Murder Madness

Murder Madness er en føljetonroman af Murray Leinster trykt fra maj til og med juli 1930 i Astounding. For at sige det kort, så er den ikke værd at bruge tid på.

En ond videnskabsmand har fremstillet et stof der gør at man får en ustyrlig trang til at begå mord, og det kan kun holdes i ro med mere af stoffet. Dette stof bruger han, som blot kalder sig for The Master, så til at slavebinde en masse uskyldige mennesker. Angiveligt med det formål at overtage verdensherredømmet. Vores helt hedder Bell og arbejder for den ultrahemmelige agenttjeneste The Trade og det bliver hans opgave at rejse dybt ind i den sydamerikanske jungle for at finde denne Master og stoppe ham.

Det værste ved denne roman er ikke det temmelig intetsigende plot, men at det er strukket ud til en hel roman. Historien er lidt interessant i starten og lidt i slutningen når man hører lidt om The Masters vanvittige begrundelser for hvorfor han mener han skal regere verden, men i mellem det er der over 100 siders ingenting om Bell der roder rundt i junglen og selvfølgelig lige også skal blive forlovet med et pigebarn.

Kort sagt spild tid, og ikke engang sjov fordi det er dårlig klichéfyldt pulp.

New Light on the Drake Equation

I stedet for at læse alle kortromanerne i The Mammoth Book of Best Short SF Novels i kronologisk rækkefølge, sprang jeg frem til bagerst i bogen til New Light on the Drake Equation af Ian R. Macleod, der dog var en meget gammeldags meta science fiction historie.

Historien følger amatørastronomen Tom Kelly der er vokset op som science ficiton fan, men alligevel ikke synes at denne fantastiske fremtid, hvor det blandt andet er moderne at gro kunstige vinger, er noget helt for ham. Han holder som en af de eneste SETI-projektet i live, selvom det bliver det stadig sværere at finde opbakning til det. Han er ensom, små-alkoholiseret og venter længes efter det første møde rumvæsener. I stedet møder han en kvinde, der ikke helt deler hans interesser, men alligevel delvist forstår ham.

Denne kortroman flyder over af navlepilleri og metapladder henvendt til gamle science fiction læsere der ikke kan lide den fagre nye verden. Der er ikke noget nævneværdigt novum, og dens temmelig indadskuende vinkel gør at den kun kan have marginal interesse for en mindre gruppe af science fiction fans.

Sailing To Byzantium

I murstensudgivelsen The Mammoth Book of Best Short SF Novels redigeret af Gardner Dozois, og i øvrigt omtalt i Litteraskopet i Novum nr. 97, finder man tretten udvalgte kortromaner – en historielængde der passer rigtig godt til science fiction genren. Jeg synes ikke en samlet anmeldelse vil give mening, ikke mindst fordi der vil gå alt for lang tid, så hver historie får et par ord med på vejen.

Historierne er trykt i kronologisk rækkefølge, så Robert Silverbergs Sailing to Byzantium er fra 1985 og den ældste i samlingen. Historien foregår dog en i fjern mærkelig fremtid hvor mennesker tilsyneladende ikke bestiller andet end at rejse rundt og besøge genopbygninger af historiske byer fra en bestemt tid. Byer der jævnligt bliver revet ned og nye bygges op. Vores hovedperson er blevet hevet ud af nutidens New York og prøver at finde rundt i denne mystiske verden, og hvorfor de har hevet ham ud i denne fremtid. En ikke ukendt formel i science fiction, hvor mystikken bevares fra start til slut, og hverken læseren eller hovedpersonen bliver helt klog på hvad det er for en fremtid og hvorfor den er endt med at mennesker ikke laver andet at konstruere og nedrive museumsbyer, men hovedpersonens skæbne vil komme som en overraskelse.

Novum nr. 100

Novum nr. 100Novum udkom første gang i 1985 og er dermed ligeså gammel som mig, og nu rundede det nummer 100 i marts i år. Det er blevet til et flot jubilæumsnummer med flad ryg og på 100 sider.

Indholdet er dog ikke til at tage fejl af. Intet nummer uden et Litteraskopet fra Niels Dalgaard, der denne gang skriver om en bog med titlen 100 must-read science fiction novels. Niels er noget kritisk overfor formen, specielt fordi bagsideteksten påstår man kan blive ekspert i genren med denne liste, men udvalget af romanerne er ikke desto mindre ganske udmærket.

I anledning af jubilæet er der selvfølgelig blevet skrevet lidt om Novums historie. Niels Dalgaard har skrevet lidt om Novums tilblivelse og om de forskellige redaktører der har været gennem tiden, og den nuværende redaktør, Janus Andersen, har interviewet Novums første redaktør – Stig W. Jørgensen. Alt sammen spændende fanhistorie.

Derudover er der også en conrep fra Snorfcon, et interview med Jonas Wilmann, samt hele tre noveller, hvoraf den ene er en kortroman der fylder godt halvdelen af siderne.

I den fortsatte vandreroman giver Henning Andersen os det syvende kapitel. Jeg må indrømme jeg snart har opgivet at finde hoved og hale i historien. Som det nok må være, er det som om man starter næsten forfra hver gang, mens personerne går igen. Henning Andersen har dog også skrevet en selvstændig novelle med titlen Dyrerne må ikke fodres, med en historie der kunne ligne et typisk Star Trek afsnit. Vi er ombord på et rumskib hvis FTL-motor pludselig slår ud. På deres radar kan de se en flyvende tallerken der har direkte kollosionskurs mod dem og som ikke svarer på deres henvendelser. Meget sjov Star Trek-pastiche. Vi er også ombord på et rumskib i Rasmus Wichmanns kortroman En ny begyndelse, hvor nogen vender tilbage til Solsystemet, men de finder intet liv der. Om det virkelig er det velkendte solsystem de er havnet i, eller blot et der ligner vores meget, er ikke helt klart.

Astounding, July 1930

Astounding July 1930Endnu et spændingsmættet sommernummer af Astounding med gale videnskabsmænd, rumvæsener og farlige monstre. Redaktøren ser sig også nødsaget til at skrive en endelig forklaring på hvorfor Astounding har gjort et meget bevidst valg med ikke at køre genoptryk af nogen art.

Beyond the Heaviside Layer af Captain S. P. Meek er en ganske afdæmpet fortælling om en videnskabsmand der tager en journalist med i sit rumskib der er i stand til at bryde ud af Jordens atmosfære. De finder selvfølgelig noget mærkeligt noget derude, men historien er primært interessant fordi den fortæller noget om datidens helt andet billede af atmosfæren, hvor man troede der var en slags usynlig membran i den øverste del af atmosfæren, som blev anset som så godt som umuligt at gennembryde. Heaviside-laget der tales om er rigtig nok, men i hvert fald forfatterens opfattelse af dets egenskab holder selvfølgelig ikke helt.

From An Amber Block af Tom Curry kunne snildt have dannet det grundlæggende plot for en horrorfilm. Et kæmpe stykke rav finder vej til et historisk museum. Videnskabsfolkene er ellevilde fordi ravet indkapsler en forhistorisk kæmpemyg. Men der begynder at ske uhyggelige ting på museet om natten. En morgen finder man blodspor og nattevagten bliver fundet død. Kæmpemyggen er selvfølgelig vågnet og den er meget sulten!

Harl Vincents The Terror From Air-Level Six er ligeså tåbelig som den lyder. En række fly begynder at forsvinde sporløst fra det amerikanske luftrum, og en ukendt fjende kræver Amerikas betingelsesløse overgivelse, hvilket vores helt selvfølgelig ikke kan acceptere. En meget lang opbygning der bliver overstået på et kort øjeblik.

Mere interessant er derimod Sewell Peaslee Wrights The Forgotten Planet, men primært af historiske grunde, da selve historien er jævnt kedelig. Den er formet som en rapportering fra en militærmand i en fjern fremtid hvor alle galaksens beboede planeter er med i samme politiske union, på nær en planet. Militærmanden har fået til opgave at presse denne oprørske planet til at gå med i alliancen, koste hvad det koste vil. Den imperialistiske holdning er styg, for planetens beboere beskrives ikke som andet end nogen der egentlig bare vil være i fred og passe sig selv, men selvom de ikke umiddelbart udgør nogen trussel for resten af den ellers fredelige alliance, bliver de altså truet med total udslettelse hvis de ikke går med.

Sidste historie, The Power and the Glory af Charles W. Diffin, er ganske kort, men et glimrende eksempel på den type historier hvor en stor videnskabelig opdagelse bliver slået ned ligeså hurtigt som den bliver slået op. Den tids science fiction var generelt langt mindre teknologi- og fremskridtsbegejstrede end i dag, og mange historier taler til læserens frygt for det hastige teknologiske fremskridt og at verdensordenen helst skal opretholdes. I denne historie er det en ung videnskabsmand der kontakter sin tidligere lærer, en professor ved universitet, om en fantastisk opdagelse han har gjort. Den unge mand er ellevild, fordi han har fundet ud af at splitte atomet og dermed kilden til uendelig energi. Han fortæller lystigt professoren om hvordan hans opdagelse vil bringe fred og rigdom til hele verden, men professoren slår hans idé ihjel med en snak om at verden ikke vil kunne håndtere dette, at civilisationen vil bryde sammen og så videre. Forfatteren sætter diskussionen meget snævert op i en spids, men ikke desto mindre interessant.

Analog, November 2010

Analog November 2010Et år forsinket er jeg nået til novembernummeret af Analog. Stanley Schmidt skriver lidt i øst og vest om regler, gode og dårlige regler, og hvordan og hvorfor de skal overholdes. Med eksempler fra Analogs egne regler for indsendte noveller. Der var ikke den store pointe i det. Uden relation til dette, så virker en del af historierne noget nedslående. Verdens undergang, mindre katastrofer og personlig tragedie går igen et par gange i hvert fald.

Richard A. Lovett og Mark Neimann-Ross (Lovett er velkendt i Analog, den anden kender jeg ikke) har skrevet kortromanen Phantom Sense om den pensionerende Kip, der har arbejdet for en særlig afdeling af en af landets hemmelige agenttjenester, hvor han har fået indopereret noget som har gjort ham i stand til at fjernstyre mekaniske fluer til brug i spionage. Derudover blev hans sanser også forstærket, så han meget nemt kunne afkode folks skjulte signaler og se om de lyver eller er nervøse. Nu mange år efter har han mistet en del af sine evner, og det går ham meget på, for han føler sig ukomplet uden dem. Det har ydermere gjort at hans kone er gået fra ham, men da deres datter bliver taget til fange, må han få sine gamle evner tilbage og gå sammen med kone på jagt efter forbryderne. Den grundlæggende idé med en mand der har tabt sine særlige kunstige evner fra en militærfortid er set før, og Phantom Sense bringer ikke noget nyt ind i det. Det er heller ikke særligt spændende i længden at læse om Kip der har ondt af sig selv og selve kidnapningsplottet virker som noget der bare skal være der. Lovett har også skrevet en videnskabelig artikel der beskriver virkelighedens baggrund for nogle af historiens idéer.

Mere sjov er derimod Zoo Team af Allan M. Steele om et hold astronauter i en Mars-rejse simulator der er i kredsløb om Jorden. De undrer sig dog over hvorfor lige de er blevet udvalgt til at udgøre denne besætning der skal simulere en rejse til Mars, for ingen af dem kan siges at have været klassens bedste. Alle har op til flere disciplinære sager og negative anmærkninger fra deres træning. Det er der selvfølgelig en politisk forklaring på, så de beslutter sig for at vende det imod beukraterne nede på Jorden. Det er et meget sjovt koncept Steele har fundet på og historien bliver ført fint til dørs.

Jay Werkheiser er ikke et navn jeg kender, men hans Contamination overraskede positivt. Det er gået helt galt på Jorden, så koloniseringsskibe er blevet sendt af sted til en planet som man for et par generationer siden allerede havde sendt nogen ud til, for netop at forberede en senere kolonisering. Men som det jo er med missioner der går igennem flere generationer, så går en del af meningen tabt, så det der møder dem fra Jorden er et folkefærd der lever i kredsløb om en jordlignende planet som de for alt i verden ikke vil lande på, kun studere på afstand. Det giver nogle interessante kulturelle og praktiske konflikter. Eneste kritikpunkt er at novellen mest bliver som et anslag til en længere historie, og ender dermed lidt for åbent.

Michael A. Armstrong leverer en typisk hurtigt læst og hurtigt glemt Analog-historie med The Deadliest Moop, om farlige objekter i kredsløb der kan ødelægge satelitter og hvordan de fanges inden det går galt.

Carl Frederick er velkendt i Analog, oftest med historier om forskere og deres forskning. I Howl of the Seismologist er det seismologen Alex det handler om, og ikke mindst hans hund som han mener kan forudsige jordskælv tidligere og mere præcist end de avancerede instrumenter. Det kommer der selvsagt et lille drama udaf, krydret med en god gang videnskabelig jargon.

Outbound af Brad R. Torgersen forsøger virkelig at smøre tykt på med de store følelser. Det starter med noget der ligner verdens undergang, hvor et forældrepar må overlade deres to børn til et af de sidste rumskib der forlader Jorden. Men det går også galt på rumskibet, den 4 årige pige dør og den 11-årige dreng overlever som den eneste i en redningskapsel. Og så er han i øvrigt lam fra hoften og nedefter. Han bliver fundet af et ældre ægtepar, hvor manden kun lever som et uploadet sind i skibets computer. De rejser sammen i flere år i jagt på andre overlevende, men finder ikke nogen. Indtil den nu voksne dreng er den eneste tilbage på rumskibet. Det rammer bare aldrig rigtigt, uden at være hverken dårlig eller kedelig, så virker det som om forfatteren vil sige en masse om håb og tro, at historien går tabt i budskabet.

Freehold

FreeholdMichael Z. Williamsons Freehold er en de bøger Baen Books har valgt at have gratis tilgængelig som ebog på deres webside, hvilket egentlig var min primære motivation til at prøve at læse den, og så havde den generelt pæne anmeldelser. Bogen kan kort beskrives som en politisk liberalistisk/anarkistisk utopi. En utopi der er 100% ensidig, propagandistisk og som virkelig smører tykt på alting, men altså stadig er fantastisk underholdende.

Selve plottet er helt efter bogen når det kommer til utopier. Læseren skal gerne følge en person udefra der besøger dette utopia og kan forholde sig til det på læserens præmisser. Handlingen kaster sig direkte ud i at fortælle om Kendra der er på flugt fra myndighederne. Hun arbejder for en logistisk del af FN, og et eller andet er gået helt galt, og selvom hun ved hun er uskyldig, er hun sikker på at myndighederne vil bruge hende som syndebuk og hendes retsikkerhed er så godt som ikke eksisterende. Hun forsøger derfor at få asyl på ambassaden for planeten Freehold. Den eneste af de kolonier der ikke er gået med i det nu interstellare FN. Det er dog ikke så nemt igen, for Freehold har ingen regering, så godt som ingen stat og slet ikke noget budget til at hjælpe flygtninge. Igennem donationer og et krav om at hun skal arbejde sin gæld af, kommer hun alligevel med et skib til Freehold, får sig en lejlighed og et job som gartner i byens park. Kendra bliver gode venner med sin nabo og så er der lagt et solidt grundlag for at hun kan stille en masse spørgsmål til hvordan dette næsten tæt på lovløse samfund nu kan hænge sammen, og naboen er klar med alle svarerne. Det går første halvdel af bogen med. Derefter slår romanen over i ren blodig og brutal military sf. Jorden angriber Freehold og Kendra må se sig selv forsvare sit nye hjem ved at dræbe sine tidligere landsfæller.

Forfatteren bruger alle tricks for at få utopien til at fremstå så perfekt som muligt, efter en logik der bare antages vil give mening, men som selvfølgelig i virkelighedens verden kun vil være antagelser om at “sådan vil det nok være”. Der er ingen fattigdom, meget lav kriminalitet selvom så godt som alle har adgang til alverdens våben og der er en god naturlig solidarisk kultur både mellem borgere og virksomheder. Der er dog et punkt hvor Williamson ikke har gjort det hele så nemt, og det er med planetens natur og klima. Der er en meget hård vinter, hedebølge om sommeren, en lidt højere tyngdekraft og aldeles farlige vilde dyr. Men det er ikke nok at gøre sit eget utopiske samfund perfekt, det eksisterende skal helst også fremstå så dårligt som muligt. Her har Williamson meget tydeligt udpeget nogle eksisterende problemstillinger og overdrevet dem i sit univers. Blandt andet bliver voldtægt betragtet som småkriminalitet på Jorden, staten er demokratisk men korrupt, der er en stor velfærdsstat men levestandarden er alligevel markant lavere end på Freehold.
Man må dog give ham at han er konsistent. Der er vitterlig frihed til så godt som alt i Freehold, herunder total ytringsfrihed til både racistisk propaganda og frit tilgængelig information om hvordan man bygger masseødelæggelsesvåben. Den seksuelle frihed står også meget stærkt, hvor offentlig nøgenhed er helt normalt, og alle former for samlevsformer er accepteret. Mærkeligt nok er det mest en biseksuel side ved Kendra der bliver udforsket, mens homoseksualitet mellem mænd næsten ikke nævnes. Williamson kender nok sit publikum.

Uanset hvad man måtte men om de grundlæggende idéer til det libertarianske samfund Williamson skaber, er det svært at tage helt seriøst, fordi det bliver ekstremt ensidigt og uden mulighed for at læse noget som helst mellem linjerne. Det rent praktiske og økonomiske med et sådant samfunds funktion springer han nemt henover, men der er lidt mere kød på og lidt at tænke over når det gælder de mere “bløde” frihedsrettigheder. Det der dog mest skinner igennem er ikke retten til at bære våben eller modstand til skattevæsenet, men derimod en dyb foragt for bureaukrati og en meget tydelig holdning til at det er roden til alt ondt. FN og dets militær bliver hånligt beskrevet som idiotisk bureaukratisk, og det bliver det de ender med at tabe krigen på. Freehold beskrives også som langt mere effektivt og nemt, både for private og virksomheder, når det kommer til kontrakter, handler og den slags. Det meget militaristiske er heller ikke til at komme udenom, hvor forfatteren selvfølgelig har sørget for at det er FN og Jorden der angriber først, og Freehold bare forsvarer sig mod en fuldstændig uprovokeret invasion.
Bogen er 100% persondrevet medKendra i hovedrollen og er dejligt spændende at læse, og man føler da med hende og forstår hendes valg, selvom de ikke altid er beskrevet lige troværdigt. Freehold kan sagtens læses af de fleste for dens underholdningsværdi på flere kanter – ikke mindst fordi man nemt kan grine af forfatterens mere end tydelige subjektive overdrivelser, men man bør nok stoppe halvvejs hvis nærmest glorificerende beskrivelser af krig og det at forsvare sig ikke lige er ens kop te.

Søn af Tohubohu 10

Sidste gang Niels Dalgaards fanzine Søn af Tohubohu udkom var til Eurocon 2007, og passende nok blev et nyt nummer udgivet i forbindelse med Eurocon 2011 i Stockholm. Og han starter selvfølgelig med en længere conrep fra Eurocon 2007.

Med det fanniske dækket ind, går Dalgaard videre med at grave en af fortidens glemte pulpforfattere frem. Den yderst produktive Ellis Parker Butler, som vi tidligere har set et par noveller af i Proxima nr. 89, får vi en længere artikel om samt en enkelt novelle.

Novellen hedder Vogn nr. 1297, skrevet i 1903, og handler om de første rigtige flyvemaskiner og hvordan de ændrede verden, men det er egentlig mere en kærlighedshistorie. Ikke ligeså morsom som de to historier trykt i Proxima.

Proxima nr. 93

Forårsnummeret af Proxima er ikke uventet af høj kvalitet med varierende indhold om science fiction. Ny original forskning af Niels Dalgaard, paneldebat, den tilbagevendende science fiction bibliografi er nået til år 2008, et par noveller og selvfølgelig masser af anmeldelser.

Niels Dalgaard har været på Det Kongelige Bibliotek og gennemgået den gamle konservative avis Dagens Nyheder for science fiction historier i 50′erne. Det er der kommet en interessant artikel ud af om hvad der blev skrevet på og oversat til dansk af science fiction på den tid.
På Fantasticon 2010 deltog jeg og fire andre mere garvede science fiction fans i et panel om seks science fiction romaner fra de sidste 10 år. Dalgaard har transkriberet debatten og bringer det altså her i Proxima.
Ellen Miriam Pedersen skriver en kort artikel om hvorfor og hvordan hun bruger science fiction genren som forfatter, og derefter følger Niels Dalgaards science fiction bibliografi for 2008.

Udgivelsen af Professor Challengers Bedrifter har kastet et par ekstra noveller af sig som så bliver bragt i Proxima. Første historie hedder Rædslen fra højderne om en pilot der flyver op i det lidt højere luftlag og finder nogen mærkelige væsener. Derefter følger Keinplatz-eksperimentet der i klassisk pulp stil handler et videnskabeligt eksperiment hvor sjælen adskilles fra kroppen, hvilket ikke overraskende går lidt skævt. Det er to fine historier, men de bedste er nu stadig at finde i den anden samling.

Antistof

AntistofDet er ved at være noget tid siden jeg har læst Charles Stross og indtil nu har det ikke været hans noveller. Science Fiction Cirklens udgivelse Antistof blev udgivet i forbindelse med at Stross besøgte Fantasticon i 2009 og samler fem udvalgte noveller samt et efterord af Niels Dalgaard. Det kan siges meget kort, men Stross’ noveller er om noget endnu mere vanvittige i sine idéer end hans romaner.

Det er så godt som umuligt at referere de fleste af novellerne. Der er både flyvende talende bondegårde, intelligente hummere og en kælemammut med et alkoholproblem. Dog også noget så jordnært som rumvæsener. Den jeg bedst kan skrive noget om er titelnovellen Antistof, der handler om at nogen finder en løsning på et NP-komplet problem der ligger indenfor P, hvilket får store verdensomspændende konsekvenser. Der er selvfølgelig også Hummere, der er første del af Accelerando, men der vil jeg henvise til den anmeldelse.

Ellers var min oplevelse med novellerne ikke noget særligt. Efter man efter lidt tids undren får opfanget at historien vitterlig handler om flyvende bondegårde eller kælemamutter, så er der ikke rigtig meget mere, og selvom det er tydeligt at Stross har mange vilde idéer, så blev jeg stort set aldrig grebet af nogen historie eller noget plot i nogen af novellerne.