørger Bashir om hvordan menneskene i den tid kunne lade det gå så galt, og er helt forundret over at mennesker har været så onde ved hinanden.

En af de første “rigtige” bøger jeg læste var Michael Ende’s Den Uendelige Historie, og deri undrer hovedpersonen Bastian sig over hvorfor menneskers toiletbesøg så sjældent er skildret i bøger. Hvilket der jo er en vis sandhed i, men kom til at tænke på at lige hvad angår science fiction, så synes jeg faktisk jeg rigtig tit er stødt på det i et eller andet omfang. Udover lige noveller, så mindes jeg fra stort set alle science fiction bøger, at emnet lige blev vendt en gang. Bare som en henskudt kommentar om hvor besværligt det er at bruge de toiletter der er lavet til brug i vægtløs tilstand, eller lidt forklaring om hvordan en eller anden speciel rumdragt man opholder sig i i mange dage håndterer personens efterladenskaber. Alt pånær Star Trek selvfølgelig. Det går åbentbart ikke i en TV-serie, men jeg så lige i et Babylon 5 afsnit at en spurgte om vej til toilettet, så det findes altså.

Det skyldes jo nok at science fiction ikke vil stille sig tilfreds med, hvis en forfatter fx gjorde brug af en rumdragt som en person befandt sig i i mange dage og der så intet blev nævnt om hvordan det blev håndteret. Samt at der selvfølgelig er muligheder for at lave lidt sjov med alternativ toiletbrug i fremtiden.

Det er godt nok noget tid siden at nomineringerne til Hugo Award 2006 blev annonceret, men jeg vil blot lige nævne de noveller der er nomineret, for dem jeg havde mulighed for at læse, og give dem et par ord med på vejen.

Sevent-Five-Years af Michael A. Burstein. En kvinde møder op på et kontor for at tale med en politiker der åbenbart er hendes eksmand, hun vil overtale ham til noget, siger “please” et par gange og han indvilliger til sidst. Intet andet. Virkelig indholdsløst og tyndt, eller jeg fangede i hvert fald ikke den store mening med den. Der er et par referencer til nutidens politik i USA, men ellers ikke noget.

The Clockwork Atom Bomb af Dominic Green. Denne er lidt bedre og har mere science fiction over sig. Præsenterer en ide om kunstigt skabte mini udgaver af sorte hulller, som kan skabe katastrofale problemer hvis de begynder at æde jorden op. Meget sjov ide synes jeg, men historien mangler noget indhold i sig selv.

Singing My Sister Down af Margo Lanagan. Noget med en familie der gennemgår et underligt afskedsritual med en af børnene. Jeg forstod virkelig intet af denne historie. Hvis nogen kan uddybe meningen med den skal de være velkommen til at skrive en kommentar.

Tk’tk’tk af David D. Levine. Vi følger en sælger på en fremmed planet hvor han forsøger at sælge noget, men det går bare mere og mere galt for ham. En mere original historie og med nogle sjove indfald, og en god leg med sprog. Må være min favorit.

Down Memory Lane af Mike Resnick. En sørgelig historie om en mand hvis kone får konstateret en slags demens, hvor hun langsomt går mere og mere i barndom. Manden prøver desperat at finde en kur og må til sidst finde løsningen på en noget alternativ måde. Ved ikke rigtigt hvad jeg synes om den, for selve historien med det langsomt at tabe mere og mere af sin hukommelse og evner er ligesom set og brugt før, men slutningen var dog et interessant twist.

Som nævnt er det Tk’tk’tk jeg synes bedst om, da den er dejlig original og anderledes, og en smule morsom på en tragisk måde til tider.

Jeg har lige erhvervet mig første sæson af Babylon 5, og vil blot spørge dem der læser dette om hvad jeg kan forvente af denne serie. Om jeg fx ikke bør dømme helheden for meget på første sæson, om det er nødvendigt at se nogle af filmene også eller om der er særlige ting jeg bør ligge ekstra mærke til fra starten.

Skriv endelig hvis I har set denne serie.

Jeg ville blot lige nævne dette spil som jeg nu har spillet i et par måneder, fordi der her i dag blev åbnet for et nyt univers, univers 4, i spillet, hvilket giver mulighed for nye spillere at starte på en frisk og ikke fra starten være langt bagud i forhold til alle andre.

Spillet kører udelukkende i din browser og kræver ikke andet end JavaScript, så det er dejlig nemt at have med at gøre. Det kan vel kaldes et slags strategi-spil, da det går ud på at man starter med en planet som man kan bygge nogle miner på for at fremskaffe råstoffer. Disse råstoffer kan så bruges til at udvide sine miner, bygge bygninger såsom forskningslaboratorium, rumskiftsværft og lagerbygninger. Man kan også forske i forskellige teknologier så man kan bygge nye ting, herunder forskellige slags rumskibe og forsvarsanlæg. Skibe bruger man så til enten at handle med andre eller angribe andre planeter for at stjæle deres råstoffer, og forsvarsanlæg selvfølgelig for at beskytte sig mod andre. Alt i alt en slags Civilization og Red Alert i en online browserudgave. Egentlig bare et rumkrigsspil da langt de fleste spillere spiller for at more sig med at bekrige hinanden gennem alliancer, men det er bestemt også muligt at avancere med en mere rolig tilgang, som jeg selv har haft stor succes med.

Det er ikke specielt svært at finde ud af, men det kræver man er online meget. Man skal mindst have mulighed for at kigge ind flere gange om dagen. Vil endelig gerne høre hvis andre spiller lignende spil der kører via en webside.

Nightshade er en Star Trek historie der finder sted i TNG-universet skrevet af Laurell K. Hamilton. En planet der har været i krig i så mange generationer at deres planet er ved at dø og de helt har glemt hvorfor de egentlig er i krig, har bedt Federationen om hjælp til fredsforhandlinger. Enterprise sendes til planeten for at Picard kan agere som ambassadør og han tager Worf og Troi med ned til planeten. Enterprise modtager dog et nødsignal fra et skib hvis motorer er ved at sprænge i luften og må derfor tage afsted, hvorefter de tre bliver overladt til sig selv på planeten. Netop som Picard ellers har fået stablet et lovende fredsmøde på benene, bliver en af fraktionens ledere myrdet og Picard bliver arresteret for mordet. Worf og Troi må nu fortsætte fredsforhandlingerne, men Picard bliver henrettet efter 3 dage, så de må skynde sig at finde beviser på hans uskyld og finde den rigtige morder.

Alt i alt et rimelig typisk setup for en Star Trek episode og det er nu heller ikke selve historien eller plottet i sig selv der er videre interessant, for lignende episoder er jo set. Det gode ved bogen er derimod at vi får langt mere indblik fredsforhandlingerne og hadet mellem de to fraktioner, i modsætning til afsnit med samme slags indhold hvor de bare siger de skal fredsforhandle, så lukker de en dør, kommer ud 4 timer senere og så er der fred. Og selvfølgelig fordi det er en bog, bliver personens tanker og følelser meget mere udpenslet. Langt størstedelen af bogen foregår nemlig med Worf og Troi, så hvis man finder disse to personer interessante, er bogen her bestemt værd at læse. Der gives stor indsigt i hvordan Troi bruger og belastes af sine telepatiske evner, samt hvor svært Worf har det med den situationen og hvordan kan må kontrollere sin vrede i ikke at blive voldelig. Og som nævnt får vi et noget dybere og mere nuanceret indblik i to bekrigende parter, samt en tredje neutral part, i konflikten og kan se hvor meget i hårdknude de er kørt i deres konflikt og det ikke er så ligetil at komme ud af. Der er egentlig ikke så meget science fiction over det når det kommer til stykket, da det meste er konfliktløsning samt en slags detektivarbejde da Worf og Troi prøver at komme til bunds i sagen om attentatet på en af lederne og få renset Picard.

Som TV-episode tror jeg denne episode vil være temmelig kedelig, da plottet er temmelig simpelt og halvt forudsigeligt. Det der bærer bogen er nemlig personskildringerne af Troi og Worf, som vil være svært at afbilde ordentligt på TV. Jeg synes nu til tider det blev lidt trivielt og kedeligt at høre om Trois telepatiske problemer med sig selv og andre, men som nævnt, hvis man interesserer sig for disse to personer fra TNG, er den da værd at se nærmere på.

Lidt forsinket er jeg kommet i besidelse af det nye nummer af science fiction tidsskriftet Proxima. Og der er meget godt fordelt på de 128 sider. 4 dybdegående artikler, hvor vi hører om nutidens danske science fiction noveller, om Antarktis og videnskab med udgangspunkt i Kim Stanley Robinsons bog Antarctica, nogle fremtidsvisioner for science fiction litteraturen, samt en artikel om oprindelsen til genren. Vi får også to danske noveller som er over 100 år gamle, hvor jeg især morede mig over Et Offer for moderne Opfindelser, som giver associationer til Vakse Viggos skøre og farlige opfindelser. Et par nekrologer og selvfølgelig en god håndfuld anmeldelser af bøger på både dansk (og norsk) og engelsk.

Proxima er et tidsskrift der nu udkommer to gange årligt og udgives af Science Fiction Cirklen. Tidsskriftet har nu over 30 år på bagen. Indholdet er typisk fordelt som ovenstående og hvert nummer koster nu 125kr. Kan bestilles via nævnte webside. Man kan også låne ældre numre på i hvert fald Københavns Biblioteker, hvilket da kun kan anbefales. Jeg har i hvert fald i den seneste tid fået øjnene op for en masse andet science fiction, især danske noveller, end det der lige bliver kommercielt proklameret fra USA.

Igår aftes sendte TV2 første afsnit af en relativt ny sci-fi/spændings/horror/gyser serie, kaldet Threshold. Den handler i sin enkelhed om at et mystisk udenjordisk objekt nærmest angriber et amerikansk skib og dræber det meste af besætningen. Et program, kaldet Threshold, sættes i værk og et hold eksperter (som ikke virker særlig ekspertagtige) bliver sendt ud til skibet for at undersøge hvad der er sket, samt få det afspærret og forhåbentligt skabe kontakt til disse aliens.

Første afsnit virkede ualmindeligt rodet og forhastet. Der sker bare en helvedes masse på ganske få minutter, og man får ikke mere information end hvad der lige strengt er nødvendigt for at handlingen kan hænge bare en smule sammen. Virker heller ikke som om den kunne bestemme sig for hvilken stil det skulle være. Om det skulle være sci-fi eller plat amerikansk action, eller noget X-files agtigt gyser. Mit umiddelbare indtryk var at det mest blev til det sidste. Det hele er nemlig præget af mystik og gys, da man ikke aner hvem disse aliens er og folk dør på makaber vis eller får bizarre drømme.

Skuespillet er ikke engang noget at råbe hurra for, selvom der nu egentlig heller ikke var ret meget af det. Det eneste lidt interessante er at se Brent Spiner (Data fra Star Trek: TNG) som en slags læge/videnskabsmand. Brannon Braga er også en af hovedmændene bag serien, som jo er kendt for rigtig mange Star Trek afsnit.

Der skulle vist ikke være blevet lavet mere end 10 afsnit af denne serie, så mon ikke man kan klare til lige at følge med i håb om at der kommer bedre gang i historien.

Vernor Vinge fik en Hugo Award i 1993 for denne fantastiske space-opera, som foregår 50.000 år ude i fremtiden hvor galaksen er inddelt i såkaldte “zones of thought” hvor forskellige fysiske love er gældende. Tættest på galaksens centrum er “the slow zone” hvor Jorden befinder sig. Den menneskelige civilisation har så bevæget sig ud i næste zone; “the beyond”, hvor det blandt andet er muligt at flyve hurtigere end lyset, og er dermed blevet en del af det øvrige galaktiske samfund.

Selve historien starter med at et rumskib nødlander på en planet beboet af en civilisation som er på middelalderstadiet, kun to børn overlever og de ender med at blive samlet op af hvert sit imperium og må leve med disse indtil hjælpen kommer. En redningsmission sendes af sted, men en ukendt ny trussel er opstået i “the beyond” og en kæmpe krig trækker op. I det nedstyrtede fartøj er måske et våben der kan stå imod denne trussel, og det hele ender naturligvis i et gigantisk kapløb mod tiden.
Klassisk setup for en space-opera, men det fungerer jo meget godt.

Det var nu ikke så meget selve historien eller plottet jeg fandt interessant, selvom det selvfølgelig ikke fejler noget, men mere det gennemtænkte og komplekse univers Vinge har fået opbygget til sin historie. Der kunne uden tvivl skrives masser af bøger i det samme univers, men der er vist kun skrevet en prequel som hedder A Deepness In The Sky, som i øvrigt også fik en Hugo Award. For det første er ideen med de forskellige zoner i galaksen ganske godt fundet på, omend jeg lidt savner en forklaring på hvorfor de er det og hvordan de er opstået, og det fungerer godt i historien – for som rumskibene flyver tættere på galaksens centrum og dermed ned mod grænsen mellem “the beyond” og “the slowness”, virker deres computere dårligere og dårligere, og deres hastighed nedsættes. Og teknologi der er bygget til at virke i en zone vil slet ikke kunne fungere ordentligt i en lavere. Derudover blev jeg også meget fascineret af de væsener der bebor den planet de to børn nødlander på, da de kun er intelligente i kraft at de forbinder sig telepatisk som en gruppe på 4-7 dyr, mens de enkelte ikke kan noget på egen hånd. Dette giver selvfølgelig et meget specielt samfund og kultur, og det har Vinge virkelig gennemtænkt så det virker troværdigt og sammenhængende. Den gensidige undren mellem menneskerne og disse væsener er beskrevet troværdigt fra hver parts særlige synsvinkel, og vi får dermed en interessant vinkel på hvordan vi mennesker fungerer.
En ting jeg synes var meget sjov, er den måde Vinge lader galaksen kommunikerer med hinanden, da det består af et gigantisk netværk af nyhedsgrupper som vi kender det fra Usenet, hvilket jo er forståeligt da bogen er fra 1992 og dermed fra før WWW slog igennem. Via uddrag fra disse får vi løbende gennem bogen opdateringer på hvad der sker rundt i resten af galaksen i relation til denne ukendte trussel der udraderer den ene civilisation efter den anden.

Samlet set synes jeg rigtig godt om bogen, og det er en af de få bøger hvor jeg bed mærke i at den faktisk var rigtig godt skrevet, uden at sproget som sådan er specielt eller noget. Det er en meget “åben” bog i den forstand at den ikke slutter helt, og der er en masse tråde og sidehistorier der aldrig helt bliver sat punktum på. Ligeledes er forklaringerne heller ikke totalt fuldente og dækket af en vis mystik. Jeg kunne måske godt have savnet lidt mere sådan rene tekniske og videnskabelige forklaringer på disse zoner og andre ting, da det til tider bliver lidt science fantasy agtigt, men det er bestemt ikke noget der ødelægger værket.