Jeg skrev tidligere at jeg måske burde give den danske science fiction forfatter Erwin Neutzsky-Wulff en chance, og da jeg lige så Anno Domini på biblioteket her igår lånte jeg den med hjem. Med sine 180 sider tænkte jeg den var jo nok hurtigt læst, hvilket den også var.

Bogen er oprindeligt fra 1975 og ifølge omslagsteksten skulle det være Wulff’s første science fiction roman. Det er 2. udgave fra 2000 jeg lånte, så den indeholder et nyskrevet forord fra forfatteren, hvor han på en mærkelig blanding af dansk og engelsk først beklager sig lidt over hvor svært det er at skrive et forord til en bog han skrev for 25 år siden, men ender dog alligevel med at konkludere at han stadig synes den er okay og fortæller lidt om hvordan den blev modtaget tilbage i 70′erne, hvor det eneste rigtige at skrive åbentbart var socialrealistisk litteratur.

Jeg blev dog noget ræd for hvad det var for noget jeg skulle læse og fik ubehagelige associationer til den slags tekster man skulle overfortolke i skoletiden, da jeg læste at sproget var i stil med følgende:

Skibet er min mor, rummet er min mor. Stor, sorttrugende tryg. Rød, venligtstram. Blød, udhulet, livmoderslimfast. Jeg er nøgen og hvid.

Det var dog ikke så slemt, for som bogen kom i gang blev sproget mere “tåleligt” og “almindeligt”. Selvom der af og til var mærkelige indfald, engelske gloser hist og pist og generel underlighed.

Bogen er udformet som en dagbog ført af en mand der rejser til en planet 42 lysår fra Jorden, og vi følger så via hans dagbog ham i et år hvor han prøver at begå sig blandt de meget menneskelignende indfødte på planeten. Det starter som en slags Robinson Crusoe hvor han prøver at overleve i den vilde natur og man følger hans bestræbelser på at lære de indfødtes sprog (et sprog fyldt med ø’er og å’er). Dette er skildret rigtig godt, for da det er en dagbog får vi bogstaveligt alle dage med og dermed hvor svært det egentlig er at skulle lære et sprog på den måde. I modsætning til lignende historier, hvor der bare springes et halvt år frem og så taler hovedpersonen pludselig sproget flydende.
Selvom historien kun strækker sig over et år må hovedpersonen alligevel leve meget igennem. Fra at leve blandt vilde junglemennesker til at tage del i en revolution mod en kommunistisk stat. Og mere end en gang får man ondt af den stakkels mand. Planeten har en meget menneskelignende civilisation og hentydninger til vores egen er da også mere end tydelige, men enkelte ting bliver dog vendt på hovedet, så læseren mindes om at det altså er en anden planet det foregår på.

Jeg må sige jeg er imponeret over hvor mange emner den ellers korte bog egentlig formår at tage op, og skal ikke prøve at nævne dem alle, men det kan dog ses at den på flere punkter er et produkt af koldkrigs-tiden. Med tydelige referencer til altødelæggende atomvåben, kommunismen, kvinders frigørelse og lignende. Trods dette fungerer det alligevel den dag i dag, og jeg kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet og ryste på hovedet flere gange over Wulff’s til tider bizare indfaldsvinkel.
Alt i alt var den på flere måder hvad jeg lidt havde regnet med. Noget helt andet end hvad jeg plejer at læse, specielt da det er over 2 år siden jeg sidst har læst en bog på dansk. Jeg blev dog også positivt overrasket over at der også er god science fiction at hente i andet end hard sf og space operas.

Denne udgave har også en novelle til sidst som hedder Strand og kan vel kaldes en slags løs epilog til Anno Domini, hvor vi får en helt skæv og næste vanvittig analyse, men alligevel rammende, af det at tage på stranden for at bade og sole sig. Og som der står i forordet, er det en novelle dansklærere sikkert vil være glade for at trække deres elever igennem.