Diamond Dogs og Turquoise Days er to novellaer af Alastair Reynolds udgivet sammen. De er sat i samme univers som Revelation Space og de andre, men det har ikke den helt store betydning. Reynolds viser at han så sandelig også kan skrive kortere tekster, og faktisk få rigtig meget ud af novellalængden.
Diamond Dogs er velkendt Reynolds. Hard sf med lidt horrorstemning, kolde kyniske intelligente dræbermaskiner, mennesker med så mange modifikationer at de nærmest er robotter, og generelt bare præget af sort metal. Historien følger Richard der af en gammel ven bliver lokket med på en mission til en mystisk gigantisk tårnkonstruktion fundet på en planet og formodentlig bygget af rumvæsener. Tårnet består af et utal af forbundne rum med matematiske gåder, som skal løses for at man komme videre til det næste rum. Svarer man forkert, venter en ubehagelig straf. Sammen med et par andre, herunder Richards ekskone der besidder særlige matematiske evner og derfor i praksis løser alle opgaverne, bevæger de sig gennem tårnet rum for rum. Et stykke af vejen virker det egentlig som en slags Indiana Jones ekspedition, med underjordiske hulrum med gåder der skal løses og farlige fælder at undgå, men der er meget mere i historien end bare selve plottet om tårnet. De har en doktor med sig, der er en virkelig interessant og skræmmende figur, som bogstaveligt talt samler stumperne sammen eller erstatter deres legemsdele med kunstige, da de af og til bliver skåret i stykker, og det der er værre ,når et forkert svar på et rums gåde bliver valgt. Det er en historie der skal læses for stemningen og mindre for plottet, eftersom der ikke rigtig kommer nogen afklaring til sidst, som man ellers normalt ser i Reynolds’ historier.
Turquoise Days er en noget anden størrelse. Mindre hard sf, ingen splatter, mere psykologi og biologi i stedet for kold teknik. Historien udspiller sig på planeten Turquoise, der er en såkaldt Pattern Juggler planet. Pattern Jugglers er det eneste tilnærmesesvis intelligente liv mennesket har fundet i dette univers, og det kun delvist. Det kan bedst beskrives om et biologisk netværk af en slags i havet, der indeholder sind fra tusindvis af andre intelligente racer, som har svømmet i havet og dermed blevet en del af det. Dem der svømmer med disse Jugglers bliver lettere forandret og nogen får tilegnet sig særlig viden. Planetens kolonister lever yderst fredeligt og uden meget kontakt med resten af galaksen. Kun meget sjældent kommer en lighthugger forbi, hvilket der selvfølgelig så gør i denne historie, og det reagerer havets Jugglers på.
To ret forskellige historier, der hænger en lille smule sammen – dog uden at jeg kan sige hvordan, og som giver et lille indblik i blot en afkrog af Reynolds’ store romanunivers.
Så er vi nået til det tredje nummer af Astounding Stories of Super-Science, hvor første del af i alt fire af Ray Cummings’ 
Denne pulproman af Ray Cummings blev oprindeligt udgivet som føljeton i Astounding i fire dele fra marts til juni 1930. Senere genudgivet som en Ace Double bog. Den er også gratis at finde på 
Absolution Gap af Alastair Reynolds ligger i direkte forlængelse af 
Årets første nummer af Fantasy & Science Fiction byder på en rimelig blanding af traditionel fantasy, flere horrorhistorier, lidt humoristisk science fiction og det der er uden for kategori.
Martsnummeret af Analog er overraskende godt. Ingen kedelige eller dårlige historier, alle sammen underholdende – dog uden at være specielt originale eller kommende prisvindere. Stanley Schmidt indleder med en flot balancegang med at kritisere den politiske proces i forbindelse med Obamas Healthcare-plan, uden at tage stilling til indholdet, kun processen. Stephen L. Gillett skriver om isotoper og særligt deres anvendelse i forbindelse med aldersbestemmelse af fossiller, John G. Cramer skriver om hvordan vores solsystem er dannet og om det fantastiske fænomen, at planeternes afstand til Solen kan skrives op på en meget simpel formel, og Tocho Ligon har skrevet en halvt fiktiv artikel om sandsynligheden for at 10.000 aber før eller siden ville have skrevet et Shakespeare stykke.
Kim Stanley Robinson er mest kendt for sin Mars-trilogi og senest for sin Science in the Capital-trilogi om global opvarmning. Med denne roman fra 2002 viser han talenter på helt andre fronter, ved at kaste sig ud i en kompleks og gennemarbejdet alternate history.
Afslutningen på denne fantastiske og meget unikke Star Trek serie er en underlig størrelse. Hvor jeg ved de forrige sæsoner har nævnt at stort set alle afsnit var meget sammenhængende, går syvende sæson, i hvert fald i starten, tilbage til mere løsrevne episoder. Til gengæld består sæsonafslutningen af ti fuldstændigt sammenhængende afsnit der fungerer som en lang film.
The Technicolor Time Machine fra 1967 af Harry Harrison er en af de mest fornøjelige humoristiske læseoplevelser jeg har haft længe. Det er tidsrejseparadokser så det batter hele vejen igennem, men umådeligt godt gennemført og internt konsistent. Selv mere end 40 år efter virker bogen ikke spor forældet.