Problemet med kommunikation over store afstande i rummet er et gennemgående ting i meget science-fiction, og det medfører jo nogle interessante kommunikationsforhold vi ikke er vant til på vores klode hvor kommunikation kan foregå øjeblikkeligt.

Selv i science fiction bøger hvor man har ormehuller og lignende, holder forfatteren stadig fast i at det ikke er muligt at sende noget hurtigere end lyset. Dermed bliver den eneste mulighed at sende information mellem planeterne på, at sende det fysisk via et rumskib. Især Peter F. Hamiltons The Night Dawns Trilogy har medtaget dette problem vældig godt, hvor den forsinkelse i opdatering af information fra forskellige systemer bliver helt vital i en krigslignende situation. Her er det dog ikke værre at et rumskib altid kan lave et ormehul hvorhen det vil og dermed fragte informationen, men en anden vinkel er at disse ormehuller manuelt skal skabes ved at et rumskib flyver, med under lyshastighed, fra det ene punkt af ormehullet til det andet for at ormehuller kan oprettes. Dette var blandt andet tilfældet i den novelle jeg nævnte her i går og den bog jeg er ved at læse lige nu, The Algebraist. I sidstnævnte sker der nemlig det at et ormehul bliver ødelagt og et solsystem bliver dermed fuldstændig isoleret fra resten af galaksen.

Jeg synes det er en fascinerende tanke at hvis vi en dag får mulighed for at flyve rundt mellem stjernene, vil vores kommunikationsmuligheder falde helt tilbage til tiden før radioen. I dag er globalisering jo det verden driver imod, hvor verden bliver mindre og kommunikationsafstandene, via Internettet især, minimale i forhold til den fysiske afstand. Hvis vi begyndte at kolonisere andre planeter vil “verden” blive større igen, så at sige, og der vil igen være behov for at kunne klare sig uden øjeblikkelig kommunikation med resten af verden. Hvilket mange science fiction forfattere så godt beskriver er at disse koloniserede planeter vil blive langt mere uafhængige og selvstændige, ligesom nationalstaterne var før i tiden. Hvilket så igen pudsigt nok typisk gør at Jorden i science fiction universer med en interplanetar civilization, bliver til en samlet enhed der ikke længere er delt op i nationalstater.
Det kunne måske være løsningen for dem der ikke er glade for globaseringen og opløsningen af nationalstaterne og sammensmeltning af kulturer. At kolonisere andre planeter og så opbygge dem efter en kultur eller en nationalitet. Dette ser vi fx i Star Trek og i The Night Dawns Trilogy jeg nævnte før, og interessant nok påpeger de det oftest som løsningen på den konflikt der kan være mellem folkefærd, at isolere dem hver for sig, hvilket jo står helt i kontrast til nutidens politiske verden, hvor det hele handler om at man skal kunne leve sammen på samme område i globaliseringens navn.

Men for at komme tilbage til det med overlyshastighedskommunikation, så har de jo det i Star Trek hvor de kan kommunikerer via supspace – som de kalder det. Det gør det jo noget nemmere for kaptajnerne på diverse Enterprises og lignende, at trække politiske beslutninger og hente hjælp, da de altid lige kan kontakte Starfleet. Så der er isolationen og kulturforskellene, i hvert fald for dem ansat i Starfleet, noget mindre. Den kommunikation er dog ikke perfekt, for de ryger til tider for langt ud i galaksen at de ikke kan kommunikere, hvor de så er på egen hånd. Dette er jo egentlig hvad hele Voyager-serien er baseret på.

Som altid har Wikipedia en god artikel om dette med hastigheder over lysets hastighed.