Et år forsinket er jeg nået til novembernummeret af Analog. Stanley Schmidt skriver lidt i øst og vest om regler, gode og dårlige regler, og hvordan og hvorfor de skal overholdes. Med eksempler fra Analogs egne regler for indsendte noveller. Der var ikke den store pointe i det. Uden relation til dette, så virker en del af historierne noget nedslående. Verdens undergang, mindre katastrofer og personlig tragedie går igen et par gange i hvert fald.
Richard A. Lovett og Mark Neimann-Ross (Lovett er velkendt i Analog, den anden kender jeg ikke) har skrevet kortromanen Phantom Sense om den pensionerende Kip, der har arbejdet for en særlig afdeling af en af landets hemmelige agenttjenester, hvor han har fået indopereret noget som har gjort ham i stand til at fjernstyre mekaniske fluer til brug i spionage. Derudover blev hans sanser også forstærket, så han meget nemt kunne afkode folks skjulte signaler og se om de lyver eller er nervøse. Nu mange år efter har han mistet en del af sine evner, og det går ham meget på, for han føler sig ukomplet uden dem. Det har ydermere gjort at hans kone er gået fra ham, men da deres datter bliver taget til fange, må han få sine gamle evner tilbage og gå sammen med kone på jagt efter forbryderne. Den grundlæggende idé med en mand der har tabt sine særlige kunstige evner fra en militærfortid er set før, og Phantom Sense bringer ikke noget nyt ind i det. Det er heller ikke særligt spændende i længden at læse om Kip der har ondt af sig selv og selve kidnapningsplottet virker som noget der bare skal være der. Lovett har også skrevet en videnskabelig artikel der beskriver virkelighedens baggrund for nogle af historiens idéer.
Mere sjov er derimod Zoo Team af Allan M. Steele om et hold astronauter i en Mars-rejse simulator der er i kredsløb om Jorden. De undrer sig dog over hvorfor lige de er blevet udvalgt til at udgøre denne besætning der skal simulere en rejse til Mars, for ingen af dem kan siges at have været klassens bedste. Alle har op til flere disciplinære sager og negative anmærkninger fra deres træning. Det er der selvfølgelig en politisk forklaring på, så de beslutter sig for at vende det imod beukraterne nede på Jorden. Det er et meget sjovt koncept Steele har fundet på og historien bliver ført fint til dørs.
Jay Werkheiser er ikke et navn jeg kender, men hans Contamination overraskede positivt. Det er gået helt galt på Jorden, så koloniseringsskibe er blevet sendt af sted til en planet som man for et par generationer siden allerede havde sendt nogen ud til, for netop at forberede en senere kolonisering. Men som det jo er med missioner der går igennem flere generationer, så går en del af meningen tabt, så det der møder dem fra Jorden er et folkefærd der lever i kredsløb om en jordlignende planet som de for alt i verden ikke vil lande på, kun studere på afstand. Det giver nogle interessante kulturelle og praktiske konflikter. Eneste kritikpunkt er at novellen mest bliver som et anslag til en længere historie, og ender dermed lidt for åbent.
Michael A. Armstrong leverer en typisk hurtigt læst og hurtigt glemt Analog-historie med The Deadliest Moop, om farlige objekter i kredsløb der kan ødelægge satelitter og hvordan de fanges inden det går galt.
Carl Frederick er velkendt i Analog, oftest med historier om forskere og deres forskning. I Howl of the Seismologist er det seismologen Alex det handler om, og ikke mindst hans hund som han mener kan forudsige jordskælv tidligere og mere præcist end de avancerede instrumenter. Det kommer der selvsagt et lille drama udaf, krydret med en god gang videnskabelig jargon.
Outbound af Brad R. Torgersen forsøger virkelig at smøre tykt på med de store følelser. Det starter med noget der ligner verdens undergang, hvor et forældrepar må overlade deres to børn til et af de sidste rumskib der forlader Jorden. Men det går også galt på rumskibet, den 4 årige pige dør og den 11-årige dreng overlever som den eneste i en redningskapsel. Og så er han i øvrigt lam fra hoften og nedefter. Han bliver fundet af et ældre ægtepar, hvor manden kun lever som et uploadet sind i skibets computer. De rejser sammen i flere år i jagt på andre overlevende, men finder ikke nogen. Indtil den nu voksne dreng er den eneste tilbage på rumskibet. Det rammer bare aldrig rigtigt, uden at være hverken dårlig eller kedelig, så virker det som om forfatteren vil sige en masse om håb og tro, at historien går tabt i budskabet.