Interstellar sysctl

Jeg skrev tidligere at jeg måske burde give den danske science fiction forfatter Erwin Neutzsky-Wulff en chance, og da jeg lige så Anno Domini på biblioteket her igår lånte jeg den med hjem. Med sine 180 sider tænkte jeg den var jo nok hurtigt læst, hvilket den også var.

Bogen er oprindeligt fra 1975 og ifølge omslagsteksten skulle det være Wulff’s første science fiction roman. Det er 2. udgave fra 2000 jeg lånte, så den indeholder et nyskrevet forord fra forfatteren, hvor han på en mærkelig blanding af dansk og engelsk først beklager sig lidt over hvor svært det er at skrive et forord til en bog han skrev for 25 år siden, men ender dog alligevel med at konkludere at han stadig synes den er okay og fortæller lidt om hvordan den blev modtaget tilbage i 70′erne, hvor det eneste rigtige at skrive åbentbart var socialrealistisk litteratur.

Jeg blev dog noget ræd for hvad det var for noget jeg skulle læse og fik ubehagelige associationer til den slags tekster man skulle overfortolke i skoletiden, da jeg læste at sproget var i stil med følgende:

Skibet er min mor, rummet er min mor. Stor, sorttrugende tryg. Rød, venligtstram. Blød, udhulet, livmoderslimfast. Jeg er nøgen og hvid.

Det var dog ikke så slemt, for som bogen kom i gang blev sproget mere “tåleligt” og “almindeligt”. Selvom der af og til var mærkelige indfald, engelske gloser hist og pist og generel underlighed.

Bogen er udformet som en dagbog ført af en mand der rejser til en planet 42 lysår fra Jorden, og vi følger så via hans dagbog ham i et år hvor han prøver at begå sig blandt de meget menneskelignende indfødte på planeten. Det starter som en slags Robinson Crusoe hvor han prøver at overleve i den vilde natur og man følger hans bestræbelser på at lære de indfødtes sprog (et sprog fyldt med ø’er og å’er). Dette er skildret rigtig godt, for da det er en dagbog får vi bogstaveligt alle dage med og dermed hvor svært det egentlig er at skulle lære et sprog på den måde. I modsætning til lignende historier, hvor der bare springes et halvt år frem og så taler hovedpersonen pludselig sproget flydende.
Selvom historien kun strækker sig over et år må hovedpersonen alligevel leve meget igennem. Fra at leve blandt vilde junglemennesker til at tage del i en revolution mod en kommunistisk stat. Og mere end en gang får man ondt af den stakkels mand. Planeten har en meget menneskelignende civilisation og hentydninger til vores egen er da også mere end tydelige, men enkelte ting bliver dog vendt på hovedet, så læseren mindes om at det altså er en anden planet det foregår på.

Jeg må sige jeg er imponeret over hvor mange emner den ellers korte bog egentlig formår at tage op, og skal ikke prøve at nævne dem alle, men det kan dog ses at den på flere punkter er et produkt af koldkrigs-tiden. Med tydelige referencer til altødelæggende atomvåben, kommunismen, kvinders frigørelse og lignende. Trods dette fungerer det alligevel den dag i dag, og jeg kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet og ryste på hovedet flere gange over Wulff’s til tider bizare indfaldsvinkel.
Alt i alt var den på flere måder hvad jeg lidt havde regnet med. Noget helt andet end hvad jeg plejer at læse, specielt da det er over 2 år siden jeg sidst har læst en bog på dansk. Jeg blev dog også positivt overrasket over at der også er god science fiction at hente i andet end hard sf og space operas.

Denne udgave har også en novelle til sidst som hedder Strand og kan vel kaldes en slags løs epilog til Anno Domini, hvor vi får en helt skæv og næste vanvittig analyse, men alligevel rammende, af det at tage på stranden for at bade og sole sig. Og som der står i forordet, er det en novelle dansklærere sikkert vil være glade for at trække deres elever igennem.

Jeg synes til tider det er ret svært at finde på sigende overskrifter til det jeg vil skrive, men få at slå det fast fra starten, handler det om det princip som i Star Trek hedder Prime Directive og som går ud på, at man ikke vil blande sig i den frie udvikling af andre civilisationer og dermed heller ikke hjælpe dem op på et højere teknologisk niveau.

Begrundelsen går på at man mener at kulturer og civilisationer skal udvikle sig naturligt uden indblanding og selv skal opnå den teknologi der gør det muligt at komme i kontakt med resten af galaksens væsener. I Star Trek så at de opnår warp-teknologi. Dette kunne forklare hvorfor rumvæsener ikke har besøgt jorden endnu ;-)

Det er jo alt sammen meget godt og der er jo også fare for at en civilisation ikke er “moden” til at kunne håndtere en sådan teknologisk overgang, men i Peter F. Hamiltons bog Fallen Dragon synes jeg der bliver præsenteret et interessant argument på lige det modsatte. At man da bør hjælpe folk op på et højere teknologisk stadie hvis det er muligt, og bogens hovedperson sammenligner det med den udvikling vi har haft på jorden, hvor man nogle steder i verden havde tv og computere mens der stadig var områder der endnu ikke havde set en elpære. Skulle man så nægte disse folkefærd og lande den udvikling de andre har opnået? Det synes man vel umiddelbart ikke, for så fremstiller man det jo nærmest som en menneskeret at hele verden skal nyde godt af fx medicinsk udvikling.
Der er selvfølgelig et stort spring fra forskellige folkefærd på en planet og så en planet som helhed, men det er da en god pointe. Jeg har netop tit undret mig over dette når jeg har set Star Trek og emnet har været fremme eller læst anden science fiction, men man kan selvfølgelig også forestille sig at det kan ende grueligt galt. I den ovennævnte bog bliver det dog også pointeret at man bør hjælpe civilisationen med at implementere den nye teknologi bedst muligt, så de ikke ender med at bruge den til at sprænge sig selv i luften.

Og så smager den nye Coca Cola Lime iøvrigt ganske udmærket :-)

Godt nok ikke science fiction relateret, men jeg vil alligevel benytte lejligheden til at reklamere lidt for en anden af mine passioner – demoscene musik. Der er nemlig kommet en volume 5 af opsamlingen “Demovibes” og det synes jeg man skal prøve at give et lyt.

Mere information om demoscenen kan findes på scene.org

Dette er Scott Siglers anden podcast-roman (jeg har omtalt den første her), og den er langt mere horror/thriller/action end Earthcore og egentlig ikke ret science fiction agtigt. Dog lidt, da historien bygger på nogle genetiske eksperimenter på at lave et dyr hvis organer kan bruges i mennesker, som selvfølgelig går grueligt, og meget blodigt, galt.

Ancestor er noget kortere end Earthcore, på i alt 19 episoder, men fyldt til randen med action og spænding. I introen nævnes der fx at det indeholder “lots and lots of violence”. Så set med science fiction briller er der ikke vildt meget at komme efter, men vi hører da lidt om problematikken ved at bygge et nyt dyr fra grunden via genmanipulation og nogle tanker om hvordan det kan gå galt. Den minder nok en del om film som 28 days later, Resident Evil og hvad der ellers er af den kaliber. Ancestor vil nok også fint kunne fungere som film.

Ligesom med Earthcore er Scott Sigler rigtig god til at fortælle sin historie og leve sig ind i alle de roller han imiterer. Der er gjort noget ud af at det rent faktisk er en historie man skal lytte til og ikke bare læse. Den har været fin at lytte til mens jeg tog en løbetur eller inden jeg skulle sove, men mere er det jo så heller ikke.

Som science fiction interesseret bør man ikke forvente de store ideer, men det er en god spændende og blodig historie man sagtens kan hygge sig med. Alle afsnit er at finde på Scott Siglers webside.

Jeg genså lige Star Trek: The Next Generation afsnittet Where No One Has Gone Before, som leger lidt med ideen om at rejse i rummet med tankens kraft, og dermed langt hurtigere end almen warp-hastighed. Med tankens kraft kan man jo være der øjeblikkeligt. Bliver forklaret med at der er en større sammenhæng mellem tid, rum og tanker, som kun nogen kan forstå og beherske. Jeg har set samme ide blive brugt i en Georg Gearløs historie, hvor han bygger et rumskib der kan rejse ved tankens kræft, og dermed øjeblikkeligt.

Det lyder jo meget tiltalende, men at der skulle være en sammenhæng rumtid (eller “space-time continuum”, som altså lydere bedre) og selvbevidste væseners tanker, virker som en lettere halvreligiøs forestilling synes jeg. At bevidste væsener og deres tanker skulle være andet end bare væsener der lever i rum og tid, men åbentbart skulle have et slags “link” med rum og tid. Det giver ligesom tænkende væsener en særlig status i forhold til andre levende væsener. Og mon ikke det giver nogle problemer så at skelne fantasi fra virkeligheden? Dog kommer vi vel ud i nogle filosofiske ideer om at virkeligheden er det vi tror vi ser, og det hele måske bare er en stor illusion. Så er vi ovre i noget Matrix-agtigt noget, med at hvis man tror man dør i simulationen dør man også rigtigt, for “the body cannot live without the mind.”

Det kunne det vel være meget praktisk hvis man kunne fokusere de tanker og bruge det til at flytte sig rundt med, men så havner man vel i spørgsmålet om man virkelig er hvor man tror man er?

Utroligt så meget lommefilsofi man kan få ud af Star Trek.

Jeg så lige Star Trek: Deep Space Nine afsnittet The Abandoned som handler om at stationen finder en ung Jem’Hadar (en race opdrettet udelukkende til at være krigere) og Odo prøver så at overbevise denne om at der er andet i livet end blot at dræbe.
Det giver nogle interessante refleksioner til nutide forsøg på at mennesker med anden norm og baggrund skal indoktrineres under det som man selv finder rigtigt. Forståeligt nok da man jo ofte kan mene at nogen har et helt forkert syn på livet, og i det her afsnit manifisterer det sig med en person der ikke kan andet end at dræbe for det ligger til hans natur. Det er måske lidt et langskud at jeg forsøger at sætte det i relation til nutidens politiske kampagner mod at få ændret samfundsformer i diverse diktatoriske lande og lignende, men det er lidt samme problem med at man forsøger at dømme andre folkeslag efter egen etik.
Det overraskede mig positivt at de i dette afsnit rent faktisk måtte give op og sende ham tilbage sin egen race, fordi han passede simpelthen ikke ind i Federationens samfund. Der er et specielt godt citat hvor han siger noget i retning af: Måske er der andet i livet for alle de her mennesker, men ikke for mig, og det må de jo så i sidste ende bukker under for.
Dog får de jo stadig den pointe med at selvom der er forskel på samfund og kulturer, så bør de dog have valget, hvilket denne Jem’Hadar jo får. Der er egentlig også flere Star Trek afsnit der har lignende historier og oftest også med lignende udfald. Så for at relatere det tilbage til virkeligheden, så er det måske en forkert indfaldsvinkel at det man måske kan kalde integration bliver en slags indoktrinering og kører på hvad der er det rigtige, men det kan være et godt udgangspunkt at præsentere folk for valget.
Politikere burde se noget mere Star Trek eller bare læse noget mere science fiction. Det kunne de sikkert lære meget af.

Bare et lille “rant” om at jeg mener engelsk er det rette sprog til science fiction. Jeg skriver jo min blog på dansk og det vil jeg blive ved med, men jeg kan se man nemt kommer ud i nogle fjollede oversættelser og mærkelige fordanskninger. Der er jo heller ikke noget mere iriterrende end at se en film og så se på klumpede forsøg på at oversætte et eller anden opfundet teknisk begreb til noget dansk. Synes egentlig det bedste er at de bare lader de engelske gloser være i deres undertekster, men jeg kan dog ikke helt finde ud af om jeg vil gøre det samme her i min blog eller om man burde gøre det i oversættelser af bøger eller i artikler.

Dog kommer man ikke udenom at selve begrebet “science fiction” ikke skal forsøges oversættes til noget som “videnskabelig og pseudo-videnskabelig skønlitteratur”. Det lyder jo for fjollet. Er ligeledes heller ikke meget for at læse oversættelser af bøger, hvis de oprindeligt er skrevet på engelsk. Synes engelsk er et langt mere omfangsrigt sprog der kan give mere dybde og nuancer med sine mange ord, i forhold til dansk som let bliver meget brug af de samme vendinger igen og lettere stift i det. Kan dårligt huske hvornår jeg sidst har læst en bog på dansk. Kan til tider heller ikke lade lidt vær med at grine af de danske oversættelser. Fx Håndbog for vakse galakse-blaffere lyder altså bare for skørt i mine øjne, eller Drømmer androider om elektriske får?. Oversættelserne er jo ikke forkerte som sådan, men det passer bare ikke rigtigt ind med de vendinger.

Jeg har dog ikke læst noget af den danske science fiction forfatter Erwin Neutzsky-Wulff, så det kunne jo være det fungerede bedre med den slags når det ikke var en oversættelse fra engelsk. Ham burde man give en chance.

Skrevet af den skotske forfatter Iain M. Banks, udgivet i 2004 og nomineret til en Hugo Award i 2005. Det er en enkeltstående bog og altså ikke en del af en serie. Jeg trængte til at læse en bog der stod for sig selv.

Den finder sted over 2000 år ude i fremtiden i et univers hvor menneskeheden i mange år har været en del af det galaktiske samfund. Historien finder sted i et solsystem fjernt fra Jorden, som har fået ødelagt sin ormehul-forbindelse til resten af galaksen og lever dermed isoleret indtil det nye ormehul kommer. Galaksen er nemlig forbundet via et enormt netværk af ormehuller, som man er nødt til at skabe ved manuelt at flyve under lysets hastighed fra det ene system til det andet (som beskrevet i denne tidligere blogpost). En fjendtlig fraktion truer dog systemet med invasion og det nye ormehul er først fremme om et par år, så vores hovedperson Fassin Taak bliver sendt på en mission efter en gammel legende der muligvis kan redde dem alle.
Fassin Taak er en såkaldt Seer som vier deres liv til at studere en race ved navn Dwellers, som er lever i næsten hver eneste gasgigant i galaksen. En mystisk race som har eksisteret i billioner af år og de kan blive op til mange hundrede millioner år gamle. Fassin Taak må så bruge sine evner og forbindelser hos disse Dwellers for at finde frem til den såkaldte Dweller List, alt imens den enorme invasionsflåde er på vej.

Det er den første bog jeg læser af Iain M. Banks og det kan mærkes da hans skrivestil er meget anderledes end hvad jeg plejer at læse. Han skriver meget livligt og impulsivt, som om det er en person der fortæller en historie mens han kommer med små mærkelige sidebemærkninger, kommentarer og skøre indfald. Især med Dwellerne har han mange humoristiske og til tider direkte gakkede indfald og ideer, hvilket minder mig lidt om Douglas Adams. Det er dog på ingen måde en komedie som The Hitchhikers Guide To The Galaxy, men bogen har mange over- og undertoner af gakket, men gennemtænkt, humor. Han udforsker som så mange andre science fiction forfattere, tanken om at andre racer i universet kan have et samfund, en moral og nogle love der efter vores menneskelige standarder ser helt vanvittig og ond ud, men som menneskene alligevel må acceptere. Og det gør han som sagt både med humor og alvor bag.
Til tider kan det dog nogen gange blive lidt for kreativt, ikke så meget med de humoriske indfald, men han tager sig en stor frihed med at opdigte sære navne og titler, som bliver lidt rodede at finde rundt i. Flere steder må jeg indrømme jeg tabte tråden, men det hele hænger dog sammen til sidst.

Tematikken er det jo typisk space opera, med en stor krig og en helt der skal forsøge at redde det hele, men selve plottet har dog mange vinkler og sider, og Fassin Taak er heller ikke specielt helteagtig. Der er flere personer hvor man aldrig rigtig får gennemskuet hvad deres motiv i det hele egentlig var, samt hvem der egentlig kunne siges at være de onde og hvem de gode. En temmelig åben slutning omend den dog ikke ligger op til en fortsættelse. Universet som helhed kunne Banks sikkert skrive flere bøger eller noveller i.

Jeg skal ikke kunne sige om det er en typisk Iain M. Banks bog, da jeg ikke har læst andet af ham, men for mit vedkommende var det i hvert fald en noget anderledes bog, som gav et positivt indtryk. Banks er bestemt en mand med en masse gode ideer og han formår at skildre tingene fra mange vinkler, og lader så læseren tolke og selv forholde sig til det der sker. Jeg tror dog ikke jeg kommer til at læse noget mere af ham lige foreløbig, men han er jo et stort navn inden for genren, så jeg kommer nok ikke udenom det.

Problemet med kommunikation over store afstande i rummet er et gennemgående ting i meget science-fiction, og det medfører jo nogle interessante kommunikationsforhold vi ikke er vant til på vores klode hvor kommunikation kan foregå øjeblikkeligt.

Selv i science fiction bøger hvor man har ormehuller og lignende, holder forfatteren stadig fast i at det ikke er muligt at sende noget hurtigere end lyset. Dermed bliver den eneste mulighed at sende information mellem planeterne på, at sende det fysisk via et rumskib. Især Peter F. Hamiltons The Night Dawns Trilogy har medtaget dette problem vældig godt, hvor den forsinkelse i opdatering af information fra forskellige systemer bliver helt vital i en krigslignende situation. Her er det dog ikke værre at et rumskib altid kan lave et ormehul hvorhen det vil og dermed fragte informationen, men en anden vinkel er at disse ormehuller manuelt skal skabes ved at et rumskib flyver, med under lyshastighed, fra det ene punkt af ormehullet til det andet for at ormehuller kan oprettes. Dette var blandt andet tilfældet i den novelle jeg nævnte her i går og den bog jeg er ved at læse lige nu, The Algebraist. I sidstnævnte sker der nemlig det at et ormehul bliver ødelagt og et solsystem bliver dermed fuldstændig isoleret fra resten af galaksen.

Jeg synes det er en fascinerende tanke at hvis vi en dag får mulighed for at flyve rundt mellem stjernene, vil vores kommunikationsmuligheder falde helt tilbage til tiden før radioen. I dag er globalisering jo det verden driver imod, hvor verden bliver mindre og kommunikationsafstandene, via Internettet især, minimale i forhold til den fysiske afstand. Hvis vi begyndte at kolonisere andre planeter vil “verden” blive større igen, så at sige, og der vil igen være behov for at kunne klare sig uden øjeblikkelig kommunikation med resten af verden. Hvilket mange science fiction forfattere så godt beskriver er at disse koloniserede planeter vil blive langt mere uafhængige og selvstændige, ligesom nationalstaterne var før i tiden. Hvilket så igen pudsigt nok typisk gør at Jorden i science fiction universer med en interplanetar civilization, bliver til en samlet enhed der ikke længere er delt op i nationalstater.
Det kunne måske være løsningen for dem der ikke er glade for globaseringen og opløsningen af nationalstaterne og sammensmeltning af kulturer. At kolonisere andre planeter og så opbygge dem efter en kultur eller en nationalitet. Dette ser vi fx i Star Trek og i The Night Dawns Trilogy jeg nævnte før, og interessant nok påpeger de det oftest som løsningen på den konflikt der kan være mellem folkefærd, at isolere dem hver for sig, hvilket jo står helt i kontrast til nutidens politiske verden, hvor det hele handler om at man skal kunne leve sammen på samme område i globaliseringens navn.

Men for at komme tilbage til det med overlyshastighedskommunikation, så har de jo det i Star Trek hvor de kan kommunikerer via supspace – som de kalder det. Det gør det jo noget nemmere for kaptajnerne på diverse Enterprises og lignende, at trække politiske beslutninger og hente hjælp, da de altid lige kan kontakte Starfleet. Så der er isolationen og kulturforskellene, i hvert fald for dem ansat i Starfleet, noget mindre. Den kommunikation er dog ikke perfekt, for de ryger til tider for langt ud i galaksen at de ikke kan kommunikere, hvor de så er på egen hånd. Dette er jo egentlig hvad hele Voyager-serien er baseret på.

Som altid har Wikipedia en god artikel om dette med hastigheder over lysets hastighed.

Vil bare lige anbefale denne rigtig gode og interessante novelle skrevet af Geoffrey A Landis. Han er ikke bare forfatter, men arbejder som astrofysiker for MIT og NASA. Og denne novelle har også nogle interessante ideer om sorte huller. Disse ideer er plausible og velbegrundede efter gængs videnskabelig teori på området. Man kan godt se at han ved hvad han skriver om, hvilket kan være meget rart at læse som afveksling til den slags science fiction der bare er fuld af gode ideer.

Den er lidt lang, men bestemt værd at læse hvis den slags interesserer en.