Denne Hugo-vindende roman af Robert Charles Wilson bliver nok en af mine bedste læseoplevelser i dette år. Det er tydeligt hvorfor den vandt en Hugo, for den kombinerer ganske enkelt det bedste fra klassisk science fiction med nyere koncepter, og appellerer dermed ret bredt blandt science fiction læsere.
Wilson har bygget Spin efter en simpel men effektiv formel indenfor science fiction. En udefra kommende ændring, der er relativ enkel at forklare, men som har store konsekvenser for hele planeten. Historien starter i nær fremtid hvor Jorden fra det ene øjeblik til det andet, bliver omsluttet af en slags membran der lukker stjernelyset ude. Solen står dog stadig op næste dag, men det er en kunstig sol. Den er tydeligvis kunstigt fremstillet, men ingen rumvæsener giver sig til kende eller på anden måde viser hvorfor. Over tid finder man ud af, at membranen ikke bare blokerer for himlen, men også har sat Jorden i en slags tidsboble. Et sekund på Jorden svarer til over 3 år i resten af universet. Millioner og milliarder af år passerer altså udenfor på ganske kort tid. Det i sig selv ændrer selvsagt hele samfundet. Religiøse kulter opstår, den nye generation der vokser op uden at have set stjernerne udskiller sig markant, og helt nye industrier opstår i forsøg på at finde ud af hvad der forgår. Men også en bekymring for verdens undergang opstår, for med den hastighed vil Solen gå nova om få årtier.
Romanen følger tre personer. De to søskende Diane og Jason, og deres ven Tyler. Fortællingen centrerer omkring Tyler. Stjernerne forsvandt da de var børn, og det præger resten af deres opvækst som romanen følger. Jason er ualmindeligt intelligent, kommer på eliteskoler og bygger hele sit liv op på at søge svar om hvad der er sket med Jorden og hvorfor. Diane bliver mere og mere utryg, og knytter sig til en af de nyfundne religiøse sekter, mens Tyler går den mere almindelige vej og uddanner sig til læge.
Wilson holder sig i store træk kun til det ene novum med at Jorden bliver omsluttet af en membran hvor tiden går hurtigere, hvilket er sjældent for nyskrevne science fiction romaner der ofte vil have så mange fantastiske idéer med på engang. Det handler om hvordan verdenssamfundet, og de tre hovedpersoner, udvikler sig som følge af denne enkle skelsættende begivenhed. Den øvrige teknologiske udvikling berøres kun i periferien. Men selvom den er skrevet efter en gammel klassisk science fiction formel, bygger Wilson stadig på nye koncepter som singularitetsbegrebet. For at et sekund svarer til 3 år ude i universet giver nogle interessante muligheder med at sender autonome sonder og robotter af sted. Så kan millioner af års udvikling finde sted på relativt kort tid. Det gør at Wilson får skildret overvældelsen af en teknologiudvikling der går hurtigere end menneskets fatteevne, samtidig med at det er forankret i noget der stadig ligner nutiden.
Ingen tvivl om at Spin kan anbefales. Jeg er spændt på om efterfølgeren Axis kan leve op til den.
Fjerde og sidste Futurama film var en noget bedre og sjovere oplevelse end de to foregående. Ikke helt på højde med 
Det nye nummer af Novum indeholder lidt af det hele, og den fortsatte kortroman Perceptionens Døre tager en helt ny drejning.
Efter at have set afslutningen på Deep Space 9, fik jeg lyst til at se i hvert fald de to første sæsoner igen. Serien hænger fantastisk godt sammen, og det virkede egentlig ikke som noget stort skift at springe helt tilbage til begyndelsen. I hvert fald ikke teknisk og kvalitetsmæssigt, sammenlignet med særligt The Next Generation, hvor første sæson efterhånden ser ret forældet ud.
Marts/April-nummeret rummer overvejende mest fantasy, og meget af det fangede slet ikke min interesse. Derfor gennemgår jeg kun ganske få af historierne. En af de ting magasinet trykker alt for sjældent, er deres videnskabelige artikler. De er altid en fornøjelse at læse, for de har mere humor end Analogs videnskabelige artikler og altid med en lidt skæv vinkel fremfor tør videnskabssnak. Denne gang ser Pat Murphy og Paul Doherty på flyvemaskiner med udgangspunkt i legetøjsmodeller. Ganske interessant.
Diamond Dogs og Turquoise Days er to novellaer af Alastair Reynolds udgivet sammen. De er sat i samme univers som Revelation Space og de andre, men det har ikke den helt store betydning. Reynolds viser at han så sandelig også kan skrive kortere tekster, og faktisk få rigtig meget ud af novellalængden.
Så er vi nået til det tredje nummer af Astounding Stories of Super-Science, hvor første del af i alt fire af Ray Cummings’ 
Denne pulproman af Ray Cummings blev oprindeligt udgivet som føljeton i Astounding i fire dele fra marts til juni 1930. Senere genudgivet som en Ace Double bog. Den er også gratis at finde på 
Absolution Gap af Alastair Reynolds ligger i direkte forlængelse af